Salme 109
1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
MAIN Kot, me i kin kapikapina, kom der kotin japaimokid!
2 Thi en gudløs, svigefuld Mund har de aabnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,
Pwe au en me doo jan Kot, o me kin kotaue jara don ia, re lokelokaia on ia ki lo likam.
3 med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
Re lokaia jued on ia waja karoj, o pei on ia ni jo karepa
4 til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;
Ni ai pok on ir, re kin imwintiti on ia; a nai kin poten kapakap.
5 de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
Irail depukki ai me mau me jued, o re kin tata kin ia ni ai pok on ir.
6 Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager staa ved hans højre,
Kotin kajapwiladan i me doo jan Kot amen, pwen a jaunkapun o me palian I, en mi ni pali maun a.
7 lad ham gaa dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
Ma a pan pakajau, a pan pakadeikada, pil a kapakap en kadipala i.
8 hans Livsdage blive kun faa, hans Embede tage en anden;
A ran akan en malaulaula, o a koa en ko on amen.
9 hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
Na jeri kan en japoupou, o a paud en li odi amen.
10 hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
Na jeri kan en janjarwaru jili o wia poekipoek, o re rapaki kan ar mana, doo jan nan moan im arail.
11 Aagerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;
Me norok moni en pitia jan i a meakoaroj, o men wai en kulia jan i a dipijou kan.
12 ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
O jota me pan kadek on i, o jota me pan jauja na japoupou kan.
13 hans Afkom gaa til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt;
Kadaudok a en kokoka jan; o mar arail en niki jan nin di kaieu.
14 lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,
Japun en jam a ko en janjal mon Ieowa, o dip en in a ender lapwada.
15 altid være de HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,
Ieowa en kotin majamajan irail ajau karoj, o kataman parail en niki jan in jappa.
16 fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
Pweki a jota man kadek, pwe a pakipaki me luet o jamama, o me injenjued, pwen kamela i.
17 han elsked Forbandelse, saa lad den naa ham; Velsignelse ynded han ikke, den blive ham fjern!
O a inon ion en riala; ari en lel on! O a jota injenoki kapai, ari, en doo jan i!
18 Han tage Forbandelse paa som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
A kapwateki me jued duata a likau, ari me jued en kolon lole dueta pil o nan kokon akan dueta le.
19 den blive en Dragt, han tager paa, et Bælte, han altid bærer!
Me jued en rajon a likau pup, me a kin likauwiada, o rajon men pirapir me a kin pirapireki.
20 Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
Iduen Ieowa pan kotin pwain on me palian ia, o me kin lokaia jued duen nai.
21 Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Naade, frels mig for dit Navns Skyld!
A komui, Main Ieowa ai Kot kotin wiawia ia, pweki mar omui; pwe omui kalanan kajampwal, dore ia la!
22 Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vaander sig i mig;
Pwe nai me luet o jamama, o nan monion i olar.
23 som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;
I kin tanwei dueta mota, o i pan kamajak wei dueta manjiek amen.
24 af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
Na i kat luete kilar kaijejol, o uduk ai tikitikilar;
25 til Spot for dem er jeg blevet, de ryster paa Hovedet, naar de ser mig.
O i wialar men lalaue re’rail; ni ar kilan ia, re kin due duailok!
26 Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
Main Ieowa, ai Kot, kom kotin dore ia la duen omui kalanan!
27 saa de sander, det var din Haand, dig, HERRE, som gjorde det!
Pwe ren aja, mepukat tapi jan ni lim omui, me komui Ieowa kotin wiadar mepukat.
28 Lad dem forbande, du vil velsigne, mine Uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;
Menda, ma re lalaue, kom kotin kapai ia da. Ma re palian ia, ren namenokala, pwe japwilim omui ladu en pereperen.
29 lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
Re kotin wiai on ai imwintiti, ren likau kida namenok, o ren purion nan me jued dueta likau pup.
30 Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;
I pan danke Ieowa melel ni au ai, o i pan kapina i nan pun en me toto.
31 thi han staar ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.
Pwe a kotikot ni pali maun en me jamama, pwen dorela i jan ir, me kadeikada i, en kamela.
