Salme 109
1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
Til songmeisteren; av David, ein salme. Min lovsongs Gud, teg ikkje!
2 Thi en gudløs, svigefuld Mund har de aabnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,
For dei hev late upp sin ugudlege og falske munn imot meg, dei hev tala imot meg med ljugartunga.
3 med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
Med hatfulle ord hev dei kringsett meg og ført strid imot meg utan årsak.
4 til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;
Til løn for min kjærleik stod dei imot meg, endå eg berre bed,
5 de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
dei hev lagt vondt yver meg til løn for godt og hat til løn for min kjærleik.
6 Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager staa ved hans højre,
Set ein ugudleg yver honom, og lat ein klagar standa ved hans høgre hand!
7 lad ham gaa dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
Når han vert dømd, lat honom ganga skuldig ut, og lat hans bøn verta til synd!
8 hans Livsdage blive kun faa, hans Embede tage en anden;
Lat hans dagar verta få, lat ein annan få hans embætte!
9 hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
Lat hans born verta farlause og kona hans enkja!
10 hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
Lat hans born flakka ikring og beda seg, lat deim ganga som tiggarar frå sin øydelagde heim!
11 Aagerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;
Lat okerkallen leggja snara um all hans eigedom, og framande plundra hans avling!
12 ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
Lat ingen finnast som hyser miskunn imot honom, og ingen som ynkast yver hans farlause born!
13 hans Afkom gaa til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt;
Lat hans etterkomarar ganga til grunnar og deira namn verta utstroke i næste ættled!
14 lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,
Hans fedra skuld vere i minne hjå Herren, og syndi åt mor hans verte ikkje utstroki!
15 altid være de HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,
Dei vere alltid for Herrens åsyn, og han rydje deira minne ut av jordi,
16 fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
av di han ikkje kom i hug å gjera miskunn, men forfylgde ein arm og fatig mann, og ein hjarteskræmd og vilde drepa honom.
17 han elsked Forbandelse, saa lad den naa ham; Velsignelse ynded han ikke, den blive ham fjern!
Han elska forbanning, og denne kom yver honom, han lika ikkje velsigning, og denne kom langt burt frå honom.
18 Han tage Forbandelse paa som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
Han klædde seg i forbanning som sitt klædeplagg, og ho trengde som vatn inn i hans liv, og som olje i hans bein.
19 den blive en Dragt, han tager paa, et Bælte, han altid bærer!
Lat henne verta honom til ei kåpa som han sveiper seg i, og til eit belte som han alltid bind um seg!
20 Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
Dette vere løni frå Herren åt mine motstandarar, og åt deim som talar vondt imot mi sjæl!
21 Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Naade, frels mig for dit Navns Skyld!
Og du, Herre, Herre, gjer vel imot meg for ditt namn skuld, etter som di miskunn er god, so berga meg!
22 Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vaander sig i mig;
For arm og fatig er eg, og mitt hjarta er gjenomstunge i meg.
23 som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;
Som ein skugge når han lengjest, kverv eg burt, eg vert jaga burt som ein grashopp.
24 af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
Mine kne er ustøde av fasta, og holdet mitt misser feita.
25 til Spot for dem er jeg blevet, de ryster paa Hovedet, naar de ser mig.
Og eg hev vorte til spott for deim; når dei ser meg, rister dei på hovudet.
26 Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
Hjelp meg, Herre min Gud, frels meg etter di miskunn!
27 saa de sander, det var din Haand, dig, HERRE, som gjorde det!
so dei må kjenna, at dette er di hand, at du, Herre, hev gjort det.
28 Lad dem forbande, du vil velsigne, mine Uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;
Dei forbannar, men du velsignar, dei stend upp, men vert skjemde, og din tenar gled seg.
29 lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
Mine motstandarar skal klæda seg i skjemsla og sveipa seg i si skam som i ei kåpa.
30 Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;
Eg vil takka Herren storleg med min munn, og midt imillom mange vil eg lova honom.
31 thi han staar ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.
For han stend på høgre sida åt den fatige til å frelsa honom frå deim som dømer hans sjæl.
