Salme 109
1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
In finem, Psalmus David.
2 Thi en gudløs, svigefuld Mund har de aabnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,
Deus laudem meam ne tacueris: quia os peccatoris, et os dolosi super me apertum est.
3 med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
Locuti sunt adversum me lingua dolosa, et sermonibus odii circumdederunt me: et expugnaverunt me gratis.
4 til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;
Pro eo ut me diligerent, detrahebant mihi: ego autem orabam.
5 de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
Et posuerunt adversum me mala pro bonis: et odium pro dilectione mea.
6 Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager staa ved hans højre,
Constitue super eum peccatorem: et diabolus stet a dextris eius.
7 lad ham gaa dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
Cum iudicatur, exeat condemnatus: et oratio eius fiat in peccatum.
8 hans Livsdage blive kun faa, hans Embede tage en anden;
Fiant dies eius pauci: et episcopatum eius accipiat alter.
9 hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
Fiant filii eius orphani: et uxor eius vidua.
10 hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
Nutantes transferantur filii eius, et mendicent: et eiiciantur de habitationibus suis.
11 Aagerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;
Scrutetur fœnerator omnem substantiam eius: et diripiant alieni labores eius.
12 ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
Non sit illi adiutor: nec sit qui misereatur pupillis eius.
13 hans Afkom gaa til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt;
Fiant nati eius in interitum: in generatione una deleatur nomen eius.
14 lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,
In memoriam redeat iniquitas patrum eius in conspectu Domini: et peccatum matris eius non deleatur.
15 altid være de HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,
Fiant contra Dominum semper, et dispereat de terra memoria eorum:
16 fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
pro eo quod non est recordatus facere misericordiam.
17 han elsked Forbandelse, saa lad den naa ham; Velsignelse ynded han ikke, den blive ham fjern!
Et persecutus est hominem inopem, et mendicum, et compunctum corde mortificare.
18 Han tage Forbandelse paa som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
Et dilexit maledictionem, et veniet ei: et noluit benedictionem, et elongabitur ab eo. Et induit maledictionem sicut vestimentum, et intravit sicut aqua in interiora eius, et sicut oleum in ossibus eius.
19 den blive en Dragt, han tager paa, et Bælte, han altid bærer!
Fiat ei sicut vestimentum, quo operitur: et sicut zona, qua semper præcingitur.
20 Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
Hoc opus eorum, qui detrahunt mihi apud Dominum: et qui loquuntur mala adversus animam meam.
21 Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Naade, frels mig for dit Navns Skyld!
Et tu Domine, Domine, fac mecum propter nomen tuum: quia suavis est misericordia tua.
22 Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vaander sig i mig;
Libera me quia egenus, et pauper ego sum: et cor meum conturbatum est intra me.
23 som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;
Sicut umbra cum declinat, ablatus sum: et excussus sum sicut locustæ.
24 af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
Genua mea infirmata sunt a ieiunio: et caro mea immutata est propter oleum.
25 til Spot for dem er jeg blevet, de ryster paa Hovedet, naar de ser mig.
Et ego factus sum opprobrium illis: viderunt me, et moverunt capita sua.
26 Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
Adiuva me Domine Deus meus: salvum me fac secundum misericordiam tuam.
27 saa de sander, det var din Haand, dig, HERRE, som gjorde det!
Et sciant quia manus tua hæc: et tu Domine fecisti eam.
28 Lad dem forbande, du vil velsigne, mine Uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;
Maledicent illi, et tu benedices: qui insurgunt in me, confundantur: servus autem tuus lætabitur.
29 lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
Induantur qui detrahunt mihi, pudore: et operiantur sicut diploide confusione sua.
30 Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;
Confitebor Domino nimis in ore meo: et in medio multorum laudabo eum.
31 thi han staar ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.
Quia astitit a dextris pauperis, ut salvam faceret a persequentibus animam meam.
