Salme 109
1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
Kathutkung: Devit Oe ka pholen e ka Cathut, duem awm hanh.
2 Thi en gudløs, svigefuld Mund har de aabnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,
Bangkongtetpawiteh, tamikathoutnaw hoi tami kadumyennaw ni, a pahni na ang sin awh teh, lai na thoe sin awh.
3 med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
Hmuhmanae lawk hoi na kalup awh teh, a khuekhaw awm laipalah na tuk awh.
4 til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;
Ka lungpataw e naw teh na katarankung lah a coung awh. Hatei, ratoum laihoi ka o.
5 de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
Ahnimouh ni hawinae hah hawihoehnae hoi na patho awh teh, ka pahrennae hah hmuhmanae hoi na patho awh.
6 Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager staa ved hans højre,
Ahnimae lathueng vah tamikathoutnaw tat nateh, aranglah vah tarannaw awm naseh.
7 lad ham gaa dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
Lawkceng navah sung naseh, a ratoumnae teh yonnae lah coung pouh naseh.
8 hans Livsdage blive kun faa, hans Embede tage en anden;
A hringnae hnin duem naseh, a thaw teh ayâ alouk ni patawm naseh.
9 hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
A canaw teh nara lah awm awh naseh, a yu teh lahmai naseh.
10 hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
A canaw teh kâva awh naseh, ka rawk tangcoung e amamae hmuen koehoi rawca tawng awh naseh.
11 Aagerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;
Tangka kacawisaknaw ni a canaw teh laiba dawk lat pouh naseh, a tawk teh a tawn tangcoung e hai apimouh ti panue hoeh e ni koung lat pouh naseh.
12 ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
A lathueng vah apinihai lungmanae kamnuek sak hanh naseh. A ca naranaw hai apinihai pahren hanh naseh.
13 hans Afkom gaa til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt;
A ca catounnaw hai dout naseh. A catoun awm laipalah a min kahmat naseh.
14 lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,
A na mintoenaw e yonnae teh, BAWIPA hmalah pou pâkuem naseh. A manu yonnae raphoe pouh hanh naseh.
15 altid være de HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,
Hotnaw teh BAWIPA hmalah pou kamnuek naseh. Het talai van vah, ahnimouh pahnimhoehnae awm hanh naseh.
16 fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
Bangkongtetpawiteh, lungmanae kamnue sak hanelah, panuek awh hoeh. A lung ka tangpawk e patenghai a thei thai awh nahanelah, a reikathai hoi mathoenaw hah a pacekpahlek awh.
17 han elsked Forbandelse, saa lad den naa ham; Velsignelse ynded han ikke, den blive ham fjern!
Thoe a bo awh e hah amamouh lathueng bawt naseh. Banglahai a noutna awh hoeh e yawhawi ni ahla poungnae koe cettakhai naseh.
18 Han tage Forbandelse paa som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
Thoebonae hah angki lah a kho e patetlah, a von dawk tui patetlah kâen naseh. A hru thung satui patetlah kâen naseh.
19 den blive en Dragt, han tager paa, et Bælte, han altid bærer!
A kâkhu e hah a khohna patetlah coung naseh, taisawm patetlah a keng dawk pou kâyeng naseh.
20 Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
Hothateh, ka tarannaw koe BAWIPA ni moipathungnae lah awm naseh. Na pathoe awh dawkvah, a pang awh e lah awm naseh.
21 Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Naade, frels mig for dit Navns Skyld!
Hateiteh Oe Bawipa Jehovah, kai hateh na min kecu dawk hawinae hoi na awmkhai haw. Na lungmanae dawkvah, na rungngang haw.
22 Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vaander sig i mig;
Tami ka roedeng hoi tami ka vout e lah doeh ka o. Ka thung vah ka lungthin teh hmâ a ca.
23 som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;
Kanîka patetlah ka kahma teh, awsi patetlah ka kâhuet.
24 af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
Ka khokpakhu teh rawcahai kecu dawk cak hoeh, ka takthai teh a kamsoe.
25 til Spot for dem er jeg blevet, de ryster paa Hovedet, naar de ser mig.
Ahnimouh ni na pathoe hanelah ka o teh, na hmu awh toteh lû na saling sin awh.
26 Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
Oe BAWIPA ka Cathut, na kabawm haw. Na lungmanae patetlah na rungngang haw.
27 saa de sander, det var din Haand, dig, HERRE, som gjorde det!
BAWIPA, hethateh na kut hoi sak e doeh tie a panue thai awh nahanlah.
28 Lad dem forbande, du vil velsigne, mine Uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;
Ahnimouh ni thoe na bo eiteh, nang ni yawhawi na poe haw. Ahnimouh a thaw awh navah kayak awh naseh. Hatei, na san teh konawm naseh.
29 lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
Na katukkungnaw teh kayanae ni ramuk awh naseh. Min mathoenae hni ni koung ramuk naseh.
30 Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;
Ka pahni hoi BAWIPA teh puenghoi ka pholen han. Bokheiyah, maya hmalah ama teh ka pholen han.
31 thi han staar ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.
Bangkongtetpawiteh, yon kapennaw kut dawk hoi rungngang hanelah, ka roedengnaw e aranglah a kangdue han.
