Salme 109

1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!

O Elohim Pathen koiham kathangvah ding, kei a kon in thipbeh leh gamla tah in umdan lang,

2 Thi en gudløs, svigefuld Mund har de aabnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,

miphalouten eihousetna thujou eiseikhum teng u jong le thipbeh in umdan.

3 med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;

Thet umtah thucheng ho pum in eiumkim vel un, ajeh beihel'in eikisat piuvin ahi.

4 til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;

Keiman amaho hi kangailui amaho dinga kataolai hin amahon thepmosah teiding leh suhmang dingin eigong jingun ahi.

5 de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.

Amahon thilpha kabol ho thilse jengin eilethuh'un, kangailutna hi vetda nan eithuh'un ahi.

6 Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager staa ved hans højre,

Amahon asei un, “Ama doudin miphalou khat hintungdoh un, achungthu kitan theina dinga athepmo sahding hinsol'un” atiuve.

7 lad ham gaa dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;

Achungthu akitan teng amahi thepmosah uhitin, ataona chu chonsetnin simmu hite,

8 hans Livsdage blive kun faa, hans Embede tage en anden;

Akum lhomsah uhite, michomkhat ama munna dinsah'u hite,

9 hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;

achate paneilou hisah uhitin aji meithai hisah'u hite,

10 hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;

achate khutdo a moh vahlele hiu henlang, inn gem in vah mang jeng uhen.

11 Aagerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;

Bat le tham houvin a in alou chuleh anei agou kichom u hen, kholgam mihon asum lodoh jouse lahpeh uhen,

12 ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;

koimachan lungset dauhen; koimachan paneilouva um achate chu khoto dauhen.

13 hans Afkom gaa til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt;

Ason apah jouse thisoh hen. A inn sung pumpiu min jong akhang cheh a din lah doh in um mai hen.

14 lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,

Yahweh Pakai in apateu chonsetna ngaidam hihbeh hen, anu-u chonsetna jong lekhabua kon in kikahdoh hihbeh hen,

15 altid være de HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,

Yahweh Pakai in achonsetnau geldoh jinghen, chuleh aminjong mihemten geldoh hihbeh hen.

16 fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;

Ajeh chu mi koima ngailut aneipoi, aman mivaichaho leh tahlelte abol genthei e, chuleh lung gentheite thina a adellut e.

17 han elsked Forbandelse, saa lad den naa ham; Velsignelse ynded han ikke, den blive ham fjern!

Ama mi samset athanom in; tun nang ama sugoi tan. Aman midang phatthei aboh khapoi; tun nangman ama jong phatthei boh hih in.

18 Han tage Forbandelse paa som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;

Mi sapset hi amadinga aponsil, atwidon, abuneh tobang a angaito ahitai.

19 den blive en Dragt, han tager paa, et Bælte, han altid bærer!

Tun amisapsetna chu hung kile henlang ama chunga pon bangin behdoh henlang angonga kong gah bangin kikhit chah hen,

20 Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.

Tun hiche sapsetna hochu eiseise hole eidem demho chungah Yahweh Pakai engbolna chujohen.

21 Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Naade, frels mig for dit Navns Skyld!

Hinla O thaneipen Yahweh Pakai neidin pi in, nangma min khoto najal chun! Neihuh doh in ajeh chu nangma hi chutobangtah a pha le kitah nahi.

22 Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vaander sig i mig;

Ajeh chu keimahi mivaicha le tahlel tah kahin kalungthim hi ana behseh jenge.

23 som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;

Nilhah langa nisa lim achemang bang a mangthah ding kahi, min khaokhopi apaidoh banga eikipaidoh ahitai,

24 af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;

Ka ann ngol na-a kon in kakengpah ho kisan atha aumtapon kavunleh kagu keubou kahitai.

25 til Spot for dem er jeg blevet, de ryster paa Hovedet, naar de ser mig.

Keima hi muntin a mi totnopna bep kahitan amahon eimu tenguleh noisena'in alu-u eiheikhum jiuvin ahi.

26 Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,

Nei kithopin O Yahweh Pakai, ka Pathen Elohim! Nami ngailutna longlou chun neihuhdoh'in.

27 saa de sander, det var din Haand, dig, HERRE, som gjorde det!

Yahweh Pakai nangin ka chung ahi nangma natoh mong ahiti ahetchet nadiuvin musah'in.

28 Lad dem forbande, du vil velsigne, mine Uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;

Hiteng chuleh amahon eisapset nom u jongleh eisamseuhen ajeh chu nangman phatthei neiboh ding ahinai. Amahon eihin delkhum tenguleh jumna akimudiu ahi. Ahinla nasoh keimavang kipah a kagalkai ding ahi.

29 lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!

Eitaitom jingho vang jumna ponbanga akikhu khumdiu ahin, suhnem a aum nao chun ponbanga atomkhudiu ahi.

30 Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;

Ahinla kenvang Yahweh Pakai kom a kipathu kasei jingding mijouse kom a kasei choile ding ahi.

31 thi han staar ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.

Ajeh chu Aman tahlelte adinpi jingin suhmang ding gohoa kon in ahuhdoh jingin ahi.