Salme 107
1 Halleluja! Lov HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
Prisa Herren, for han er god, for æveleg varer hans miskunn!
2 Saa skal HERRENS genløste sige, de, han løste af Fjendens Haand
So segjer Herrens utløyste, som han hev løyst ut or naudi,
3 og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.
som han hev sanka i hop frå landi, frå aust og frå vest, frå nord og frå havet.
4 I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,
Dei for vilt i øydemarki, i vegløysa, dei fann ingen by til å bu i.
5 de led baade Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;
Hungrige og tyrste var dei, deira sjæl vanmegtast i deim.
6 men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler
Då ropa dei til Herren i si naud, or deira trengslor fria han deim ut,
7 og førte dem ad rette Vej, saa de kom til beboet By.
og han førde deim på rett veg, so dei gjekk til ein by dei kunde bu i.
8 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
Dei skal prisa Herren for hans miskunn og for hans under mot menneskjeborni,
9 Thi han mætted den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.
for han metta den tyrste sjæl, og den hungrige sjæl fyllte han med godt.
10 De sad i Mulm og Mørke, bundne i Pine og Jern,
Dei sat i myrker og daudeskugge, bundne i stakarsdom og jarn,
11 fordi de havde staaet Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Raad.
av di dei hadde tråssa mot Guds ord og vanvyrdt råderne frå den Høgste.
12 Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;
Og han bøygde deira hjarto med liding, dei snåva, og der var ingen hjelpar.
13 men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
Då ropa dei til Herren i si naud, frå deira trengslor frelste han deim.
14 førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Baand.
Han førde deim ut or myrker og daudeskugge, og deira band reiv han sund.
15 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
Dei skal prisa Herren for hans miskunn og for hans under mot menneskjeborni;
16 Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slaaer af Jern.
for han krasa koparportar og hogg sund jarnbommar.
17 De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,
Dårar var dei for sin brotsveg, og for sine misgjerningar vart dei plåga.
18 de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær;
Deira sjæl vart leid av all mat, og dei kom nær til daudens portar.
19 men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
Då ropa dei til Herren i si naud; frå deira trengslor frelste han deim.
20 sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.
Han sende sitt ord og lækte deim og berga deim frå deira graver.
21 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn
Dei skal prisa Herren for hans miskunn og for hans under mot menneskjeborni
22 og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynde hans Gerninger.
og ofra takkoffer og fortelja um hans verk med fagnad.
23 De for ud paa Havet i Skibe, drev Handel paa vældige Vande,
Dei som for ut på havet med skip, og som dreiv handel på dei store vatni,
24 blev Vidne til HERRENS Gerninger, hans Underværker i Dybet;
dei såg Herrens gjerningar og hans underverk på djupet.
25 han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne taarnedes op;
Han tala og let det koma ein stormvind, og denne reiste havsens bylgjor.
26 mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;
Dei for upp imot himmelen, dei for ned i djupi, deira sjæl miste modet i ulukka.
27 de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;
Dei raga og tumla som drukne, og all deira visdom vart til inkjes.
28 men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
Då ropa dei til Herren i si naud, or deira trengslor førde han deim ut.
29 skiftede Stormen til Stille, saa Havets Bølger tav;
Han let storm verta til stilla, og bylgjorne kringum deim tagna.
30 og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.
Og dei vart glade då dei lagde seg, og han førde deim til den hamni dei ynskte.
31 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn,
Dei skal prisa Herren for hans miskunn og for hans under mot menneskjeborni
32 ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!
og høglova honom i folkesamling og lovsyngja honom der dei gamle sit saman.
33 Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,
Han gjorde elvar til ei øydemark og vatskjeldor til eit turrlende,
34 til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som bor der.
fruktsamt land til ei saltheid, for deira vondskap skuld, som budde der.
35 Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;
Han gjorde øydemark til innsjø og turrlende til vatskjeldor.
36 der lader han sultne bo, saa de grunder en By at bo i,
Og han let hungrige bu der, og dei bygde ein by til å bu i.
37 tilsaar Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.
Og dei sådde åkrar og planta vinhagar, og dei fekk grøda til å hausta.
38 Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte paa Kvæg.
Og han velsigna deim, og dei auka mykje, og av fe gav han deim ikkje lite.
39 De bliver faa og segner under Modgangs og Kummers Tryk,
So minka dei att og vart nedbøygde av trykk og trengsla og sorg.
40 han udøser Haan over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.
Han som renner ut vanvyrdnad yver hovdingar og let deim villast i veglaus øydemark,
41 Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;
han lyfte upp den fatige or vesaldomen og auka ætterne som ei hjord.
42 de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.
Dei ærlege ser det og gled seg, og all vondskap let att sin munn.
43 Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENS Naade paa Sinde!
Den som er vis, han gjeve gaum etter dette, og dei må merke Herrens nådegjerningar.
