Salme 107
1 Halleluja! Lov HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
Pris Herren, for han er god, hans miskunnhet varer evindelig.
2 Saa skal HERRENS genløste sige, de, han løste af Fjendens Haand
Så sie Herrens gjenløste, de som han har gjenløst av nødens hånd,
3 og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.
og som han har samlet fra landene, fra øst og fra vest, fra nord og fra havet.
4 I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,
De fór vill i ørkenen, i et uveisomt øde, de fant ikke en by å bo i.
5 de led baade Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;
De var hungrige og tørste, deres sjel vansmektet i dem.
6 men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler
Da ropte de til Herren i sin nød; av deres trengsler utfridde han dem,
7 og førte dem ad rette Vej, saa de kom til beboet By.
og han førte dem på rett vei, så de gikk til en by de kunde bo i.
8 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
De skal prise Herren for hans miskunnhet og for hans undergjerninger mot menneskenes barn;
9 Thi han mætted den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.
for han mettet den vansmektende sjel og fylte den hungrige sjel med godt.
10 De sad i Mulm og Mørke, bundne i Pine og Jern,
De satt i mørke og i dødsskygge, bundet i elendighet og jern,
11 fordi de havde staaet Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Raad.
fordi de hadde vært gjenstridige mot Guds ord og foraktet den Høiestes råd.
12 Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;
Derfor bøide han deres hjerter ved lidelse; de snublet, og det var ikke nogen hjelper.
13 men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
Da ropte de til Herren i sin nød; av deres trengsler frelste han dem.
14 førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Baand.
Han førte dem ut av mørke og dødsskygge og rev sønder deres bånd.
15 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
De skal prise Herren for hans miskunnhet og for hans undergjerninger mot menneskenes barn;
16 Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slaaer af Jern.
for han brøt sønder porter av kobber og hugg sønder bommer av jern.
17 De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,
De var dårer og blev plaget for sin syndige vei og for sine misgjerninger;
18 de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær;
deres sjel vemmedes ved all mat, og de kom nær til dødens porter.
19 men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
Da ropte de til Herren i sin nød; av deres trengsler frelste han dem.
20 sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.
Han sendte sitt ord og helbredet dem og reddet dem fra deres graver.
21 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn
De skal prise Herren for hans miskunnhet og for hans undergjerninger mot menneskenes barn;
22 og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynde hans Gerninger.
og ofre takkoffere og fortelle om hans gjerninger med jubel.
23 De for ud paa Havet i Skibe, drev Handel paa vældige Vande,
De som fór ut på havet i skib, som drev handel på store vann,
24 blev Vidne til HERRENS Gerninger, hans Underværker i Dybet;
de så Herrens gjerninger og hans underverker på dypet.
25 han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne taarnedes op;
Han bød og lot det komme en stormvind, og den reiste dets bølger.
26 mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;
De fór op imot himmelen, de fór ned i avgrunnene, deres sjel blev motløs i ulykken.
27 de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;
De tumlet og vaklet som en drukken mann, og all deres visdom blev til intet.
28 men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
Da ropte de til Herren i sin nød, og av deres trengsler førte han dem ut.
29 skiftede Stormen til Stille, saa Havets Bølger tav;
Han lot stormen bli til stille, og bølgene omkring dem tidde.
30 og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.
Og de gledet sig over at de la sig; og han førte dem til den havn de ønsket.
31 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn,
De skal prise Herren for hans miskunnhet og for hans undergjerninger mot menneskenes barn
32 ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!
og ophøie ham i folkets forsamling og love ham der hvor de gamle sitter.
33 Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,
Han gjorde elver til en ørken og vannkilder til et tørstig land,
34 til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som bor der.
et fruktbart land til et saltland for deres ondskaps skyld som bodde der.
35 Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;
Han gjorde en ørken til en vannrik sjø og et tørt land til vannkilder.
36 der lader han sultne bo, saa de grunder en By at bo i,
Og han lot de hungrige bo der, og de grunnla en by til å bo i.
37 tilsaar Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.
Og de tilsådde akrer og plantet vingårder, og de vant den frukt de bar.
38 Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte paa Kvæg.
Og han velsignet dem, og de blev meget tallrike, og av fe gav han dem ikke lite.
39 De bliver faa og segner under Modgangs og Kummers Tryk,
Så minket de igjen og blev nedbøiet ved trengsel, ulykke og sorg.
40 han udøser Haan over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.
Han som utøser forakt over fyrster og lar dem fare vill i et uveisomt øde,
41 Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;
han ophøiet den fattige av elendighet og gjorde slektene som hjorden.
42 de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.
De opriktige ser det og gleder sig, og all ondskap lukker sin munn.
43 Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENS Naade paa Sinde!
Den som er vis, han akte på dette og merke på Herrens nådegjerninger!
