Salme 107
1 Halleluja! Lov HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
Angraeng loe hoih pongah, angmah khaeah kawnhaih lok to thui oh; a palungnathaih loe dungzan khoek to cak.
2 Saa skal HERRENS genløste sige, de, han løste af Fjendens Haand
Angraeng mah akrang ih kaminawk mah, anih mah ni misa ban thung hoiah ang krang,
3 og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.
Anih mah ni, ni angyae, niduem, aluek, aloih, prae congca hoiah nihcae to nawnto pakhueng, tiah thui o nasoe.
4 I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,
Nihcae loe praezaek ah bomkung om ai ah amhet o; khosak hanah vangpui doeh hnu o ai.
5 de led baade Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;
Zok amthlam hoi tui anghae ah a oh o moe, a hinghaih thazai o sut.
6 men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler
Raihaih tong naah Angraeng khaeah a qah o, to naah anih mah patangkhanghaih thung hoiah nihcae to pahlong.
7 og førte dem ad rette Vej, saa de kom til beboet By.
Anih mah a oh o haih vangpui thungah phak o thai hanah, katoeng loklam hoiah caeh haih.
8 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
A hoihhaih hoi kaminawk khaeah sak ih dawnrai hmuennawk pongah, Angraeng khaeah kawnhaih lawk thui o nasoe!
9 Thi han mætted den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.
Hinghaih tui anghae kami to anih mah dipsak moe, hinghaih zok amthlam kami doeh caak hanah kahoih hmuen hoiah a koisak.
10 De sad i Mulm og Mørke, bundne i Pine og Jern,
To baktih kami loe vinghaih hoi duekhaih tahlip thungah anghnut o, patangkhang o moe, sumqui hoiah pathlet o,
11 fordi de havde staaet Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Raad.
nihcae loe Sithaw ih loknawk to aek o moe, Kasang koek mah thuih ih lok to tidoeh sah o ai pongah, to tiah oh o.
12 Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;
To pongah nihcae mah palungthin pahnaem o thai hanah, karai tok to a saksak; nihcae loe amthaek o, kalawnkung mi doeh om ai.
13 men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
Raihaih tong o naah Angraeng khaeah a hang o, nihcae patangkhanghaih thung hoiah anih mah pahlong.
14 førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Baand.
Anih mah vinghaih, duekhaih tahlip thung hoiah zaeh moe, sumquinawk to a khramh pae.
15 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
A hoihhaih hoiah kaminawk khaeah sak ih dawnrai hmuennawk pongah, Angraeng khaeah kawnhaih lawkthui o nasoe!
16 Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slaaer af Jern.
Tipongah tih nahaeloe anih mah sumkamling hoi sak ih khongkha to khaeh moe, ataehhaih sumboeng doeh adaem pae boih boeh.
17 De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,
Thoemto kaminawk loe lokaekhaih pongah amthu o moe, a sakpazae o haih pongah, patangkhang o.
18 de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær;
Buh aannawk to panuet o moe, duekhaih khongkha taengah a phak o.
19 men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
Raihaih tong o naah Angraeng khaeah a hang o, nihcae patanghaih thung hoiah anih mah pahlong.
20 sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.
Anih mah lok to thuih moe, nihcae to ngantuisak; amrohaih thung hoiah nihcae to pahlong.
21 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn
A hoihhaih hoiah kaminawk khaeah sak ih dawnrai hmuennawk pongah, Angraeng khaeah kawnhaih lawk thui o nasoe!
22 og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynde hans Gerninger.
Anghoehaih hoiah hmuenpaekhaih to tathlang o nasoe loe, a sak ih hmuennawk to anghoehaih hoiah taphong o nasoe.
23 De for ud paa Havet i Skibe, drev Handel paa vældige Vande,
Palongpuinawk hoiah tuipui thungah kacaeh, tuipui nuiah toksah kaminawk loe,
24 blev Vidne til HERRENS Gerninger, hans Underværker i Dybet;
Angraeng ih hmuenmaenawk hoi a sak ih tui thungah kaom dawnrai hmuennawk to hnuk o.
25 han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne taarnedes op;
Anih mah lokpaek naah takhi song moe, tuiphunawk to angthawksak.
26 mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;
Tuiphunawk loe van khoek to angthawk o tahang moe, tui thungah krak o tathuk let; zitthoh parai pongah, palungboeng o.
27 de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;
Nihcae loe ahnuk ahma angthuih o, mu paqui kami baktiah a caeh o moe, poekhaih palung boeng o sut.
28 men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
Raihaih tong o naah Angraeng khaeah a hang o, palungboenghaih thung hoiah nihcae to a zaeh.
29 skiftede Stormen til Stille, saa Havets Bølger tav;
Anih mah takhi sae to dipsak moe, tuiphunawk to anghaksak.
30 og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.
Tui anghak naah nihcae anghoe o; to naah a caeh koeh o haih ahmuen ah nihcae to a zaeh.
31 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn,
A hoihhaih hoiah kaminawk khaeah sak ih dawnrai hmuennawk pongah, Angraeng khaeah kawnhaih lawk thui o nasoe!
32 ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!
Kaminawk angpophaih ahmuen ah anih to pakoeh oh loe, kacoehtanawk amkhuenghaih ahmuen ah anih to saphaw oh.
33 Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,
Anih loe vapuinawk to praezaek ah angcoengsak moe, tuibap ahmuen doeh long karoem ah angcoengsak,
34 til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som bor der.
to ahmuen ah kaom kaminawk ih sethaih pongah, long kahoih prae to thingthai qumpo tacawt thai ai ahmuen ah angcoengsak.
35 Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;
Praezaek to tuili ah angcoengsak moe, long karoem to tuibap ah angcoengsak.
36 der lader han sultne bo, saa de grunder en By at bo i,
To ah zok amthlam kaminawk to ohsak moe, angmacae oh haih hanah vangpui to sak o.
37 tilsaar Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.
Lawknawk a tawnh o, misur takha a sak o moe, kating ai athaihnawk to tacawt.
38 Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte paa Kvæg.
Nihcae to tahamhoihaih a paek moe, pop parai ah angpung o; nihcae ih maitaw hoi tuunawk doeh tamsisak ai.
39 De bliver faa og segner under Modgangs og Kummers Tryk,
Nihcae loe pacaekthlaekhaih, patangkhanghaih hoi palungsethaih pongah, kami to tamsi o moe, khosak ahnaem o tathuk let.
40 han udøser Haan over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.
Anih mah Angraeng ih capanawk to azathaih tongsak moe, loklam kaom ai praezaek ah amhetsak.
41 Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;
Toe amtang kaminawk to patanghaih thung hoiah tapom tahang moe, tuunawk baktiah imthong ah angcoengsak.
42 de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.
Katoeng kaminawk mah to hmuen to hnuk o naah anghoe o tih; kahoih ai kaminawk boih loe angmacae ih pakha to tamuep o tih.
43 Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENS Naade paa Sinde!
Palungha kami loe, hae hmuennawk hae poek ueloe, Angraeng amlunghaih to panoek o tih.
