Salme 106

1 Halleluja! Lov HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!

2 Hvo kan opregne HERRENS vældige Gerninger, finde Ord til at kundgøre al hans Pris?

3 Salige de, der holder paa Ret, som altid øver Retfærdighed!

4 Husk os, HERRE, naar dit Folk finder Naade, lad os faa godt af din Frelse,

5 at vi maa se dine Udvalgtes Lykke, glæde os ved dit Folks Glæde og med din Arvelod prise vor Lykke!

6 Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.

7 Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav.

8 Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt;

9 han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk;

10 han fried dem af deres Avindsmænds Haand og udløste dem fra Fjendens Haand;

11 Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem;

12 da troede de paa hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.

13 Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej paa hans Raad;

14 de grebes af Attraa i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;

15 saa gav han dem det, de kræved, og sendte dem Lede i Sjælen.

16 De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENS hellige;

17 Jorden aabned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok;

18 Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.

19 De laved en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;

20 de bytted deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;

21 de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,

22 Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav.

23 Da tænkte han paa at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Aasyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde.

24 De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,

25 men knurrede i deres Telte og hørte ikke paa HERREN;

26 da løfted han Haanden og svor at lade dem falde i Ørkenen,

27 splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene.

28 De holdt til med Ba'al-Peor og aad af de dødes Ofre;

29 de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem.

30 Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse,

31 og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig.

32 De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde;

33 thi de stod hans Aand imod, og han talte uoverlagte Ord.

34 De udrydded ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde,

35 med Hedninger blanded de sig og gjorde deres Gerninger efter;

36 deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;

37 til Dæmonerne ofrede de, og det baade Sønner og Døtre;

38 de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;

39 de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter.

40 Da blev HERREN vred paa sit Folk og væmmedes ved sin Arv;

41 han gav dem i Folkenes Haand, deres Avindsmænd blev deres Herrer;

42 deres Fjender voldte dem Trængsel, de kuedes under deres Haand.

43 Han frelste dem Gang paa Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden;

44 dog saa han til dem i Trængslen, saa snart han hørte dem klage;

45 han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;

46 han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.

47 Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi maa love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.

48 Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!