Salme 106

1 Halleluja! Lov HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!

Halleluja! Prisa Herren, for han er god, for æveleg varer hans miskunn!

2 Hvo kan opregne HERRENS vældige Gerninger, finde Ord til at kundgøre al hans Pris?

Kven kann fullt ut nemna Herrens velduge verk, forkynna all hans lov?

3 Salige de, der holder paa Ret, som altid øver Retfærdighed!

Sæle er dei som tek vare på det som rett er, den som gjer rettferd til kvar tid!

4 Husk os, HERRE, naar dit Folk finder Naade, lad os faa godt af din Frelse,

Herre, kom meg i hug med den godhug du hev for ditt folk, gjesta meg med di frelsa!

5 at vi maa se dine Udvalgtes Lykke, glæde os ved dit Folks Glæde og med din Arvelod prise vor Lykke!

so eg kann skoda lukka åt dine utvalde, gleda meg med ditt folks gleda, rosa meg med din arv.

6 Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.

Me hev synda med våre feder, me hev gjort ille, me hev vore ugudlege.

7 Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav.

Våre feder i Egyptarland agta ikkje på dine under, dei kom ikkje i hug dine mange nådegjerningar, men dei var tråssuge ved havet, ved Raudehavet.

8 Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt;

Men endå frelste han deim for sitt namn skuld, av di han vilde kunngjera si magt,

9 han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk;

og han truga Raudehavet so det vart turt, og han let deim ganga gjenom djupi som på slette marki,

10 han fried dem af deres Avindsmænds Haand og udløste dem fra Fjendens Haand;

og han frelste deim frå hans hand som hata deim, og løyste deim ut or fiendehand,

11 Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem;

og vatn gøymde deira motstandarar, ikkje ein vart att av deim.

12 da troede de paa hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.

Då trudde dei på ordi hans, då song dei hans lov.

13 Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej paa hans Raad;

Men snart gløymde dei hans gjerningar, dei bia ikkje på hans råd;

14 de grebes af Attraa i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;

men dei fekk ein gir i seg i øydemarki, og dei freista Gud på den ubygde stad.

15 saa gav han dem det, de kræved, og sendte dem Lede i Sjælen.

Då gav han deim det dei vilde hava, men sende tærande sjukdom yver deira liv.

16 De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENS hellige;

Og dei vart ovundsjuke på Moses i lægret, på Aron, Herrens heilage.

17 Jorden aabned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok;

Då opna jordi seg og slukte Datan, og ho let seg att yver flokken åt Abiram,

18 Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.

og det kveiktest eld på flokken deira, ein loge brende upp dei ugudlege.

19 De laved en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;

Dei gjorde ein kalv ved Horeb og tilbad eit støypt bilæte,

20 de bytted deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;

og dei bytte burt si æra for bilætet av ein ukse som et gras.

21 de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,

Dei gløymde Gud, sin frelsar, som hadde gjort store ting i Egyptarland,

22 Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav.

undergjerningar i Khams land, skræmelege ting ved Raudehavet.

23 Da tænkte han paa at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Aasyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde.

Og han tenktest til å tyna deim, dersom ikkje Moses, hans utvalde, hadde kasta seg imillom for hans åsyn til å avvenda hans vreide, at han ikkje skulde øydeleggja.

24 De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,

Og dei vanvyrde det herlege landet, dei trudde ikkje ordet hans,

25 men knurrede i deres Telte og hørte ikke paa HERREN;

og dei knurra i sine tjeld, høyrde ikkje på Herrens røyst.

26 da løfted han Haanden og svor at lade dem falde i Ørkenen,

Då lyfte han si hand imot deim til å slå deim ned i øydemarki,

27 splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene.

og slå deira etterkomarar ned millom heidningarne og spreida deim kring i landi.

28 De holdt til med Ba'al-Peor og aad af de dødes Ofre;

Og dei batt seg saman med Ba’al-Peor, og dei åt av offer til dei daude,

29 de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem.

og dei vekte harm ved si åtferd, og ei plåga braut ut millom deim.

30 Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse,

Då stod Pinehas fram og heldt dom, og plåga stilltest;

31 og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig.

og det vart rekna honom til rettferd frå ætt til ætt æveleg.

32 De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde;

Og dei vekte vreide ved Meribavatnet, og det gjekk Moses ille for deira skuld;

33 thi de stod hans Aand imod, og han talte uoverlagte Ord.

for dei var tråssuge mot hans ande, og han tala tankelaust med sine lippor.

34 De udrydded ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde,

Dei øydelagde ikkje dei folki som Herren hadde tala med deim um,

35 med Hedninger blanded de sig og gjorde deres Gerninger efter;

men dei blanda seg med heidningarne og lærde deira gjerningar,

36 deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;

og dei tente deira avgudar, og desse vart deim til ei snara,

37 til Dæmonerne ofrede de, og det baade Sønner og Døtre;

og dei ofra sine søner og døtter til magterne,

38 de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;

og dei rende ut skuldlaust blod, blod av sine søner og døtter som dei ofra til Kana’ans avgudar, og landet vart vanhelga med blodskuld.

39 de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter.

Og dei vart ureine ved sine gjerningar og dreiv hor ved si åtferd.

40 Da blev HERREN vred paa sit Folk og væmmedes ved sin Arv;

Då loga Herrens vreide upp imot hans folk, og han stygdest ved sin arv.

41 han gav dem i Folkenes Haand, deres Avindsmænd blev deres Herrer;

Og han gav deim i handi på heidningar, og dei som hata deim, vart herrar yver deim,

42 deres Fjender voldte dem Trængsel, de kuedes under deres Haand.

og deira fiendar trengde deim, og dei laut bøygja seg under deira hand.

43 Han frelste dem Gang paa Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden;

Mange gonger fria han deim ut, men dei var tråssuge og sjølvrådige, og dei kom reint i vesaldom for si misgjerning.

44 dog saa han til dem i Trængslen, saa snart han hørte dem klage;

Men han såg til deim då dei var i naud, med di han høyrde deira klagerop.

45 han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;

Og han kom i hug si pakt for deim, og han ynkast etter si store miskunn.

46 han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.

Og han let deim finna miskunn hjå alle som hadde fanga deim.

47 Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi maa love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.

Frels oss, Herre vår Gud, og samla oss frå heidningarne, so me kann prisa ditt heilage namn, rosa oss av ditt lov!

48 Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!

Lova vere Herren, Israels Gud, frå æva og til æva! Og alt folket segje: Amen. Halleluja!