Salme 104
1 Min sjæl, lov HERREN! HERRE min Gud, du er saare stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
Perwerdigargha teshekkür-medhiye qaytur, i jénim! I Perwerdigar Xudayim, intayin ulughsen; Shanu-shewket we heywet bilen kiyin’gensen;
2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
Libas bilen pürken’gendek yoruqluqqa pürken’gensen, Asmanlarni chédir perdisi kebi yayghansen.
3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem paa Vindens Vinger;
U yuqiriqi rawaqlirining limlirini sulargha ornatqan, Bulutlarni jeng harwisi qilip, Shamal qanatliri üstide mangidu;
4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
U perishtilirini shamallar, Xizmetkarlirini ot yalquni qilidu.
5 Du fæsted Jorden paa dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
Yerni U ulliri üstige ornatqan; U esla tewrinip ketmeydu.
6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
Libas bilen oralghandek, uni chongqur déngizlar bilen orighansen, Sular taghlar choqqiliri üstide turdi.
7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
Séning tenbihing bilen sular beder qachti, Güldürmamangning sadasidin ular tézdin yandi;
8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
Taghlar örlep chiqti, Wadilar chüshüp ketti, [Sular] Sen békitken jaygha chüshüp ketti.
9 du satte en Grænse, de ej kommer over, saa de ikke igen skal tilhylle Jorden.
Ular téship, yerni yene qaplimisun dep, Sen ulargha cheklime qoyghansen.
10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
[Tengri] wadilarda bulaqlarni échip urghutidu, Suliri taghlar arisida aqidu.
11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
Daladiki herbir janiwargha ussuluq béridu, Yawayi éshekler ussuzluqini qanduridu.
12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
Köktiki qushlar ularning boyida qonidu, Derex shaxliri arisida sayraydu.
13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
U yuqiridiki rawaqliridin taghlarni sughiridu; Yer Séning yasighanliringning méwiliridin qandurulidu!
14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, saa du frembringer Brød af Jorden
U mallar üchün ot-chöplerni, Insanlar üchün köktatlarni östüridu, Shundaqla nanni yerdin chiqiridu;
15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
Ademning könglini xush qilidighan sharabni, Insan yüzini parqiritidighan mayni chiqiridu; Insanning yürikige nan bilen quwwet béridu;
16 HERRENS Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
Perwerdigarning derexliri, Yeni Özi tikken Liwan kédir derexliri [su ichip] qanaetlinidu.
17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
Ene ashular arisigha qushlar uwa yasaydu, Leylek bolsa, archa derexlirini makan qilidu.
18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
Égiz choqqilar tagh öchkilirining, Tik yarlar sughurlarning panahi bolidu.
19 Du skabte Maanen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
Pesillerni békitmek üchün U ayni yaratti, Quyash bolsa pétishini bilidu.
20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
Sen qarangghuluq chüshürisen, tün bolidu; Ormandiki janiwarlarning hemmisi uningda shipir-shipir kézip yüridu.
21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
Arslanlar olja izdep hörkireydu, Tengridin ozuq-tülük sorishidu;
22 De sniger sig bort, naar Sol staar op, og lægger sig i deres Huler;
Quyash chiqipla, ular chékinidu, Qaytip kirip uwilirida yatidu.
23 Mennesket gaar til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder paa.
Insan bolsa öz ishigha chiqidu, Ta kechkiche méhnette bolidu.
24 Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
I Perwerdigar, yasighan herxil nersiliring neqeder köptur! Hemmisini hékmet bilen yaratqansen, Yer yüzi ijat-bayliqliring bilen toldi.
25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, baade smaa og store;
Ene büyük bipayan déngiz turidu! Uningda san-sanaqsiz ghuzh-ghuzh janiwarlar, Chong we kichik haywanlar bar.
26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
Shu yerde kémiler qatnaydu, Uningda oynaqlisun dep sen yasighan léwiatanmu bar;
27 De bier alle paa dig, at du skal give dem Føde i Tide;
Waqtida ozuq-tülük bergin dep, Bularning hemmisi Sanga qaraydu.
28 du giver dem den, og de sanker, du aabner din Haand, og de mættes med godt.
Ulargha berginingde, tériwalidu, Qolungni achqiningdila, ular nazunémetlerge toyidu.
29 Du skjuler dit Aasyn, og de forfærdes; du tager deres Aand, og de dør og vender tilbage til Støvet;
Yüzüngni yoshursang, ular dekke-dükkige chüshidu, Rohlirini alsang, ular jan üzüp, Yene tupraqqa qaytidu.
30 du sender din Aand, og de skabes, Jordens Aasyn fornyer du.
Rohingni ewetkiningde, ular yaritilidu, Yer-yüzi yéngi [bir dewr bilen] almishidu.
31 HERRENS Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
Perwerdigarning shan-shöhriti ebediydur, Perwerdigar Öz yaratqanliridin xursen bolidu.
32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger.
U yerge baqqinida, yer titreydu, Taghlargha tegkinide, ular tütün chiqiridu.
33 Jeg vil synge for HERREN, saa længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
Hayatla bolidikenmen, Perwerdigargha naxsha éytimen; Wujudum bolsila Xudayimni küyleymen.
34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
U sürgen oy-xiyallirimdin söyünse! Perwerdigarda xushallinimen!
35 Maatte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
Gunahkarlar yer yüzidin tügitilidu, Reziller yoq bolidu. I jénim, Perwerdigargha teshekkür-medhiye qaytur! Hemdusana!
