Salme 104
1 Min sjæl, lov HERREN! HERRE min Gud, du er saare stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
Ao me ɔkra, kamfo Awurade! Ao Awurade me Onyankopɔn, woyɛ ɔkɛseɛ! Wɔafira tumi ne animuonyam.
2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
Ɔde hann akata ne ho sɛ atadeɛ; ɔtrɛ ɔsoro mu te sɛ ntomadan,
3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem paa Vindens Vinger;
na ɔde ne mpia mpunan sisi nsuo so. Ɔde omununkum yɛ ne teaseɛnam na ɔde nante mframa ntaban so.
4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
Ɔsoma nʼabɔfoɔ sɛ mframa, na ɔsoma nʼasomfoɔ sɛ ogyadɛreɛ.
5 Du fæsted Jorden paa dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
Ɔde asase asi ne fapem so na ɛrenhinhim da.
6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
Wode ebunu kataa so sɛ atadeɛ na nsuo gyinaa mmepɔ no so.
7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
Nanso wʼanimka maa nsuo no dwaneeɛ, wʼaprannaa nnyegyeeɛ ma wɔdwaneeɛ;
8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
Wɔtenetenee faa mmepɔ so, kɔɔ mmɔnhwa mu tɔnn, kɔguu baabi a wode ama wɔn no.
9 du satte en Grænse, de ej kommer over, saa de ikke igen skal tilhylle Jorden.
Wotoo ɔhyeɛ a wɔrentumi ntra; na wɔammɛkata asase so bio.
10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
Ɔma nsuwa tene fa abɔn mu; ɛtene fa mmepɔ ntam.
11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
Ɔma wiram mmoa nyinaa nsuo nom; ɔma afunumu nsuo de kum wɔn sukɔm.
12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
Ewiem nnomaa nwene wɔn pirebuo wɔ nsuo no ho; na wɔto nnwom wɔ nnua no mman so.
13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
Ɔfiri ne soro mpia mu tɔ nsuo gugu mmepɔ so; Awurade nnwuma so aba mee asase.
14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, saa du frembringer Brød af Jorden
Ɔma ɛserɛ fifiri ma anantwie, na ɔbɔɔ nnua maa onipa sɛ ɔnnua na ɛmma aduane mfiri asase mu:
15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
na onipa anya nsã ama nʼakoma atɔ ne yam, na onipa anya ngo ama nʼanim atɔ so, na aduane nso akura onipa akoma.
16 HERRENS Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
Wɔgugu Awurade nnua no so yie, Lebanon ntweneduro a ɔduaeɛ no.
17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
Ɛso na nnomaa yɛ wɔn mpirebuo na asukɔnkɔn nso yɛ nʼatenaeɛ wɔ pepeaa nnua no mu.
18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
Mmepɔ atentene no yɛ wiram mpɔnkye dea; na abotan yɛ dwanekɔbea ma amoakua.
19 Du skabte Maanen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
Ɔsrane kyerɛ ɛberɛ nkyekyɛmu, na owia nim ɛberɛ a ɔkɔtɔ.
20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
Wode esum ba ma ɛyɛ adesaeɛ na kwaeɛ mu mmoa nyinaa kɔ ahayɔ.
21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
Gyata bobom pɛ wɔn ahaboa wɔhwehwɛ wɔn aduane firi Onyankopɔn hɔ.
22 De sniger sig bort, naar Sol staar op, og lægger sig i deres Huler;
Owia pue ma wɔsane wɔn akyi; wɔsane kɔdeda wɔn atuo mu.
23 Mennesket gaar til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder paa.
Afei, onipa kɔ nʼadwuma so kɔyɛ adwuma ara kɔsi anwummerɛ.
24 Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
Ao Awurade, wo nnwuma dɔɔso! Nyansa mu na woyɛɛ ne nyinaa; wʼabɔdeɛ ahyɛ asase so ma.
25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, baade smaa og store;
Ɛpo na ɛda hɔ tɛtrɛɛ hahanaa yi, a abɔdeɛ bebree a ɛnni ano, akɛseɛ ne nketewa ahyɛ no ma.
26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
Ɛso na ahyɛn di akɔneaba, na dɛnkyɛmmirampɔn a woyɛɛ no di agorɔ.
27 De bier alle paa dig, at du skal give dem Føde i Tide;
Wɔn nyinaa hwɛ wo kwan sɛ wobɛma wɔn wɔn aduane wɔ ɛberɛ a ɛsɛ mu.
28 du giver dem den, og de sanker, du aabner din Haand, og de mættes med godt.
Wodema wɔn a, wɔtase; wobue wo nsam a, nnepa mee wɔn.
29 Du skjuler dit Aasyn, og de forfærdes; du tager deres Aand, og de dør og vender tilbage til Støvet;
Wode wʼanim hinta wɔn a, wɔbɔ hu; sɛ wogye wɔn ahomeɛ a, wɔwuwu na wɔsane kɔ mfuturo mu.
30 du sender din Aand, og de skabes, Jordens Aasyn fornyer du.
Sɛ wode wo Honhom no ma wɔn a na wɔabɔ wɔn, na woyɛ asase ani foforɔ.
31 HERRENS Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
Ma Awurade animuonyam ntena hɔ daa; ma Awurade ani nnye ne nnwuma ho,
32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger.
deɛ ɔhwɛ asase na ɛwosoɔ, na ɔde ne nsa ka mmepɔ a wisie firi mu ba.
33 Jeg vil synge for HERREN, saa længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
Mɛto dwom ama Awurade me nkwa nna nyinaa; sɛ mete ase yi, mɛto ayɛyie dwom ama me Onyankopɔn.
34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
Ɔmma mʼakoma mu mpaeɛbɔ nsɔ nʼani ɛberɛ a meregye mʼani wɔ Awurade mu yi.
35 Maatte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
Ma nnebɔneyɛfoɔ nyera wɔ asase so; na amumuyɛfoɔ ase nhye. Ao me ɔkra, kamfo Awurade. Kamfo Awurade.
