Salme 104
1 Min sjæl, lov HERREN! HERRE min Gud, du er saare stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
Ipsi David. [Benedic, anima mea, Domino: Domine Deus meus, magnificatus es vehementer. Confessionem et decorem induisti,
2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
amictus lumine sicut vestimento. Extendens cælum sicut pellem,
3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem paa Vindens Vinger;
qui tegis aquis superiora ejus: qui ponis nubem ascensum tuum; qui ambulas super pennas ventorum:
4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
qui facis angelos tuos spiritus, et ministros tuos ignem urentem.
5 Du fæsted Jorden paa dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
Qui fundasti terram super stabilitatem suam: non inclinabitur in sæculum sæculi.
6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
Abyssus sicut vestimentum amictus ejus; super montes stabunt aquæ.
7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
Ab increpatione tua fugient; a voce tonitrui tui formidabunt.
8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
Ascendunt montes, et descendunt campi, in locum quem fundasti eis.
9 du satte en Grænse, de ej kommer over, saa de ikke igen skal tilhylle Jorden.
Terminum posuisti quem non transgredientur, neque convertentur operire terram.
10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
Qui emittis fontes in convallibus; inter medium montium pertransibunt aquæ.
11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
Potabunt omnes bestiæ agri; expectabunt onagri in siti sua.
12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
Super ea volucres cæli habitabunt; de medio petrarum dabunt voces.
13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
Rigans montes de superioribus suis; de fructu operum tuorum satiabitur terra:
14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, saa du frembringer Brød af Jorden
producens fœnum jumentis, et herbam servituti hominum, ut educas panem de terra,
15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
et vinum lætificet cor hominis: ut exhilaret faciem in oleo, et panis cor hominis confirmet.
16 HERRENS Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
Saturabuntur ligna campi, et cedri Libani quas plantavit:
17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
illic passeres nidificabunt: herodii domus dux est eorum.
18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
Montes excelsi cervis; petra refugium herinaciis.
19 Du skabte Maanen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
Fecit lunam in tempora; sol cognovit occasum suum.
20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
Posuisti tenebras, et facta est nox; in ipsa pertransibunt omnes bestiæ silvæ:
21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
catuli leonum rugientes ut rapiant, et quærant a Deo escam sibi.
22 De sniger sig bort, naar Sol staar op, og lægger sig i deres Huler;
Ortus est sol, et congregati sunt, et in cubilibus suis collocabuntur.
23 Mennesket gaar til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder paa.
Exibit homo ad opus suum, et ad operationem suam usque ad vesperum.
24 Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
Quam magnificata sunt opera tua, Domine! omnia in sapientia fecisti; impleta est terra possessione tua.
25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, baade smaa og store;
Hoc mare magnum et spatiosum manibus; illic reptilia quorum non est numerus: animalia pusilla cum magnis.
26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
Illic naves pertransibunt; draco iste quem formasti ad illudendum ei.
27 De bier alle paa dig, at du skal give dem Føde i Tide;
Omnia a te expectant ut des illis escam in tempore.
28 du giver dem den, og de sanker, du aabner din Haand, og de mættes med godt.
Dante te illis, colligent; aperiente te manum tuam, omnia implebuntur bonitate.
29 Du skjuler dit Aasyn, og de forfærdes; du tager deres Aand, og de dør og vender tilbage til Støvet;
Avertente autem te faciem, turbabuntur; auferes spiritum eorum, et deficient, et in pulverem suum revertentur.
30 du sender din Aand, og de skabes, Jordens Aasyn fornyer du.
Emittes spiritum tuum, et creabuntur, et renovabis faciem terræ.
31 HERRENS Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
Sit gloria Domini in sæculum; lætabitur Dominus in operibus suis.
32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger.
Qui respicit terram, et facit eam tremere; qui tangit montes, et fumigant.
33 Jeg vil synge for HERREN, saa længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
Cantabo Domino in vita mea; psallam Deo meo quamdiu sum.
34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
Jucundum sit ei eloquium meum; ego vero delectabor in Domino.
35 Maatte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
Deficiant peccatores a terra, et iniqui, ita ut non sint. Benedic, anima mea, Domino.]
