Salme 104
1 Min sjæl, lov HERREN! HERRE min Gud, du er saare stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
Min Sjæl, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed.
2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Telt.
3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem paa Vindens Vinger;
Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger.
4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere.
5 Du fæsted Jorden paa dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed.
6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene.
7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst.
8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
9 du satte en Grænse, de ej kommer over, saa de ikke igen skal tilhylle Jorden.
Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen.
10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene.
11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst.
12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
Over dem bo Himmelens Fugle; ud fra Grenene lade de deres Røst høre.
13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt.
14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, saa du frembringer Brød af Jorden
Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden.
15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte.
16 HERRENS Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
Herrens Træer mættes af Væde, Libanons Cedre, som han har plantet;
17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne.
18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.
19 Du skabte Maanen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
Han gjorde Maanen til at bestemme Tiderne, Solen ved sin Nedgang.
20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den krybe alle Skovens Dyr frem.
21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud.
22 De sniger sig bort, naar Sol staar op, og lægger sig i deres Huler;
Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler.
23 Mennesket gaar til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder paa.
Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen.
24 Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
Hvor mange ere dine Gerninger, Herre! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme.
25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, baade smaa og store;
Her er Havet stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store.
26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi.
27 De bier alle paa dig, at du skal give dem Føde i Tide;
De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid.
28 du giver dem den, og de sanker, du aabner din Haand, og de mættes med godt.
Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt.
29 Du skjuler dit Aasyn, og de forfærdes; du tager deres Aand, og de dør og vender tilbage til Støvet;
Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv.
30 du sender din Aand, og de skabes, Jordens Aasyn fornyer du.
Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.
31 HERRENS Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig over sine Gerninger!
32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger.
Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge.
33 Jeg vil synge for HERREN, saa længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til.
34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i Herren.
35 Maatte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja.
