Salme 104
1 Min sjæl, lov HERREN! HERRE min Gud, du er saare stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
Blagoslivljaj Jahvu, dušo moja, Jahve, Bože moj, silno si velik! Odjeven veličanstvom i ljepotom,
2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
svjetlošću ogrnut kao plaštem! Nebo si razapeo kao šator,
3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem paa Vindens Vinger;
na vodama sagradio dvorove svoje. Od oblaka praviš kola svoja, na krilima vjetrova putuješ.
4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
Vjetrove uzimaš za glasnike, a žarki oganj za slugu svojega.
5 Du fæsted Jorden paa dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
Zemlju si stavio na stupove njene: neće se poljuljati u vijeke vjekova,
6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
pokrio si je vodama bezdanim k'o haljinom, iznad bregova stajahu vode;
7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
na tvoju se prijetnju povukoše, od tvoje grmljavine zadrhtaše.
8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
Bregovi se digoše, doline spustiše na mjesto koje si im odredio.
9 du satte en Grænse, de ej kommer over, saa de ikke igen skal tilhylle Jorden.
Odredio si granicu koju ne smiju prijeći, da opet ne pokriju zemlju.
10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
Izvore svraćaš u potoke što žubore među brdima.
11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
Oni poje sve živine poljske, divlji magarci žeđ gase u njima.
12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
Uz njih se gnijezde ptice nebeske i pjevaju među granama.
13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
Ti natapaš bregove iz dvorova svojih, zemlja se nasićuje plodom tvojih ruku.
14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, saa du frembringer Brød af Jorden
Ti daješ te niče trava za stoku i bilje na korist čovjeku da izvede kruh iz zemlje
15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
i vino što razvedruje srce čovječje; da uljem lice osvježi i da kruh okrijepi srce čovjeku.
16 HERRENS Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
Stabla se Jahvina napajaju hranom, cedri libanonski koje on zasadi.
17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
Ondje se ptice gnijezde, u čempresu dom je rodin.
18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
Visoki bregovi daju kozorogu a pećine jazavcu sklonište.
19 Du skabte Maanen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
Ti si stvorio mjesec da označuje vremena i sunce znade kada ima zaći.
20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
Kad razastreš tmine i noć se spusti, tad se šuljaju u njoj životinje šumske.
21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
Lavići riču za plijenom i od Boga hranu traže.
22 De sniger sig bort, naar Sol staar op, og lægger sig i deres Huler;
Kad sunce ograne, nestaju i liježu na ležaje.
23 Mennesket gaar til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder paa.
Tad čovjek izlazi na dnevni posao i na rad do večeri.
24 Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
Kako su brojna tvoja djela, o Jahve! Sve si to mudro učinio: puna je zemlja stvorenja tvojih.
25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, baade smaa og store;
Eno mora, velika i široka, u njemu vrve gmazovi bez broja, životinje male i velike.
26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
Onud prolaze nemani, Levijatan kojeg stvori da se igra u njemu.
27 De bier alle paa dig, at du skal give dem Føde i Tide;
I sva ova bića željno čekaju da ih nahraniš na vrijeme.
28 du giver dem den, og de sanker, du aabner din Haand, og de mættes med godt.
Daješ li im, tada sabiru: otvaraš li ruku, nasite se dobrima.
29 Du skjuler dit Aasyn, og de forfærdes; du tager deres Aand, og de dør og vender tilbage til Støvet;
Sakriješ li lice svoje, tad se rastuže; ako dah im oduzmeš, ugibaju i opet se u prah vraćaju.
30 du sender din Aand, og de skabes, Jordens Aasyn fornyer du.
Pošalješ li dah svoj, opet nastaju, i tako obnavljaš lice zemlje.
31 HERRENS Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
Neka dovijeka traje slava Jahvina: nek' se raduje Jahve u djelima svojim!
32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger.
On pogleda zemlju i ona se potrese, dotakne bregove, oni se zadime.
33 Jeg vil synge for HERREN, saa længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
Pjevat ću Jahvi dokle god živim, svirat ću Bogu svome dokle god me bude.
34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
Bilo mu milo pjevanje moje! Ja ću se radovati u Jahvi.
35 Maatte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
Nek' zločinci sa zemlje nestanu i bezbožnika nek' više ne bude! Blagoslivljaj Jahvu, dušo moja! Aleluja!
