Salme 102

1 Bøn af en elendig, naar hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.

Ko e Lotu ʻae mamahi ʻi hono lōmekina, pea ne lilingi ʻene mamahi ʻi he ʻao ʻo Sihova. ‌ʻE Sihova, fanongo ki heʻeku lotu, pea tuku ke aʻu atu ʻeku tangi kiate koe.

2 HERRE, lyt til min Bøn, lad mit Raab komme til dig,

‌ʻOua naʻa ke fufū ho fofonga ʻiate au ʻi he ʻaho ʻoku ou mamahi ai; fakatokangaʻi ho fofonga kiate au: ʻi he ʻaho ʻoku ou ui ai ke vave hoʻo talia au.

3 skjul dog ikke dit Aasyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; naar jeg kalder, saa skynd dig og svar mig!

He kuo fakaʻosi hoku ngaahi ʻaho ʻo hangē ko e kohu, pea kuo vela hoku ngaahi hui ʻo hangē ko e veʻe tofunanga.

4 Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;

Kuo taaʻi hoku loto, pea kuo mae ʻo hangē ko e mohuku; ko ia kuo ngalo ai ʻiate au ke kai ʻeku mā.

5 mit Hjerte er svedet og visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.

Koeʻuhi ko e leʻo ʻo ʻeku toʻe, ko ia ʻoku piki ai hoku ngaahi hui ki hoku kili.

6 Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;

‌ʻOku ou tatau mo e pelikani ʻoe toafa: ʻoku ou hangē ko e lulu ʻoe potu lala.

7 jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen paa øde Steder;

‌ʻOku ou leʻo, pea u tatau mo e kihiʻi manupuna ʻoku tokotaha pē ʻi he tuʻahivi ʻoe fale.

8 om Natten ligger jeg vaagen og jamrer saa ensom som Fugl paa Taget;

‌ʻOku manuki kiate au ʻa hoku ngaahi fili ʻi he ʻaho kotoa pē; pea ko kinautolu ʻoku mata lili kiate au kuo nau fuakava ke angatuʻu kiate au.

9 mine Fjender haaner mig hele Dagen; de, der spotter mig, sværger ved mig.

He kuo u kai ʻae efuefu ʻo hangē ko e mā, mo huʻi ʻaki hoku inu ʻae loʻimata,

10 Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Taarer

Koeʻuhi ko ho tuputāmaki mo ho houhau: he kuo ke hiki hake au, pea lī au ki lalo.

11 over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;

‌ʻOku tatau hoku ngaahi ʻaho mo e ʻata ʻoku mole atu; pea kuo u mae ʻo hangē ko e mohuku.

12 mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.

Ka ko koe, ʻE Sihova, te ke tolonga ʻo taʻengata; mo hoʻo fakaʻilonga ki he ngaahi toʻutangata kotoa pē.

13 Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;

Te ke tuʻu hake, mo ke ʻaloʻofa ki Saione: he ko e ʻaho ke tokoni ia, ʻio, ko e ʻaho kuo tuʻutuʻuni kuo hoko mai.

14 du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, naar Naadens Tid, naar Timen er inde;

He ʻoku fiemālie ʻa hoʻo kau tamaioʻeiki ʻi hono ngaahi maka, pea ʻoku nau ʻofa ki hono efu ʻoʻona.

15 thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.

Ko ia ʻe manavahē ai ʻae hiteni ki he huafa ʻo Sihova, pea ko e ngaahi tuʻi kotoa pē ʻo māmani ki ho nāunau.

16 Og HERRENS Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;

‌ʻOka toe langa hake ʻe Sihova ʻa Saione, ʻe fakahā ia ʻi hono nāunau.

17 thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;

Te ne tokanga ki he lotu ʻae masiva, pea ʻe ʻikai manukiʻi ʻenau hū.

18 han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.

‌ʻE tohi eni maʻae toʻutangata ʻe haʻu: pea ko e kakai ʻe fakatupu te nau fakamālō kia Sihova.

19 For Efterslægten skal det optegnes, et Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;

He kuo ʻafio hifo ia mei he māʻolunga ʻo hono faletapu; naʻe ʻafio ʻa Sihova mei he langi ki māmani;

20 thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord

Ke ne fanongo ki he toʻe ʻoe pōpula; ke vete ʻakinautolu kuo tuʻutuʻuni ke mate;

21 for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,

Ke fakahā ʻae huafa ʻo Sihova ʻi Saione, mo ʻene fakamālō ʻi Selūsalema;

22 at HERRENS Navn kan forkyndes i Zion, hans Pris i Jerusalem,

‌ʻOka fakataha ʻae kakai, pea mo e ngaahi puleʻanga, ke tauhi ʻa Sihova.

23 naar Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.

Naʻa ne fakavaivaiʻi hoku mālohi ʻi he hala; naʻa ne fakanounou hoku ngaahi ʻaho.

24 Han lammed min Kraft paa Vejen, forkorted mit Liv.

Naʻaku pehē, ʻE hoku ʻOtua, ʻoua naʻa ʻave au ʻi he lotolotonga ʻo hoku ngaahi ʻaho: ko ho ngaahi taʻu ʻoku tolonga ki he toʻutangata kotoa pē.

25 Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine Aar er fra Slægt til Slægt.

Naʻa ke ʻai ʻi he kamataʻanga ʻae tuʻunga ʻo māmani; pea koe ngaahi langi koe ngaue ia ʻa ho nima.

26 Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;

‌ʻE ʻauha ia, ka ʻe pehē ai pe ʻa koe, ʻio, ʻe fakaʻaʻau kotoa pē ia ke motuʻa ʻo hangē ko e kofu; pea hangē ko e pulupulu te ke fatufatu ia, pea ʻe fakakehe ia:

27 de falder, men du bestaar, alle slides de op som en Klædning;

Ka ʻe pehē ai pe ʻa koe, pea ʻe ʻikai hano ngataʻanga ʻo ho ngaahi taʻu.

28 som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine Aar faar aldrig Ende! Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestaa for dit Aasyn.

‌ʻE tolonga ʻae fānau ʻa hoʻo kau tamaioʻeiki, pea ʻe fokotuʻumaʻu honau hako ʻi ho ʻao.