Salme 102
1 Bøn af en elendig, naar hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.
Oratio pauperis, cum anxius fuerit, et in conspectu Domini effuderit precem suam. [Domine, exaudi orationem meam, et clamor meus ad te veniat.
2 HERRE, lyt til min Bøn, lad mit Raab komme til dig,
Non avertas faciem tuam a me: in quacumque die tribulor, inclina ad me aurem tuam; in quacumque die invocavero te, velociter exaudi me.
3 skjul dog ikke dit Aasyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; naar jeg kalder, saa skynd dig og svar mig!
Quia defecerunt sicut fumus dies mei, et ossa mea sicut cremium aruerunt.
4 Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;
Percussus sum ut fœnum, et aruit cor meum, quia oblitus sum comedere panem meum.
5 mit Hjerte er svedet og visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.
A voce gemitus mei adhæsit os meum carni meæ.
6 Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;
Similis factus sum pellicano solitudinis; factus sum sicut nycticorax in domicilio.
7 jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen paa øde Steder;
Vigilavi, et factus sum sicut passer solitarius in tecto.
8 om Natten ligger jeg vaagen og jamrer saa ensom som Fugl paa Taget;
Tota die exprobrabant mihi inimici mei, et qui laudabant me adversum me jurabant:
9 mine Fjender haaner mig hele Dagen; de, der spotter mig, sværger ved mig.
quia cinerem tamquam panem manducabam, et potum meum cum fletu miscebam,
10 Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Taarer
a facie iræ et indignationis tuæ: quia elevans allisisti me.
11 over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;
Dies mei sicut umbra declinaverunt, et ego sicut fœnum arui.
12 mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
Tu autem, Domine, in æternum permanes, et memoriale tuum in generationem et generationem.
13 Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;
Tu exsurgens misereberis Sion, quia tempus miserendi ejus, quia venit tempus:
14 du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, naar Naadens Tid, naar Timen er inde;
quoniam placuerunt servis tuis lapides ejus, et terræ ejus miserebuntur.
15 thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.
Et timebunt gentes nomen tuum, Domine, et omnes reges terræ gloriam tuam:
16 Og HERRENS Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;
quia ædificavit Dominus Sion, et videbitur in gloria sua.
17 thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;
Respexit in orationem humilium et non sprevit precem eorum.
18 han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.
Scribantur hæc in generatione altera, et populus qui creabitur laudabit Dominum.
19 For Efterslægten skal det optegnes, et Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;
Quia prospexit de excelso sancto suo; Dominus de cælo in terram aspexit:
20 thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord
ut audiret gemitus compeditorum; ut solveret filios interemptorum:
21 for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,
ut annuntient in Sion nomen Domini, et laudem ejus in Jerusalem:
22 at HERRENS Navn kan forkyndes i Zion, hans Pris i Jerusalem,
in conveniendo populos in unum, et reges, ut serviant Domino.
23 naar Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.
Respondit ei in via virtutis suæ: Paucitatem dierum meorum nuntia mihi:
24 Han lammed min Kraft paa Vejen, forkorted mit Liv.
ne revoces me in dimidio dierum meorum, in generationem et generationem anni tui.
25 Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine Aar er fra Slægt til Slægt.
Initio tu, Domine, terram fundasti, et opera manuum tuarum sunt cæli.
26 Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;
Ipsi peribunt, tu autem permanes; et omnes sicut vestimentum veterascent. Et sicut opertorium mutabis eos, et mutabuntur;
27 de falder, men du bestaar, alle slides de op som en Klædning;
tu autem idem ipse es, et anni tui non deficient.
28 som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine Aar faar aldrig Ende! Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestaa for dit Aasyn.
Filii servorum tuorum habitabunt, et semen eorum in sæculum dirigetur.]
