Salme 102
1 Bøn af en elendig, naar hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.
En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
2 HERRE, lyt til min Bøn, lad mit Raab komme til dig,
Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig.
3 skjul dog ikke dit Aasyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; naar jeg kalder, saa skynd dig og svar mig!
Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig!
4 Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;
Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted.
5 mit Hjerte er svedet og visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.
Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød.
6 Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;
Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød.
7 jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen paa øde Steder;
Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde.
8 om Natten ligger jeg vaagen og jamrer saa ensom som Fugl paa Taget;
Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget.
9 mine Fjender haaner mig hele Dagen; de, der spotter mig, sværger ved mig.
Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig.
10 Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Taarer
Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad
11 over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;
for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.
12 mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
13 Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;
Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.
14 du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, naar Naadens Tid, naar Timen er inde;
Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.
15 thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.
Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.
16 Og HERRENS Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;
Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære;
17 thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;
thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed.
18 han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.
Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn.
19 For Efterslægten skal det optegnes, et Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;
Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.
20 thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord
Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden
21 for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,
for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,
22 at HERRENS Navn kan forkyndes i Zion, hans Pris i Jerusalem,
for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,
23 naar Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.
naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.
24 Han lammed min Kraft paa Vejen, forkorted mit Liv.
Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.
25 Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine Aar er fra Slægt til Slægt.
Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt.
26 Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;
Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning.
27 de falder, men du bestaar, alle slides de op som en Klædning;
De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes.
28 som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine Aar faar aldrig Ende! Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestaa for dit Aasyn.
Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.
