Salme 10

1 Hvorfor staar du saa fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?

Zakaj bivaš v daljavi, Gospod! zakaj se skrivaš v časih, ko smo v stiski?

2 Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;

Prevzetnost krivičnega hudo straši siromaka ubozega; zgrabijo se naj v naklepih, katere izmišljajo.

3 thi den gudløse praler af sin Sjæls Attraa, den gridske forbander, ringeagter HERREN.

Ker krivični hvali dušo svojo v njenem hrepenenji, in njega, ki išče dobička, blagoslavlja, draži Gospoda.

4 Den gudløse siger i Hovmod: »Han hjemsøger ej, der er ingen Gud«; det er alle hans Tanker.

Krivični v napuhu svojega obraza: On ne kaznuje, ni Boga, té so vse misli njegove.

5 Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham gaar dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.

Varna so pota njegova v vsakem času; previsoko so pogledu njegovemu sodbe tvoje: kateri koli so sovražniki njegovi, vanje piha žarjavico.

6 Han siger i Hjertet: »Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt.«

V srci svojem govori: Ne umaknem se, v nobeni dobi ne bodem v nesreči.

7 Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;

Preklinjanja polna so usta njegova in zvijač in goljufije; pod jezikom njegovim je nadlega in ničemurnost.

8 han lægger sig paa Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;

Poseda v votlini vašî, v zatišji, da bi ubil nedolžnega; oči njegove se skrivajo zoper onemoglega.

9 han lurer i Skjul som Løve i Krat, paa at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;

V zatišji preži, kakor lev v svojem brlogu; preži, da zgrabi siromaka ubozega; zgrabil bi rad siromaka ubozega, potegnil ga v mrežo svojo.

10 han dukker sig, sidder paa Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.

Sklujči se, potuhne se; in s krepkimi udi svojimi se zgrudi, kakor da so onemogli.

11 Han siger i Hjertet: »Gud glemmer, han skjuler sit Aasyn; han ser det aldrig.«

V srci svojem govori: Pozabil je Bog mogočni; obličje svoje skriva, ne ozré se nikoli.

12 Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Haand, de arme glemme du ikke!

Vstani, Gospod, Bog mogočni, dvigni roko svojo; ne pozabi siromakov ubozih.

13 Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?

Zakaj draži krivični Boga? v srci svojem govori, da ne bodeš térjal?

14 Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager det i din Haand; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.

Zazdelo se je tebi, ko gledaš nadlego in gorjé, vzeti jih v roko svojo; brambi tvoji se izroča onemogli; siroti si tí pomočnik.

15 Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, saa den ej findes!

Zdrôbi roko krivičnemu in hudobnemu; preiskuj krivico njegovo, dokler je ne najdeš več.

16 HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;

Gospod je kralj večni; poginili so narodi sè zemlje njegove.

17 du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til

Hrepenenje krotkih si uslišal, Gospod; potolaži tem srce, nagni svoje uho,

18 for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.

Maščujoč siroto in siromaka, da ga ne bode dalje izganjal človek silovito iz dežele.