Salme 10

1 Hvorfor staar du saa fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?

Herre, kvi stend du so langt undan, held deg løynd dei tider me er i trengd?

2 Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;

Ved ovmodet hjå dei ugudlege illhugast den arme; lat deim vert fanga i dei meinråder dei hev tenkt upp!

3 thi den gudløse praler af sin Sjæls Attraa, den gridske forbander, ringeagter HERREN.

For den ugudlege rosar det hans sjæl lyster, og den vinnekjære byd farvel og spottar Herren.

4 Den gudløse siger i Hovmod: »Han hjemsøger ej, der er ingen Gud«; det er alle hans Tanker.

Den ugudlege set nosi høgt og segjer: «Han heimsøkjer ikkje. Det er ingen Gud til!» det er alle hans tankar.

5 Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham gaar dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.

Hans vegar lukkast alle tider; langt burte frå honom i det høge er dine domar; alle sine motstandarar - deim blæs han åt.

6 Han siger i Hjertet: »Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt.«

Han segjer i sitt hjarta: «Eg skal ikkje verta rikka, frå ættled til ættled kjem eg ikkje i ulukka.»

7 Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;

Hans munn er full av forbanning og av svik og vald; under hans tunga er tjon og ulukka.

8 han lægger sig paa Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;

Han ligg på lur ved gardarne, på løynlege stader myrder han den uskuldige, hans augo spæjar etter den verjelause.

9 han lurer i Skjul som Løve i Krat, paa at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;

Han lurer i løyne som løva i si kjørr, han lurer etter å gripa den arme; han grip den arme, med di han dreg honom i sitt garn.

10 han dukker sig, sidder paa Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.

Han luter seg, duvar seg ned, og dei verjelause fell for hans sterke klør.

11 Han siger i Hjertet: »Gud glemmer, han skjuler sit Aasyn; han ser det aldrig.«

Han segjer i sitt hjarta: «Gud hev gløymt det, han hev løynt sitt andlit, han ser det aldri.»

12 Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Haand, de arme glemme du ikke!

Statt upp, Herre! Gud, lyft upp di hand, gløym ikkje dei arme!

13 Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?

Kvi skal den ugudlege vanvyrda Gud og segja i sitt hjarta: «Du heimsøkjer ikkje?»

14 Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager det i din Haand; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.

Du hev set det; for du skodar naud og hjartesorg til å leggja deim i di hand; til deg yvergjev den verjelause si sak, du er ein hjelpar for dei farlause.

15 Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, saa den ej findes!

Slå armen sund på den ugudlege, og den vonde - heimsøk hans gudløysa, so du ikkje finn honom meir!

16 HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;

Herren er konge æveleg og alltid heidningarne er øydde ut or hans land.

17 du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til

Herre, du hev høyrt ynskjet frå dei arme, du styrkjer deira hjarta, du vender øyra ditt til,

18 for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.

so du gjev den farlause og nedtyngde sin rett. Ikkje lenger skal menneskjet som er av jordi halda fram med å skræma.