Salme 10

1 Hvorfor staar du saa fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?

Herre! hvorfor staar du saa langt borte! hvorfor skjuler du dig i Nødens Tider?

2 Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;

Ved den ugudeliges Hovmod ængstes de elendige; de gribes i de Tanker, hvilke han optænkte.

3 thi den gudløse praler af sin Sjæls Attraa, den gridske forbander, ringeagter HERREN.

Thi den ugudelige roser sig af sin Sjæls Begæring, og den rovgerrige velsigner sig, Herren foragter han.

4 Den gudløse siger i Hovmod: »Han hjemsøger ej, der er ingen Gud«; det er alle hans Tanker.

Den ugudelige sætter Næsen højt og siger: Der er ingen Hjemsøgelse; der er ingen Gud, saa ere alle hans Tanker.

5 Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham gaar dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.

Hans Veje lykkes altid, dine Domme ere ham for høje; han trodser alle sine Fjender.

6 Han siger i Hjertet: »Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt.«

Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke komme i Ulykke.

7 Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;

Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Bedrageri, under hans Tunge er Uret og Ondskab.

8 han lægger sig paa Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;

Han sidder paa Lur i Byerne, i Skjul ihjelslaar han en uskyldig; hans Øjne spejde efter den svage.

9 han lurer i Skjul som Løve i Krat, paa at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;

Han lurer i Skjul som en Løve i sin Hule, han lurer paa at gribe en elendig; han griber den elendige, idet han drager ham i sit Garn.

10 han dukker sig, sidder paa Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.

Knuste synke disse hen, og for hans vældige falde de svage.

11 Han siger i Hjertet: »Gud glemmer, han skjuler sit Aasyn; han ser det aldrig.«

Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt, han ser det ikke i Evighed.

12 Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Haand, de arme glemme du ikke!

Staa op, Herre! Gud, opløft din Haand, glem ikke de elendige!

13 Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?

Hvorfor skal en ugudelig foragte Gud? han siger i sit Hjerte: Du hjemsøger ikke.

14 Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager det i din Haand; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.

Du ser det! thi du skuer Møje og Fortræd, saa at de kunne lægges i din Haand; den svage forlader sig paa dig, du har været den faderløses Hjælper.

15 Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, saa den ej findes!

Sønderbryd den ugudeliges Arm; og hjemsøg den ondes Ugudelighed, indtil du ikke finder den mere.

16 HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;

Herren er Konge evindelig, og altid; Hedningerne omkomme af hans Land.

17 du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til

Du, Herre! hører de elendiges Begæring, du styrker deres Hjerte, du lader dit Øre mærke derpaa

18 for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.

for at skaffe den faderløse og ringe Ret; ej længer skal et Menneske, der er af Jorden, vedblive at volde Skræk.