Salme 10

1 Hvorfor staar du saa fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?

Aw Angraeng, tipongah kangthla ah nang doet ving loe? Tikhoe raihaih ka tongh naah nang hawk ving loe?

2 Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;

Kasae kami loe amoek moe, amtang kaminawk to pacaekthlaek; angmacae poeksethaih mah angmacae to naeh nasoe.

3 thi den gudløse praler af sin Sjæls Attraa, den gridske forbander, ringeagter HERREN.

Kasae kami loe a palung thungah koeh ih baktiah amoek; anih loe kamtlai koeh hmoek kami to thapaek moe, Angraeng to kasae thuih.

4 Den gudløse siger i Hovmod: »Han hjemsøger ej, der er ingen Gud«; det er alle hans Tanker.

Kasae kami loe, amoek loiah Sithaw to pakrong ai: a poekhaihnawk boih ah Sithaw han ahmuen om ai.

5 Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham gaar dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.

Anih ih loklamnawk loe palungsethaih ah oh; nihcae lokcaekhaih loe Sithaw mah paek ih lok hoiah angthla moe, a misanawk to tiah doeh sah ai.

6 Han siger i Hjertet: »Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt.«

Anih mah, Kai loe raihaih ka tong mak ai; natuek naah doeh kam tang mak ai, tiah a poek.

7 Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;

Anih ih pakha loe kasaethuihaih, amsawnlok thuihaih, alinghaih hoiah koi, anih palai ah loe raihaih hoi sethaih khue ni oh.

8 han lægger sig paa Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;

Anih loe avang taengah anghawk moe, sakpazaehaih tawn ai kami to hum: amtang kami naeh hanah tamquta hoiah a khet.

9 han lurer i Skjul som Løve i Krat, paa at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;

Kaipui mah akhaw thung hoi moi angang baktih toengah, anih loe anghawkhaih hoiah a angang: amtang kami to angang moe, anih to angmah taengah phak naah palok hoiah a naeh.

10 han dukker sig, sidder paa Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.

Amtang kaminawk a thacakhaih thungah akun o thai hanah, angmah hoi angmah to mi tlim ah kaom thacak ai kami baktiah oh.

11 Han siger i Hjertet: »Gud glemmer, han skjuler sit Aasyn; han ser det aldrig.«

Anih mah palung thung hoiah, Sithaw mah pahnet boeh: a mikhmai to hawk ving boeh, natuek naah doeh hnu mak ai boeh, tiah poek.

12 Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Haand, de arme glemme du ikke!

Aw Angraeng, angthawk ah! aw Sithaw, na ban to payangh tahang ah: poek pahnaem kaminawk to pahnet hmah.

13 Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?

Tipongah kasae kami mah Angraeng to kasae thuih loe? Anih loe Angraeng mah kawbangah doeh na naa tang mak ai, tiah a poek.

14 Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager det i din Haand; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.

Toe nang mah loe na hnuk pae; raihaih hoi pacip paaahaih to na ban hoi lak hanah na khet: amtang kami loe angmah hoi angmah to nang khaeah ang paek; tipongah tih nahaeloe nang loe ampa tawn ai kami bomkung ah na oh.

15 Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, saa den ej findes!

Sethaih sah kami hoi zaehaih sah kami ih ban to khaek pae ah: a sak ih sethaih hnu ai karoek to pakrong ah.

16 HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;

Angraeng loe dungzan hoi dungzan khoek to Siangpahrang ah oh poe: Sithaw panoek ai kaminawk loe a prae thung hoiah anghmaa o tih.

17 du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til

Aw Angraeng, nang loe mi tlim ah khosah kaminawk koehhaih to na panoek pae: nihcae ih palungthin to na caksak:

18 for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.

Long kami mah pacaekthlaek let han ai ah, ampa tawn ai kami hoi pacaekthlaekhaih tongh kaminawk, toenghaih hoi lokcaek hanah nihcae qahhaih lok to na tahngaih pae.