Ordsprogene 1
1 Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.
Dawid babarima Salomo, Israelhene, mmɛbusɛm nie:
2 Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,
Ne botaeɛ ne sɛ ɛbɛkyerɛ nnipa nyansa ne ahohyɛsoɔ; ne sɛ ɛbɛboa ma wɔate nsɛm a emu dɔ ase;
3 tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;
sɛ wɔbɛnya ahohyɛsoɔ na wɔabɔ ɔbra pa, a ɛbɛma wɔayɛ ade pa, deɛ ɛtene na ɛho nni asɛm;
4 de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;
sɛ ɛbɛma deɛ nʼadwene mu nnɔ anya nyansa na mmabunu anya nimdeɛ ne adwene.
5 den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;
Anyansafoɔ ntie na wɔmfa nka deɛ wɔnim ho, na deɛ ɔwɔ nhunumu nya akwankyerɛ a
6 de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gaader.
ɛbɛma woate mmɛ ne akasabɛbuo, anyansafoɔ nsɛnka ne aborɔme ase.
7 HERRENS Frygt er Kundskabs begyndelse, Daarer ringeagter Visdom og Tugt.
Awurade suro yɛ nimdeɛ ahyɛaseɛ, na nkwaseafoɔ bu nyansa ne ahohyɛsoɔ animtiaa.
8 Hør, min Søn, paa din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.
Me ba, tie wʼagya akwankyerɛ na mpo wo maame nkyerɛkyerɛ.
9 thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
Ɛbɛyɛ wo tiri animuonyam abotire ne wo kɔn mu ntweaban.
10 Min Søn, sig nej, naar Syndere lokker!
Me ba, sɛ nnebɔneyɛfoɔ daadaa wo a, mma wɔn ho ɛkwan.
11 Siger de: »Kom med, lad os lure paa den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!
Sɛ wɔka sɛ, “Bra ma yɛnkɔ; ma yɛnkɔtetɛ na yɛnkum obi, ma yɛnkɔtɛ ntwɛn mmɔborɔni bi;
ma yɛmmemmene wɔn anikann sɛ ɛda, yɛmmene wɔn sɛ wɔn a wɔkɔ damena mu; (Sheol h7585)
13 Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.
yɛbɛnya nneɛma a ɛsom bo ahodoɔ na yɛde afodeɛ ahyɛ yɛn afie ma;
14 Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!«
enti, fa wo ho bɛhyɛ mu, na wobɛnya wo kyɛfa wɔ ahonyadeɛ no mu” a,
15 — min Søn, gaa da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;
Me ba, wo ne wɔn nnante, mfa wo nan nsi wɔn akwan so;
16 thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.
Wɔn nan de ntɛmpɛ kɔ bɔne mu, na wɔde ahoɔherɛ ka mogya gu.
17 Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;
Ɛho nni mfasoɔ sɛ obi bɛsum nnomaafidie wɔ ɛberɛ a nnomaa nyinaa hwɛ!
18 de lurer paa eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.
Saa nnipa yi tetɛ pɛ wɔn ankasa mogya; wɔtetɛ wɔn ankasa wɔn ho!
19 Saa gaar det enhver, der attraar Rov, det tager sin Herres Liv.
Saa na wɔn a wɔdi korɔnodeɛ akyi no awieeɛ teɛ; ɛma wɔhwere wɔn nkwa!
20 Visdommen raaber paa Gaden, paa Torvene løfter den Røsten;
Nyansa team wɔ mmɔntene so, ɔma ne nne so wɔ adwaberem,
21 oppe paa Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:
ɔteaam wɔ afasuo no atifi, ɔkasa wɔ kuropɔn no apono ano sɛ,
22 Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Daarerne hade Kundskab?
“Mo adwenemherɛfoɔ, mobɛyɛ adwenemherɛ akɔsi da bɛn? Fɛdifoɔ bɛdi fɛ akɔsi da bɛn? Nkwaseafoɔ bɛkyiri nimdeɛ akɔsi da bɛn?
23 Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Aand udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:
Sɛ motiee mʼaninka a, anka mekaa mʼakoma mu nsɛm nyinaa kyerɛɛ mo maa mo hunuu me nsusuiɛ.
24 Fordi jeg raabte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,
Nanso, sɛ moyii mo aso ɛberɛ a mefrɛɛ mo na amfa obiara ho ɛberɛ a metenee me nsa mu,
25 men I lod haant om alt mit Raad og tog ikke min Revselse til jer,
sɛ mopoo mʼafotuo, na moampɛ mʼanimka enti,
26 derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, naar det, I frygter, kommer,
me nso mɛsere mo wɔ mo amanehunu mu; sɛ abɛbrɛsɛ bi bu fa mo so a, medi mo ho fɛw,
27 naar det, I frygter, kommer som Uvejr, naar eders Ulykke kommer som Storm, naar Trængsel og Nød kommer over jer.
sɛ abɛbrɛsɛ bi bu fa mo so te sɛ ahum, na amanehunu bi bɔ fa mo so sɛ twahoframa, na awerɛhoɔ ne ɔhaw mene mo a,
28 Da svarer jeg ej, naar de kalder, de søger mig uden at finde,
“Afei mobɛfrɛ me, nanso meremmua mo; mobɛhwehwɛ me, nanso morenhunu me.
29 fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENS Frygt;
Esiane sɛ wɔkyirii nimdeɛ na wɔampɛ sɛ wobɛsuro Awurade.
30 mit Raad tog de ikke til sig, men lod haant om al min Revselse.
Esiane sɛ w ɔpoo mʼafotuo, na wɔbuu me ntenesoɔ animtiaa enti,
31 Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Raad;
wɔbɛdi wɔn akwan so aba na wɔn nhyehyɛeɛ mu aduane bɛmee wɔn.
32 thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Taabers Sorgløshed bliver deres Undergang;
Na ntetekwaafoɔ asoɔden bɛkum wɔn, na nkwaseafoɔ tirimudɛ bɛsɛe wɔn;
33 men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.
Nanso, obiara a ɔbɛtie me no, ɔbɛtena ase asomdwoeɛ mu na ne ho bɛtɔ no a ɔrensuro ɔhaw biara.”
