Ordsprogene 8

1 Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin Røst?

2 Oppe paa Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;

3 ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang raaber den:

4 Jeg kalder paa eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.

5 I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Taaber, saa faa dog Forstand!

6 Hør, thi jeg fører ædel Tale, aabner mine Læber med retvise Ord;

7 ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.

8 Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;

9 de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt.

10 Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld;

11 thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den.

12 Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og raader over Kundskab og Kløgt.

13 HERRENS Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.

14 Jeg ejer Raad og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.

15 Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;

16 ved mig kan Fyrster raade og Stormænd dømme Jorden.

17 Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.

18 Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.

19 Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv.

20 Jeg vandrer paa Retfærds Vej, midt hen ad Rettens Stier

21 for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forraadshuse.

22 Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet;

23 jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider;

24 jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til;

25 førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg,

26 førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.

27 Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet.

28 Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted,

29 da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,

30 da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Aasyn leged jeg altid,

31 leged paa hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.

32 Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter paa mine Veje!

33 Hør paa Tugt og bliv vise, lad ikke haant derom!

34 Lykkelig den, der hører paa mig, saa han daglig vaager ved mine Døre og vogter paa mine Dørstolper.

35 Thi den, der finder mig; finder Liv og opnaar Yndest hos HERREN;

36 men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.