Ordsprogene 7
1 Min Søn, vogt dig mine Ord, mine Bud maa du gemme hos dig;
| בְּנִי שְׁמֹר אֲמָרָי וּמִצְוֺתַי תִּצְפֹּן אִתָּֽךְ׃ |
2 vogt mine Bud, saa skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;
| שְׁמֹר מִצְוֺתַי וֶחְיֵה וְתוֹרָתִי כְּאִישׁוֹן עֵינֶֽיךָ׃ |
3 bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle,
| קָשְׁרֵם עַל־אֶצְבְּעֹתֶיךָ כָּתְבֵם עַל־לוּחַ לִבֶּֽךָ׃ |
4 sig til Visdommen: »Du er min Søster!« og kald Forstanden Veninde,
| אֱמֹר לַֽחָכְמָה אֲחֹתִי אָתְּ וּמֹדָע לַבִּינָה תִקְרָֽא׃ |
5 at den maa vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.
| לִשְׁמָרְךָ מֵאִשָּׁה זָרָה מִנָּכְרִיָּה אֲמָרֶיהָ הֶחֱלִֽיקָה׃ |
6 Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
| כִּי בְּחַלּוֹן בֵּיתִי בְּעַד אֶשְׁנַבִּי נִשְׁקָֽפְתִּי׃ |
7 og blandt de tankeløse saa jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;
| וָאֵרֶא בַפְּתָאיִם אָבִינָה בַבָּנִים נַעַר חֲסַר־לֵֽב׃ |
8 han gik paa Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem paa Vej til hendes Hus
| עֹבֵר בַּשּׁוּק אֵצֶל פִּנָּהּ וְדֶרֶךְ בֵּיתָהּ יִצְעָֽד׃ |
9 i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
| בְּנֶֽשֶׁף־בְּעֶרֶב יוֹם בְּאִישׁוֹן לַיְלָה וַאֲפֵלָֽה׃ |
10 Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
| וְהִנֵּה אִשָּׁה לִקְרָאתוֹ שִׁית זוֹנָה וּנְצֻרַת לֵֽב׃ |
11 løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
| הֹמִיָּה הִיא וְסֹרָרֶת בְּבֵיתָהּ לֹא־יִשְׁכְּנוּ רַגְלֶֽיהָ׃ |
12 snart paa Gader, snart paa Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun;
| פַּעַם ׀ בַּחוּץ פַּעַם בָּרְחֹבוֹת וְאֵצֶל כָּל־פִּנָּה תֶאֱרֹֽב׃ |
13 hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
| וְהֶחֱזִיקָה בּוֹ וְנָשְׁקָה־לּוֹ הֵעֵזָה פָנֶיהָ וַתֹּאמַר לֽוֹ׃ |
14 »Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
| זִבְחֵי שְׁלָמִים עָלָי הַיּוֹם שִׁלַּמְתִּי נְדָרָֽי׃ |
15 gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!
| עַל־כֵּן יָצָאתִי לִקְרָאתֶךָ לְשַׁחֵר פָּנֶיךָ וָאֶמְצָאֶֽךָּ׃ |
16 Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred,
| מַרְבַדִּים רָבַדְתִּי עַרְשִׂי חֲטֻבוֹת אֵטוּן מִצְרָֽיִם׃ |
17 jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
| נַפְתִּי מִשְׁכָּבִי מֹר אֲהָלִים וְקִנָּמֽוֹן׃ |
18 kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!
| לְכָה נִרְוֶה דֹדִים עַד־הַבֹּקֶר נִתְעַלְּסָה בָּאֳהָבִֽים׃ |
19 Thi Manden er ikke hjemme, paa Langfærd er han draget;
| כִּי אֵין הָאִישׁ בְּבֵיתוֹ הָלַךְ בְּדֶרֶךְ מֵרָחֽוֹק׃ |
20 Pengepungen tog han med, ved Fuldmaane kommer han hjem!«
| צְֽרוֹר־הַכֶּסֶף לָקַח בְּיָדוֹ לְיוֹם הַכֵּסֶא יָבֹא בֵיתֽוֹ׃ |
21 Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;
| הִטַּתּוּ בְּרֹב לִקְחָהּ בְּחֵלֶק שְׂפָתֶיהָ תַּדִּיחֶֽנּוּ׃ |
22 tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,
| הוֹלֵךְ אַחֲרֶיהָ פִּתְאֹם כְּשׁוֹר אֶל־טָבַח יָבוֹא וּכְעֶכֶס אֶל־מוּסַר אֱוֽ͏ִיל׃ |
23 til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
| עַד יְפַלַּח חֵץ כְּֽבֵדוֹ כְּמַהֵר צִפּוֹר אֶל־פָּח וְלֹֽא־יָדַע כִּֽי־בְנַפְשׁוֹ הֽוּא׃ |
24 Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
| וְעַתָּה בָנִים שִׁמְעוּ־לִי וְהַקְשִׁיבוּ לְאִמְרֵי־פִֽי׃ |
25 Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild paa hendes Stier;
| אַל־יֵשְׂטְ אֶל־דְּרָכֶיהָ לִבֶּךָ אַל־תֵּתַע בִּנְתִיבוֹתֶֽיהָ׃ |
26 thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.
| כִּֽי־רַבִּים חֲלָלִים הִפִּילָה וַעֲצֻמִים כָּל־הֲרֻגֶֽיהָ׃ |
