Ordsprogene 7
1 Min Søn, vogt dig mine Ord, mine Bud maa du gemme hos dig;
Min Søn! bevar mine Ord, og gem mine Bud hos dig.
2 vogt mine Bud, saa skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;
Hold mine Bud, saa skal du leve, og min Lov som din Øjesten.
3 bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle,
Bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle!
4 sig til Visdommen: »Du er min Søster!« og kald Forstanden Veninde,
Sig til Visdommen: Du er min Søster, og Forstanden kalde du din Kynding;
5 at den maa vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.
for at den maa bevare dig fra en fremmed Kvinde, fra en ubekendt, som gør sine Ord glatte.
6 Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
Thi jeg saa ud af mit Hus's Vindu, igennem mit Gitter;
7 og blandt de tankeløse saa jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;
og jeg saa iblandt de uerfarne, jeg blev var iblandt Sønnerne et ungt Menneske, som fattedes Forstand,
8 han gik paa Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem paa Vej til hendes Hus
og han gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne og skred frem ad Vejen til hendes Hus,
9 i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
i Tusmørket om Aftenen efter Dagen, midt i Natten og Mørket.
10 Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
Og se, en Kvinde mødte ham i Horesmykke og underfundig i Hjertet,
11 løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
støjende og ustyrlig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Hus.
12 snart paa Gader, snart paa Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun;
Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne og lurer ved alle Hjørner.
13 hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
Og hun tog fat paa ham og kyssede ham, hun gjorde sit Ansigt frækt og sagde til ham:
14 »Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
Der paalaa mig Takoffer, i Dag har jeg betalt mine Løfter;
15 gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!
derfor er jeg gaaet ud at møde dig, at søge dit Ansigt, og jeg har fundet dig.
16 Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred,
Jeg har redet mit Leje med Tæpper, med stribet Tøj af Garn fra Ægypten;
17 jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
jeg har overstænket min Seng med Myrra. Aloe og Kanel;
18 kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!
kom, lader os beruse os i Kærlighed indtil Morgenen, lader os forlyste os i Elskov;
19 Thi Manden er ikke hjemme, paa Langfærd er han draget;
thi Manden er ikke hjemme, han er faren lang Vej bort;
20 Pengepungen tog han med, ved Fuldmaane kommer han hjem!«
han tog Pengeknuden med sig, han kommer hjem til Fuldmaanedagen.
21 Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;
Hun bøjede ham med sin megen Overtalelse, tilskyndte ham med sine smigrende Læber.
22 tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,
Hvo der hastelig gaar efter hende, kommer som Oksen til Slagterbænken og som i Fodlænken, der er til Daarens Tugtelse,
23 til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
indtil en Pil sønderskærer hans Lever; ligesom Fuglen skynder sig til Snaren og ved ikke, at det gælder dens Liv.
24 Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Ord!
25 Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild paa hendes Stier;
Lad dit Hjerte ikke vige af til hendes Veje, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier;
26 thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.
thi mange ere de gennemborede, som hun har fældet, og mangfoldige alle de, hun har ihjelslaget.
