Ordsprogene 7
1 Min Søn, vogt dig mine Ord, mine Bud maa du gemme hos dig;
Ka capa, ka lawk hah hringkhai nateh, kaie kâpoelawknaw hah na thung vah pâkuem haw.
2 vogt mine Bud, saa skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;
Kaie kâpoelawk hah, pâkuem nateh, hringkhai haw. Hahoi, Kaie kâpoelawknaw hah na mitmu patetlah ring haw.
3 bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle,
Na kutdawnnaw dawk pâkhit nateh, na lungthin dawkvah thut haw.
4 sig til Visdommen: »Du er min Søster!« og kald Forstanden Veninde,
Lungangnae koevah, ka tawncanu lah na o tet nateh, thaipanueknae hah na tawncanu patetlah pouk haw.
5 at den maa vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.
Het niyah napui kahawihoehnaw koehoi na hlout sak vaiteh, lawk radip lawk pâhnan naw koehoi na ring han.
6 Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
Kama im e hlalangaw dawk hoi ka khet boteh,
7 og blandt de tankeløse saa jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;
Kamawngrame thung dawk, nawsai buet touh hah tanglanaw rahak vah ka hmu.
8 han gik paa Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem paa Vej til hendes Hus
Hote napui aonae lamtakin koe a pha awh toteh, ahni im lah ceinae lamtalawi hah a dawn.
9 i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
Tangmin karumsaning a pha toteh,
10 Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
hawvah, hak kamthoup niteh, ka kâyawt e napui ni a kâhmo.
11 løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
Hote napui teh a im vah duem kaawm thai hoeh e, a lungkatang e lah ao.
12 snart paa Gader, snart paa Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun;
Lamthung hoi lam takin koe ao teh tamipueng hah ouk a pawp.
13 hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
A takawi teh, tang a paco Lungpuennae awm laipalah, hettelah a dei.
14 »Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
Roum thueng hane ka tawn. Sahnin ka lawkkam ka kuep sak han.
15 gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!
Hatdawkvah nang dawn hanelah ka tho. Na tawng teh na kâhmo toe.
16 Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred,
Ka ikhun dawk a meikahawi poung e hni Izip lukkarei a em kaawm e sut ka phai toe.
17 jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
Ka ikhun teh, murah hoi aloe, nakzik hmuitui hoi ka pathoup toe.
18 kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!
Tho haw, khodai totouh, lungpatawnae lahoi phaibongcito roi sei.
19 Thi Manden er ikke hjemme, paa Langfærd er han draget;
Bangkongtetpawiteh, ka vâ teh im vah awm hoeh. Tangkabom a sin teh, kho hlanae koe kahlawng yo a cei toe.
20 Pengepungen tog han med, ved Fuldmaane kommer han hjem!«
Thapa a kamhluem to doeh tho ti toe telah atipouh.
21 Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;
Lawkdeithoumnae ni a tâ teh, lawk pâhnan hoi a tacuek thai
22 tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,
Maitotan ni moi theinae koe a pâtam e patetlah thoseh, sayuk ni a lungthin pala ni a cusin hoehnahlan karap coungroe e patetlah thoseh,
23 til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
Tava ni a due nahanelah patung e tangkam a panue hoeh teh, karanglah a kâen e patetlah thoseh, thoundoun teh hote napui hnuk tang a kâbang.
24 Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
Hatdawkvah, ka capanaw, ka lawk heh tarawi awh nateh, ka dei e lawk hah kahawicalah pouk awh.
25 Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild paa hendes Stier;
Na lungthin hah hote napui koelah, kamlang sak hanh, a dawn e lam dawk dawn hanh.
26 thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.
Bangkongtetpawiteh, tami moikapap hmâ a paca teh, athakaawme tami moikapap a kamlei sak toe.
