Ordsprogene 7
1 Min Søn, vogt dig mine Ord, mine Bud maa du gemme hos dig;
Ka capa, kak awi kqawn ve ngai nawh, kak awipek khqi boeih ve kym lah.
2 vogt mine Bud, saa skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;
Kak awipek khqi ce haana nawh hqing pyi; kak awipek boeih ve mik amyihna qeetna.
3 bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle,
Na kutawh byn nawh nak lingbyi catlap awh qee.
4 sig til Visdommen: »Du er min Søster!« og kald Forstanden Veninde,
Cyihnaak venawh, “Ka nanu nang ni,” ti nawh, zaaksimnaak ce nam cawtnu na khy.
5 at den maa vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.
Nuk chee lakawh ni doen nawh khawsak amak leek nu a sykzoeknaak awhkawng a ni doen naak ham.
6 Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
Ka im chawhhlep ak poek awhkawng qyym nyng,
7 og blandt de tankeløse saa jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;
Kawlung amak soep cadawng khqi ang lak awh cadawng poekthainaak amak ta ce hu nyng saw,
8 han gik paa Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem paa Vej til hendes Hus
Nula a awmnaak lamkil benna ce cet nawh a im lam ce pan hy.
9 i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
Khawmy nawh khawmthan, thanlung khuiawh ce nula im lam ce pan hy.
10 Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
Ce nula taw pum ak zawi suihsak ing hlawihhlan qu nawh thailatnaak ing ak khawsa ni.
11 løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
A hyy tho nawh imawh awm poekpoek ham am ngaih nawh a khawphaa ing dym am ngaih hy.
12 snart paa Gader, snart paa Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun;
Tuhqoe awm imkawt awh, imkil awh, lamkil a hoeiawh van nawh sui hy.
13 hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
A huh cadawng ce tunawh mawk hy, a hat thlang amyihna a venawh,
14 »Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
“Kaiawh qoepnaak hyih phum ham ka taak ce, tuhngawi kak awikam amyihna pha hawh hy.
15 gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!
Ceamyihna awm saw nang ak do ham ingkaw ak sui hamna law nyng, nang nihuk khoem nyng.
16 Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred,
Ka ihkhunawh hiphaih ak leek soeih, Egypt hiphaih ce phaih nyng.
17 jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
Ka ihkhun ce myrrah, aloe ingkaw thikuii ing hloen boeih hawh nyng.
18 kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!
Law lah, mymcang khaw a thaih hlan dy lungnaak ing nawm haih lah sih, lungnak ingawh ngaihsoep sak lah sih nyng.
19 Thi Manden er ikke hjemme, paa Langfærd er han draget;
Imawh ka vaa am awm hy, khawlawnk hla na khinna dii hy.
20 Pengepungen tog han med, ved Fuldmaane kommer han hjem!«
Tangka bawm khyn nawh, pihla a lum hlan dy am voei law hly hy,” ti na hy.
21 Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;
Ak awitui ing sykzoek nawh, am kyihcah qunaak ing lam hang pyi hy.
22 tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,
Cedawngawh him hamna a mi sawi vaitaw, ak qaw ami phepnaak qui aawi hamna ak cet,
23 til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
Pha ing a thih hly a siim kaana ang hlaa ing ding nawh dawng lam a pan amyihna nula hu nace baang pahoei hy.
24 Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
Cedawngawh ka capa khqi aw, kak awi ve ngai unawh, kam khaa awhkaw awi ak cawn law ve haana lah uh.
25 Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild paa hendes Stier;
Nak kawlung ing a lamawh koeh hquut sei taw, a lampyi awhkawng ce pleeng seh nyng.
26 thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.
Anih ing thlang khawzah leembai sak nawh, a him khqi awm thlang khawzah ni.
