Ordsprogene 7
1 Min Søn, vogt dig mine Ord, mine Bud maa du gemme hos dig;
Ka capa, ka thuih ih loknawk hae pakuem ah, kang paek ih loknawk to palung thungah suem ah.
2 vogt mine Bud, saa skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;
Kang paek ih loknawk to pakuemh loe, hing haih ah; kang patuk ih lok to na mikmu baktiah suem ah.
3 bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle,
Na banpazung nuiah komh loe, na palung thungah tarik ah.
4 sig til Visdommen: »Du er min Søster!« og kald Forstanden Veninde,
Palunghahaih khaeah, Nang loe ka tanuh baktiah na oh, tiah thui ah loe, panoekhaih khaeah, Nang loe ka canawk baktiah na oh, tiah thui ah;
5 at den maa vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.
to tiah na sak nahaeloe zaehaih sak koeh nongpata, minawk zoek thaih nongpata ban thung hoiah na pakaa tih.
6 Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
Ka im thokbuem hoi ka khet naah ka hnuk ih hmuen loe,
7 og blandt de tankeløse saa jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;
poekhaih tawn ai kami rumramnawk thungah ka khet naah, thendoengnawk thungah, poekhaih tawn ai thendoeng maeto ka hnuk.
8 han gik paa Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem paa Vej til hendes Hus
To kami loe nongpata ohhaih loklam im takii bang hoiah to nongpata ohhaih im bangah a caeh,
9 i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
Duembang khoving, khoving qum taning tue phak naah loe,
10 Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
khenah, tangzat zaw khukbuen angkhuk, minawk kazoek thaih nongpata loe anih hnuk hanah angzoh.
11 løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
To nongpata loe palungthah moe, lok doeh ho parai; anih loe angmah ih im ah doeh om vai ai.
12 snart paa Gader, snart paa Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun;
Anih loe tasa bangah tacawt moe, kami angpophaih loklam, lam takii kruekah minawk to a zing.
13 hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
To nongpata mah anih to naeh moe, a mok; azathaih mikhmai tawn ai ah anih khaeah,
14 »Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
misa angdaeh angbawnhaih sak han ka tawnh; vaihniah lokkamhaih ka koepsak boeh.
15 gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!
To pongah nang hnuk hanah kang zoh, palung tang hoi nang to kang pakrong, vaihi loe kang hnuk boeh.
16 Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred,
Rong congca kaom Izip prae ih, puu kahni hoiah ka iihhaih ahmuen to ka khuk het boeh.
17 jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
Hmuihoih tui myrrh, aloe, cinnamon hoiah iihkhun to ka bawh boeh.
18 kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!
Angzo ah, khawnbang khodai khoek to amlunghaih hoiah angkom hoi si; amlunghaih hoiah kanawm acaeng hoi si!
19 Thi Manden er ikke hjemme, paa Langfærd er han draget;
Ka sava loe im ah om ai, angthla parai kholong ah a caeh ving.
20 Pengepungen tog han med, ved Fuldmaane kommer han hjem!«
Anih loe phoisa tabu koi mongah phoisa to pacaeng pongah, khrah akoep ai karoek to im ah amlaem mak ai, tiah a naa.
21 Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;
Lokthuih kophaih hoiah anih to a zoek moe, kanaem lok hoiah anih to pazawk.
22 tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,
Anih loe boh hanah hoih ih maitaw, thaang kacawh tasuk baktiah to nongpata hnukah bang roep;
23 til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
anih loe panoekhaih tamsi pongah, palaa mah anih ih pathin to kaat ai karoek to, dongh pongah kaman tavaa baktiah a hinghaih to boengsak.
24 Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
To pongah ka caanawk, ka lok to tahngai oh loe, ka thuih ih lok to pakuem oh.
25 Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild paa hendes Stier;
To nongpata hnukah na poekhaih caeh o sak hmah loe, to nongpata ih loklam doeh pazui o hmah.
26 thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.
Anih mah kami paroeai amtimsak boeh; ue, paroeai thacak kaminawk doeh anih mah hum boeh.
