Ordsprogene 5
1 Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,
Son min, gjev agt på min visdom, lut øyra ned til mitt vit!
2 at Kløgt maa vaage øver dig, Læbernes Kundskab vare paa dig.
So du kann halda deg gløggtenkt, og lipporne gøyma på kunnskap.
3 Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;
For honning dryp av skjøkjelippor, og hennar gom er sleipar’ enn olje,
4 men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;
men til slutt er ho beisk som malurt, kvass som eit tvieggja sverd.
Hennar føter stig ned til dauden, hennar fet fører radt til helheims. (Sheol h7585)
6 hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.
Ho gjeng ikkje livsens stig, gålaus vinglar ho vegvill.
7 Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!
Og no, søner, høyr på meg, og vik ikkje frå det munnen min mæler!
8 Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,
Lat din veg vera langt frå henne, kom’kje nær til husdøri hennar!
9 at du ikke maa give andre din Ære, en grusom Mand dine Aar.
Annars gjev du din vænleik til andre, åt ein hardstyrar åri dine.
10 at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,
Av di eiga vil framande mettast, det du samla med stræv, kjem i annanmanns hus,
11 saa du gribes af Anger til sidst, naar dit Kød og Huld svinder hen,
so du lyt stynja til slutt når ditt hold og kjøt er upptært,
12 og du siger: »Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod haant om Revselse,
og segja: «Kor kunde eg hata tukt, og hjarta mitt vanvyrda age?
13 saa jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!
Kvi høyrde eg ikkje på meistrarne mine, og lydde på deim som lærde meg?
14 Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!«
Nær var eg komen ille i det midt i mengdi som sat til tings.»
15 Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;
Drikk or din eigen brunn, det som renn or di eigi kjelda!
16 lad ej dine Kilder flyde paa Gaden, ej dine Bække paa Torvene!
Skulde kjeldorne dine renna på gata, vatsbekkjerne dine ute på torgi?
17 Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!
Lat deim vera berre for deg, og ikkje for framande med deg!
18 Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
Kjelda di vere velsigna, gled du deg i din ungdoms viv.
19 den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!
Elskhugs-hindi, ynde-gasella - barmen hennar alltid deg kveikje, stødt vere du trylt av hennar kjærleik.
20 Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?
Kvi skulde du, son min, tryllast av onnor kona, og femna barmen på framand kvinna?
21 Thi for HERRENS Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;
For Herren hev kvar manns vegar for augo, og han jamnar alle hans stigar.
22 den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;
Den gudlause vert fanga i misgjerningarne sine, hans synde-band bind honom fast.
23 han dør af Mangel paa Tugt, gaar til ved sin store Daarskab.
Han døyr av di han ikkje let seg aga, og ved sin store dårskap tumlar han i koll.
