Ordsprogene 5
1 Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,
Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;
2 at Kløgt maa vaage øver dig, Læbernes Kundskab vare paa dig.
at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.
3 Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;
Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.
4 men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;
Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd.
Hendes Fødder gaa nedad til Døden, hendes Skridt stunde imod Dødsriget. (Sheol h7585)
6 hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.
For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.
7 Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!
Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord.
8 Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,
Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,
9 at du ikke maa give andre din Ære, en grusom Mand dine Aar.
at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar;
10 at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,
at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus;
11 saa du gribes af Anger til sidst, naar dit Kød og Huld svinder hen,
saa at du skal hyle; paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen,
12 og du siger: »Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod haant om Revselse,
og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse?
13 saa jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!
saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.
14 Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!«
Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
15 Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;
Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde!
16 lad ej dine Kilder flyde paa Gaden, ej dine Bække paa Torvene!
Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne?
17 Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!
Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig.
18 Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
19 den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!
en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider.
20 Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?
Hvorfor vil du, min Søn! sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?
21 Thi for HERRENS Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;
Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt.
22 den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;
Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.
23 han dør af Mangel paa Tugt, gaar til ved sin store Daarskab.
Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.
