Ordsprogene 31
1 Kong Lemuel af Massas Ord; som hans Moder tugtede ham med.
Ord av kong Lemuel, profetord som mor hans prenta inn i honom:
2 Hvad, Lemuel, min Søn, min førstefødte, hvad skal jeg sige dig, hvad, mit Moderlivs Søn, hvad, mine Løfters Søn?
Kva skal eg segja, son min, ja kva, du mitt livs son, ja kva, du min lovnads-son?
3 Giv ikke din Kraft til Kvinder, din Kærlighed til dem, der ødelægger Konger.
Gjev ikkje kvende di kraft, og far ikkje vegar som tynar kongar!
4 Det klæder ej Konger, Lemuel, det klæder ej Konger at drikke Vin eller Fyrster at kræve stærke Drikke,
Ei sømer det seg, Lemuel, for kongar, ei kongar sømer det seg å drikka vin, og ei for hovdingar å spyrja etter rusdrykk.
5 at de ikke skal drikke og glemme Vedtægt og bøje Retten for alle arme.
For drikk han, vil han gløyma kva som lov er, og venda retten fyre alle arminger.
6 Giv den segnende stærke Drikke, og giv den mismodige Vin;
Lat han få rusdrykk som er åt å gå til grunns, og han få vin som gjeng med sorg i sjæli.
7 lad ham drikke og glemme sin Fattigdom, ej mer ihukomme sin Møje.
At han kann drikka og si armod gløyma, og ikkje lenger minnast møda si.
8 Luk Munden op for den stumme, for alle lidendes Sag;
Lat upp din munn for mållaus mann, for alle deira sak som gjeng mot undergang!
9 luk Munden op og døm retfærdigt, skaf den arme og fattige Ret!
Lat upp din munn og rettvist døm, lat armingen og fatigmannen få sin rett!
10 Hvo finder en duelig Hustru? Hendes Værd staar langt over Perlers.
Ei dugande kona, kven finn vel ei slik? Høgre stend ho i pris enn perlor.
11 Hendes Husbonds Hjerte stoler paa hende, paa Vinding skorter det ikke.
Mannsens hjarta lit på henne, og vinning vantar ikkje.
12 Hun gør ham godt og intet ondt alle sine Levedage.
Ho gjer honom godt og inkje vondt alle sine livedagar.
13 Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger sine Hænder med Lyst.
Ho syter for ull og lin, og henderne strævar med hugnad.
14 Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde henter hun langvejs fra.
Ho er som kaupmanna-skip, langt burtantil fær ho si føda.
15 Endnu før Dag staar hun op og giver Huset Mad, sine Piger deres tilmaalte Del.
Og uppe er ho i otta, og gjev sin huslyd mat og etlar åt ternone ut.
16 Hun tænker paa en Mark og faar den, hun planter en Vingaard, for hvad hun har tjent.
Ho stilar på ein åker og fær han, for det ho med henderne tener ho plantar ein vingard.
17 Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger Styrke i sine Arme.
Kraft ho bind seg til belte um livet og gjer sine armar sterke.
18 Hun skønner, hendes Husholdning lykkes, hendes Lampe gaar ikke ud om Natten.
Ho merkar at hushaldet hennar gjeng godt, då sloknar’kje lampa hennar um natti.
19 Hun rækker sine Hænder mod Rokken, Fingrene tager om Tenen.
Ho retter henderne ut etter rokken, og fingrarne tek til teinen.
20 Hun rækker sin Haand til den arme, rækker Armene ud til den fattige.
Ho opnar handi for armingen, retter ho ut til fatigmannen.
21 Af Sne har hun intet at frygte for sit Hus, thi hele hendes Hus er klædt i Skarlagen.
Ei ræddast ho snø for huset sitt, for alt hennar hus er klædt i skarlaks-ty.
22 Tæpper laver hun sig, hun er klædt i Byssus og Purpur.
Ho gjer seg tæpe og klær seg i finaste lin og purpur.
23 Hendes Husbond er kendt i Portene, naar han sidder blandt Landets Ældste.
Hennar mann er kjend i portarne, der han sit til tings med dei fremste i landet.
24 Hun væver Linned til Salg og sælger Bælter til Kræmmeren.
Linskjortor gjer ho og sel, og belte gjev ho til kramkaren.
25 Klædt i Styrke og Hæder gaar hun Morgendagen i Møde med Smil.
Kraft og vyrdnad er klædnaden hennar, og ho lær åt dagen som kjem.
26 Hun aabner Munden med Visdom, med mild Vejledning paa Tungen.
Ho let upp munnen med visdom, mild upplæring ho gjev med si tunga.
27 Hun vaager over Husets Gænge og spiser ej Ladheds Brød.
Koss det gjeng i huset agtar ho på, og ei et ho brød i letingskap.
28 Hendes Sønner staar frem og giver hende Pris, hendes Husbond synger hendes Lov:
Fram stig hennar søner og prisar ho sæl, og mannen syng henne lov:
29 »Mange duelige Kvinder findes, men du staar over dem alle!«
«Mange kvende stod høgt i dugleik, men du gjeng yver deim alle.»
30 Ynde er Svig og Skønhed Skin; en Kvinde, som frygter HERREN, skal roses.
Vænleik er fals og fagerskap fåfengd; ei kona som ottast Herren, skal prisast.
31 Lad hende faa sine Hænders Frugt, hendes Gerninger synger hendes Lov i Portene.
Lat ho få det ho vann med henderne sine, og pris i portarne av sine verk.
