Ordsprogene 30
1 Massaiten Agur, Jakes Søns Ord. Manden siger: Træt har jeg slidt mig, Gud, træt har jeg slidt mig, Gud, jeg svandt hen;
Agurs, Jakes Søns Ord, det varslende Ord, Udsagnet af Manden, til Ithiel, til Ithiel og Ukal.
2 thi jeg er for dum til at regnes for Mand, Mands Vid er ikke i mig;
Jeg var ufornuftigere end en Mand, og jeg havde ikke Forstand som et Menneske.
3 Visdom lærte jeg ej, den Hellige lærte jeg ikke at kende.
Og jeg havde ikke lært Visdom eller kendt Kundskab om den Hellige.
4 Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo.
Hvo for op til Himmelen og for ned? hvo samlede Vejret i sine Næver? hvo bandt Vandet i et Klædebon? hvo har fastsat alle Jordens Grænser? hvad er hans Navn? og hvad er hans Søns Navn? du ved det jo.
5 Al Guds Tale er ren, han er Skjold for dem, der lider paa ham.
Alt Guds Ord er lutret; han er et Skjold for dem, som forlade sig paa ham.
6 Læg intet til hans Ord, at han ikke skal stemple dig som Løgner.
Læg intet til hans Ord, at han ikke skal straffe dig, og du skal staa som en Løgner.
7 Tvende Ting har jeg bedet dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør:
Om tvende Ting har jeg bedet dig; nægt mig dem ej, før jeg dør:
8 Hold Svig og Løgneord fra mig: giv mig hverken Armod eller Rigdom, men lad mig nyde mit tilmaalte Brød,
Lad Forfængelighed og Løgnens Ord være langt fra mig; giv mig ikke Armod eller Rigdom, men tildel mig mit beskikkede Brød;
9 at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: »Hvo er HERREN?« eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds Navn Men.
at jeg ikke, naar jeg mættedes, skulde fornægte dig og sige: Hvo er Herren? eller naar jeg blev fattig, skulde stjæle og forgribe mig paa min Guds Navn.
10 Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke forbander dig, saa du maa bøde.
Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke skal forbande dig, og du skal bære Skyld.
11 Der findes en Slægt, som forbander sin Fader og ikke velsigner sin Moder,
Der er en Slægt, som bander sin Fader og ikke velsigner sin Moder;
12 en Slægt, der tykkes sig ren og dog ej har tvættet Snavset af sig,
der er en Slægt, som er ren i sine egne Øjne, og hvis Skarn dog ikke er aftoet;
13 en Slægt med de stolteste Øjne, hvis Blikke er fulde af Hovmod.
der er en Slægt, hvis Øjne ere høje, og hvis Øjenlaage hæve sig i Vejret;
14 en Slægt, hvis Tænder er Sværd hvis Kæber er skarpe Knive, saa de æder de arme ud af Landet, de fattige ud af Menneskers Samfund.
der er en Slægt, hvis Tænder ere Sværd, og hvis Kindtænder ere Knive, som vil fortære de elendige i Landet og de fattige iblandt Menneskene.
15 Blodiglen har to Døtre: Givhid, Givhid! Der er tre, som ikke kan mættes, fire, som aldrig faar nok:
Blodsugersken har to Døtre, „giv hid! giv hid!‟ Der er tre, som ikke kunne mættes, fire, som ikke sige: „Nok!‟
16 Dødsriget og det golde Moderliv, Jorden, som aldrig mættes af Vand, og Ilden, som aldrig faar nok. (Sheol h7585)
Dødsriget og det ufrugtbare Moderliv; Jorden bliver ikke mæt af Vand, og Ilden siger ikke: „Nok!‟ (Sheol h7585)
17 Den, som haaner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øje udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger faar det til Æde.
Et Øje, som spotter Faderen og lader haant om at lyde Moderen, det skulle Ravnene ved Bækken udhugge, og Ørneunger skulle æde det.
18 Tre Ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke:
Tre Ting ere mig forunderlige; og fire Ting kender jeg ikke:
19 Ørnens Vej paa Himlen, Slangens Vej paa Klipper, Skibets Vej paa Havet, Mandens Vej til den unge Kvinde.
Ørnens Vej imod Himmelen, Slangens Vej over Klippen, Skibets Vej midt paa Havet, og en Mands Vej til en Jomfru.
20 Saa er en Ægteskabsbryderskes Færd: Hun spiser og tørrer sig om Munden og siger: »Jeg har ikke gjort noget ondt!«
Saa er en Horekvindes Vej; hun spiser og afvisker sin Mund og siger: Jeg har ikke gjort Uret.
21 Under tre Ting skælver et Land, fire kan det ikke bære:
Under tre ryster et Land, og under fire kan det ikke holde ud:
22 En Træl, naar han gøres til Konge, en Nidding, naar han spiser sig mæt,
Under en Træl, naar han kommer til at herske; og en Daare, naar han bliver mæt af Brød;
23 en bortstødt Hustru, naar hun bliver gift, en Trælkvinde, naar hun arver sin Frue.
under en forhadt Kvinde, naar hun bliver gift; og en Trælkvinde, naar hun bliver sin Frues Arving.
24 Fire paa Jorden er smaa, visere dog end Vismænd:
Der er fire smaa paa Jorden, dog ere de vise, saare vise:
25 Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog Føde om Somren;
Myrerne ere ikke et stærkt Folk, alligevel berede de deres Spise om Sommeren;
26 Klippegrævlinger, et Folk uden Magt, bygger dog Bolig i Klipper;
Kaninerne ere et afmægtigt Folk, dog indrette de deres Hus i Klippen;
27 Græshopper, de har ej Konge, drager dog ud i Rad og Række;
Græshopperne have ingen Konge, alligevel drage de ud, alle i sluttet Skare;
28 Firbenet, det kan man gribe med Hænder, er dog i Kongers Paladser.
Firbenet griber fat med Hænder, og dog er det i Kongepaladser.
29 Tre skrider stateligt frem, fire har statelig Gang:
Der er tre, som have et smukt Skridt, og fire, som have en smuk Gang:
30 Løven, Kongen blandt Dyrene, som ikke viger for nogen;
Løven, som er vældig iblandt Dyrene og ikke viger tilbage for nogens Ansigt;
31 en sadlet Stridshest, en Buk, en Konge midt i sin Hær.
Hesten, som er omgjordet om Lænderne; Bukken; og en Konge, som ingen tør rejse sig imod.
32 Har du handlet som Daare i Overmod, tænker du ondt, da Haand for Mund!
Har du handlet daarligt, der du ophøjede dig, og har du tænkt ondt, da læg Haand paa Mund!
33 Thi Tryk paa Mælk giver Ost, Tryk paa Næsen Blod og Tryk paa Vrede Trætte.
Thi den, som trykker Mælk, faar Ost derudaf; og den, som trykker Næsen, faar Blod derudaf; og den, som trykker Vrede, faar Trætte derudaf.
