Ordsprogene 29
1 Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.
Ein mann som etter mykje refsing endå er ein stivnakke, vil brått verta broten ulækjeleg sund.
2 Er der mange retfærdige, glædes Folket, men raader de gudløse, sukker Folket.
Når rettferdige aukar i tal, då gled seg folket, men når gudlaus mann kjem til styre, sukkar folket.
3 Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgaas, bortødsler Gods.
Den som elskar visdom, gled sin far, men den som gjeng i lag med skjøkjor, øyder eiga si.
4 Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.
Ein konge held landet sitt uppe med rett, men ein skattekrevjar legg det i øyde.
5 Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.
Ein mann som smeikjer for næsten sin, breider ut eit net for føterne hans.
6 I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.
Ein vond manns misgjerd er snara for honom, men rettferdig mann fegnast og gled seg.
7 Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.
Den rettferdige syter for stakarens sak, den gudlause hev ikkje greida på noko.
8 Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.
Spottarar øser upp ein by, men vismenner stiller vreiden.
9 Gaar Vismand i Rette med Daare, vredes og ler han, alt preller af.
Når vismann fører sak mot dåren, vert dåren sinna og lær, og kann’kje vera still.
10 De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.
Dei blodfuse hatar ein skuldlaus mann, og stend dei ærlege etter livet.
11 En Taabe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.
Alt sitt sinne slepper dåren ut, men vismannen døyver det til slutt.
12 En Fyrste, som lytter til Løgnetale, faar lutter gudløse Tjenere.
Agtar ein hovding på lygneord, er alle hans tenarar nidingar.
13 Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.
Fatigmann og valdsmann råkast, Herren gjev deim båe augneljos.
14 En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone staar fast evindelig.
Ein konge som dømer småfolk rett, hans kongsstol stend æveleg fast.
15 Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.
Ris og age gjev visdom, men ein agelaus gut fører skam yver mor si.
16 Bliver mange gudløse, tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.
Når dei gudlause aukar, so aukar syndi, men dei rettferdige skal sjå med lyst på deira fall.
17 Tugt din Søn, saa kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.
Aga son din, so vil han vera deg til hugnad og gjeva lostemat til sjæli di.
18 Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter paa Loven.
Utan profetsyn vert folket vilt, men sæl er den som held lovi.
19 Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.
Med ord let trælen seg ikkje tukta, for han skynar deim vel, men bryr seg’kje um deim.
20 Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Taabe er der snarere Haab end for ham.
Ser du ein mann som er snar til å tala, dåren gjev større von enn han.
21 Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.
Kjæler du trælen upp frå hans ungdom, vil han vanvyrda deg til slutt.
22 Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.
Sinna mann valdar trætta, og brålyndt mann gjer mang ei misgjerd.
23 Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnaar Ære.
Mannsens ovmod fører til fall, men den audmjuke vinn seg æra.
24 Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.
Den som helar med tjuven, hatar sitt liv, han høyrer dei tek han i eid, men gjev ingi vitring.
25 Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler paa HERREN, er bjærget.
Manne-rædsla legg snaror, men den som lit på Herren, vert berga.
26 Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.
Mange vil te seg fram for ein styrar, men frå Herren fær kvar mann sin rett.
27 Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.
Ein styggedom for rettferdige er ein urettferdig mann, og ein styggedom for den gudlause er den som fer ærleg fram.
