Ordsprogene 26
1 Som Sne om Somren og Regn om Høsten saa lidt hører Ære sig til for en Taabe.
Som snø um sumaren og regn i skurden, so høver ikkje æra for ein dåre.
2 Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt saa rammer ej Banden mod sagesløs Mand.
Som sporven flaksar burt og svala flyg, so råkar ikkje grunnlaus forbanning.
3 Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Taabers Ryg.
Svipa til hesten, taum til asnet, og ris til ryggen på dårar.
4 Svar ej Taaben efter hans Daarskab, at ikke du selv skal blive som han.
Svar ikkje dåren etter hans dårskap, so du ei skal verta lik han, du og!
5 Svar Taaben efter hans Daarskab, at han ikke skal tykkes sig viis.
Svara dåren etter hans dårskap, so han ei skal tykkja han sjølv er vis!
6 Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Taabe.
Føterne høgg han av seg, og vald fær han drikka, han som sender bod med ein dåre.
7 Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Taabers Mund.
Visne heng vanfør manns føter, so og ordtak i munnen på dårar
8 Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Taabe.
som å binda ein stein i slyngja, soleis er det å gjeva ein dåre æra.
9 Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Taabers Mund.
Som klungergrein i handi på drukken mann, so er ordtak i munnen på dårar.
10 Som en Skytte, der saarer enhver, som kommer, er den, der lejer en Taabe og en drukken.
Som ein skyttar som sårar alle, so er den som leiger dåren og kvar som fer framum.
11 Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Taabe, der gentager Daarskab.
Som hund som snur seg til si eigi spya, so er ein dåre som kjem att til narreskapen sin.
12 Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Taabe er der mere Haab end for ham.
Ser du ein mann som tykkjer sjølv at han er vis, då er det større von for dåren enn for honom.
13 Den lade siger: »Et Rovdyr paa Vejen, en Løve ude paa Torvene!«
Letingen segjer: «D’er villdyr på vegen, ei løva i gatorne.»
14 Døren drejer sig paa sit Hængsel, den lade paa sit Leje.
Døri snur seg på gjengi, og letingen snur seg i sengi.
15 Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Haanden til Munden.
Stikk den late si hand i fatet, han evast med å ta ho upp til munnen att.
16 Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.
Letingen tykkjest visare vera enn sju som gjev vituge svar.
17 Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.
Han triv i øyro på framumfarande hund, han som ryk upp i sinne for trætta som ikkje kjem han ved.
18 Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,
Som ein galen som skyt med brennende pilar - drepande skot -
19 er den, der sviger sin Næste og siger: »Jeg spøger jo kun.«
so er ein mann som svik sin næste og segjer: «Eg gjorde det berre på gaman.»
20 Er der intet Brænde, gaar Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.
Når veden tryt, so sloknar elden, er baktalar burte, stoggar striden.
21 Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.
Som kol vert til gløder og ved til eld, so kveikjer kranglaren kiv.
22 Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.
Baktalar-ord er som lostemat, dei glid so godt ned i livet.
23 Som Sølvovertræk paa et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.
Som sylv-glasering på skålbrot er brennande lippor når hjarta er vondt.
24 Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;
Med lipporne skaper ein uven seg til, men inni seg gøymer han svik.
25 gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.
Gjer han seg blidmælt, tru honom ei, for sju slag styggedom bur i hans hjarta.
26 Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.
Hatet dyl seg i svik, men lyt syna sin vondskap i folkemugen.
27 I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.
Den som grev ei grav, skal stupa nedi, den som velter ein stein, skal få han yver seg att.
28 Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.
Den falske tunga hatar deim som ho hev krasa, og den sleipe munnen fører til fall.
