< Ordsprogene 26 >
1 Som Sne om Somren og Regn om Høsten saa lidt hører Ære sig til for en Taabe.
Som Sneen om Sommeren og som Regnen om Høsten saa passer Ære ikke for en Daare.
2 Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt saa rammer ej Banden mod sagesløs Mand.
Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt saaledes vil en Forbandelse, som sker uden Aarsag, ikke træffe ind.
3 Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Taabers Ryg.
En Svøbe er for Hesten og en Tømme for Asenet og et Ris for Daarers Ryg.
4 Svar ej Taaben efter hans Daarskab, at ikke du selv skal blive som han.
Svar ej en Daare efter hans Taabelighed, at ikke ogsaa du skal blive ham lig.
5 Svar Taaben efter hans Daarskab, at han ikke skal tykkes sig viis.
Svar en Daare efter hans Taabelighed, at han ikke skal være viis i sine egne Øjne.
6 Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Taabe.
Fødderne hugger den af sig, og Fortrædelighed maa den drikke, som sender Bud ved en Daare.
7 Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Taabers Mund.
Tager Benene fra den halte og Tankesproget bort, som er i Daarers Mund.
8 Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Taabe.
Som den, der binder Stenen fast i Slyngen, saa er den, der giver en Daare Ære.
9 Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Taabers Mund.
Som en Tjørnekæp, der kommer i den druknes Haand, saa er Tankesproget i Daarers Mund.
10 Som en Skytte, der saarer enhver, som kommer, er den, der lejer en Taabe og en drukken.
Som en Pil, der saarer alt, saa er den, der lejer en Daare, og den, der lejer vejfarende.
11 Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Taabe, der gentager Daarskab.
Ligesom en Hund vender sig til sit eget Spy, saa er Daaren, som gentager sin Taabelighed.
12 Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Taabe er der mere Haab end for ham.
Har du set en Mand, som er viis i sine egne Øjne, da er der mere Forhaabning om en Daare end om ham.
13 Den lade siger: »Et Rovdyr paa Vejen, en Løve ude paa Torvene!«
Den lade siger: Der er en grum Løve paa Vejen, en Løve paa Gaderne.
14 Døren drejer sig paa sit Hængsel, den lade paa sit Leje.
Som Døren drejer sig om paa sine Hængsler, saa den lade paa sin Seng.
15 Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Haanden til Munden.
Den lade stikker sin Haand i Fadet; det bliver ham besværligt at lade den komme til sin Mund igen.
16 Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.
Den lade er visere i sine egne Øjne end syv, som svare forstandigt.
17 Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.
Som den, der griber Hunden fat ved Ørene, saa er den, der gaar forbi og kommer i Vrede over en Trætte, der ikke kommer ham ved.
18 Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,
Som en gal, der udkaster Gnister, Pile og Død,
19 er den, der sviger sin Næste og siger: »Jeg spøger jo kun.«
saa er den Mand, der besviger sin Næste og siger: Skæmter jeg ikke?
20 Er der intet Brænde, gaar Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.
Naar der intet Ved er mere, udslukkes Ilden; og naar der ingen Bagvadsker er, stilles Trætte.
21 Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.
Kul til Gløder og Ved til Ild: Saa er en trættekær Mand til at optænde Kiv.
22 Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.
En Bagvadskers Ord lyde som Skæmt, dog trænge de ind i inderste Bug.
23 Som Sølvovertræk paa et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.
Som et Potteskaar, der er overdraget med urent Sølv, saa ere brændende Læber og et ondt Hjerte.
24 Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;
Den hadefulde forstiller sig med sine Læber, men inden i sig nærer han Svig.
25 gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.
Naar han gør sin Røst yndig, da tro ham ikke; thi der er syv Vederstyggeligheder i hans Hjerte.
26 Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.
Den, hvis Had er skjult ved Bedrag, hans Ondskab skal blive aabenbaret i Forsamlingen.
27 I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.
Hvo som graver en Grav, skal selv falde i den; og hvo som vælter en Sten op, paa ham skal den falde tilbage.
28 Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.
En falsk Tunge hader dem, som den har knust, og en glat Mund bereder Fald.