Ordsprogene 26
1 Som Sne om Somren og Regn om Høsten saa lidt hører Ære sig til for en Taabe.
Khohal kah vuelsong neh cangah vaengkah khotlan baghui la, thangpomnah khaw hlang ang neh rhoeprhui tangloeng pawh.
2 Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt saa rammer ej Banden mod sagesløs Mand.
Vaa a rhaehba bangla, pumpil a ding bangla, rhunkhuennah he lunglilungla la a thoeng moenih.
3 Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Taabers Ryg.
Marhang ham rhuihet, laak ham kamrhui, aka ang rhoek kah a nam ham cungcik om.
4 Svar ej Taaben efter hans Daarskab, at ikke du selv skal blive som han.
Hlang ang kah a anglat te doo boeh, namah khaw anih bangla na om ve.
5 Svar Taaben efter hans Daarskab, at han ikke skal tykkes sig viis.
Hlang ang te a anglat bangla a doo dae, a mikhmuh ah hlang cueih la om hae mahpawh.
6 Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Taabe.
Hlang ang kut ah ol aka pat tah a kho a kuet tih kuthlahnah aka mam la om.
7 Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Taabers Mund.
Aka khaem kah a kho sut a bat banghui la, hlang ang rhoek ka kah thuidoeknah he khaw om.
8 Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Taabe.
Hlang ang taengah thangpomnah paek he, payai dongah lungto mop banghui la om tangloeng.
9 Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Taabers Mund.
Hlang ang ka kah thuidoeknah he khaw yurhui kut dongah aka pha mutlo hling bangla om.
10 Som en Skytte, der saarer enhver, som kommer, er den, der lejer en Taabe og en drukken.
Hlang ang aka paang boeih khaw aka cetpaitai a paang tih lithen a poeih banghui la om.
11 Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Taabe, der gentager Daarskab.
Ui loh a lok a paan banghui la hlang ang loh a anglat te a khoep.
12 Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Taabe er der mere Haab end for ham.
Hlang he amah mikhmuh ah tah aka cueih la na hmuh. Anih lakah hlang ang ham ngaiuepnah om ta.
13 Den lade siger: »Et Rovdyr paa Vejen, en Løve ude paa Torvene!«
Kolhnaw loh, “Longpuei ah sathueng ca, toltung ah sathueng om,” a ti.
14 Døren drejer sig paa sit Hængsel, den lade paa sit Leje.
thohkhaih loh thohrhui dongah a tinghil bangla, kolhnaw khaw amah thingkong dongah suvaih.
15 Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Haanden til Munden.
Kolhnaw loh bael dongah a kut a puei te, a ka dongla koep a khuen ham pataeng a ngak.
16 Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.
Kolhnaw he amah mikhmuh ah tah, omih neh aka thuung hlang parhih lakah aka cueih la ngaiuh.
17 Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.
Amah hut pawt ah tuituknah khuiah aka kun khaw, aka cetpaitai loh ui hna a doek banghui la om.
18 Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,
Thaltang neh dueknah hmaipom aka dong loh hlang a khah bangla,
19 er den, der sviger sin Næste og siger: »Jeg spøger jo kun.«
A hui aka phok hlang van loh, “Ka luem mailai moenih a?,” a ti.
20 Er der intet Brænde, gaar Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.
Thing a tlum atah hmai a thi bangla a thet pawt daengah ni olpungkacan a paa.
21 Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.
Hmai-alh dongah hmaisa-aek, hmai dongah thing a pup vanbangla, hohmuhnah neh olpungkacan aka saii hlang loh tuituknah a puek sak.
22 Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.
Thet ol he didii tih bungko khui la suntla.
23 Som Sølvovertræk paa et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.
Lungbuei thae neh a lai hmai la aka alh tah, paikaek dongkah cakhli a ben banghui ni.
24 Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;
A hmuilai dongkah a hmuhuet te a ka dongah loha coeng dae, a khui kah hlangthai palat te a thuh bal pueng.
25 gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.
A ol tah rhen koemboei la om dae, anih te tangnah boeh. A lungbuei ah tueilaehkoi parhih om.
26 Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.
hmuhuetnah te thailainah neh dah cakhaw, hlangping taengah a boethae ni a yan eh.
27 I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.
Vaam aka vuet khaw amah loh a cungku thil vetih, lungto aka palet khaw amah soah koep mael ni.
28 Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.
Laithae ol loh amah aka hnaep aka hnap te a hmuhuet tih, a ka aka hnal khaw a ponah ni a saii.
