Ordsprogene 25
1 Følgende er ogsaa Ordsprog af Salomo, som Kong Ezekias af Judas Mænd samlede.
Hae hmuennawk loe Judah siangpahrang Hezekiah ih kaminawk mah tarik pakong patoeng ih, Solomon palunghahaih loknawk ah oh.
2 Guds Ære er det at skjule en Sag, Kongers Ære at granske en Sag.
Sithaw lensawkhaih loe amtueng ai ah kaom hmuen maeto ah oh; toe hmuen maeto kawng pakronghaih loe siangpahrangnawk lensawkhaih ah oh.
3 Himlens Højde og Jordens Dybde og Kongers Hjerte kan ingen granske.
Van loe sang moe, long loe thuk baktih toengah, siangpahrangnawk ih palung loe hnu thai mak ai.
4 Naar Slagger fjernes fra Sølv, saa bliver det hele lutret;
Sumkanglung thung ih sum aek to va ah, to naah ni sum sahkung mah boengloeng kahoih to sah thai tih.
5 naar gudløse fjernes fra Kongen, grundfæstes hans Trone ved Retfærd.
Kasae kaminawk to siangpahrang hmaa hoiah takhoe oh; to tiah ni anih ih angraeng tangkhang to toenghaih hoiah cak poe tih.
6 Bryst dig ikke for Kongen og stil dig ikke paa de stores Plads;
Siangpahrang hmaa ah nangmah hoi nangmah to amkoeh hmah; kalen kaminawk ih ahmuen ah angdoe hmah;
7 det er bedre, du faar Bud: »Kom herop!« end man flytter dig ned for en Stormands Øjne. Hvad end dine Øjne har set,
mik hoiah na hnuk ih angraeng hmaa ah azathaih hoiah oh pongah loe, Hae ah angzo tahang ah, tiah thui kami ih lok to tahngaih han hoih kue.
8 skrid ikke til Trætte straks; thi hvad vil du siden gøre, naar din Næste gør dig til Skamme?
Lokcaekhaih im ah kami to karangah khing hmah; hnukkhuem ah na imtaeng kami mah azathaih na tongsak nahaeloe kawbangah maw na om tih?
9 Før Sagen med din Næste til Ende, men røb ej Andenmands Hemmelighed,
Na imtaeng kami hoi poek anghmong ai pongah lok angaek cadoeh, tamqu hmuen to minawk khaeah taphong hmah;
10 thi ellers vil den, der hører det, smæde dig og dit onde Rygte aldrig dø hen.
to tih ai nahaeloe lok thaih kami mah nang azathaih tongsak hanah taphong ueloe, na hmin hoihaih to amro moeng tih.
11 Æbler af Guld i Skaale af Sølv er Ord, som tales i rette Tid.
Kahoih lok apaehhaih loe sumkanglung pazut het ih sui bungmu hoiah anghmong.
12 En Guldring, et gyldent Smykke er revsende Vismand for lyttende Øre.
Palunghahaih lok hoi thuitaek kami loe, lok tahngai kami hanah, sui naa tangkraeng baktih, suitui kaciim hoiah sak ih bungmu baktiah oh.
13 Som kølende Sne en Dag i Høst er paalideligt Bud for dem, der sender ham; han kvæger sin Herres Sjæl.
Oep kaom laicaeh loe anih patoehkung hanah, cang aah nathuem ih dantui kamding baktiah oh, patoehkung Angraeng ih palungthin to angthasak.
14 Som Skyer og Blæst uden Regn er en Mand, der skryder med skrømtet Gavmildhed.
Tangqum paek han, tiah amoek moe, paek ai kami loe khotui om ai tamai hoiah anghmong.
15 Ved Taalmod overtales en Dommer, mild Tunge sønderbryder Ben.
Pauephaih rang hoiah ukkung to pazawk thaih moe, loknaem mah ahuh to angkhaehsak thaih.
16 Finder du Honning, saa spis til Behov, at du ikke bliver mæt og igen spyr den ud.
Khoitui to na hnuk maw? Kahoih boekah caa ah, amhah aak ah na caak nahaeloe na palok tih.
17 Sæt sjældent din Fod i din Næstes Hus, at han ej faar for meget af dig og ledes.
Na imtaeng khaeah kahoih boekah caeh ah, na caeh tuektuek nahaeloe, na hmawt ueloe, na hnuma moeng tih.
18 Som Stridsøkse, Sværd og hvassen Pil er den, der vidner falsk mod sin Næste.
A imtaeng kami nuiah amsawn hnukung ah angdoe kami loe thingboeng, haita, palaa hoiah anghmong.
19 Som ormstukken Tand og vaklende Fod er troløs Mand paa Trængselens Dag.
Raihaih tong naah oep kaom ai kami khaeah amhahaih loe, haa kangkhaek, khokkhaem kami hoiah anghmong.
20 Som at lægge Frakken, naar det er Frost, og hælde surt over Natron, saa er det at synge for mismodig Mand.
Poek angpho kami khaeah laasah kami loe siktue ah laihaw angkhring kami, zencing nuiah kathaw tui bawh baktiah ni oh.
21 Sulter din Fjende, saa giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke;
Na misa to zok amthlam nahaeloe buh paek ah; tui anghae nahaeloe naek hanah tui to paek ah;
22 da sanker du gloende Kul paa hans Hoved, og HERREN lønner dig for det.
hae loe anih lu nuiah hmaisaae koeng pae baktiah om ueloe, Angraeng mah tahamhoihaih na paek tih.
23 Nordenvind fremkalder Regn, bagtalende Tunge vrede Miner.
Aluek bang ih takhi mah kho angzohsak baktih toengah, minawk kasae thui kami ih palai mah palungphuihaih to tacawtsak.
24 Hellere bo i en Krog paa Taget end fælles Hus med trættekær Kvinde.
Angzoeh koeh zu hoiah kakawk parai im thungah nawnto oh pongah loe imphu ranui ih im takii ah oh to hoih kue.
25 Hvad koldt Vand er for en vansmægtet Sjæl, er Glædesbud fra et Land i det fjerne.
Angthla parai ahmuen hoiah angzo kahoih tamthanglok loe pakhra tui anghae kami hanah tui kamding ah oh.
26 Som grumset Kilde og ødelagt Væld er retfærdig, der vakler i gudløses Paasyn.
Kahoih ai kami hmaa ah kamtimh katoeng kami loe tui kamnu hoi kaqong tui baktiah ni oh.
27 Ej godt at spise for megen Honning, spar paa hædrende Ord.
Khoitui pop hmoek ah caak han hoih ai baktih toengah, angmah lensawkhaih pakrong kami loe lensawkhaih to hnu mak ai.
28 Som aaben By uden Mur er en Mand, der ikke kan styre sit Sind.
A poekhaih angsum ai kami loe sipae om ai, kamtimh vangpui hoiah anghmong.
