Ordsprogene 22
1 Hellere godt Navn end megen Rigdom, Yndest er bedre end Sølv og Guld.
Angraenghaih pongah loe ahmin hoihhaih to qoih han hoih kue; sui hoi sumkanglung pongah doeh amlunghaih to koeh kue han oh.
2 Rig og fattig mødes, HERREN har skabt dem begge.
Long angraeng hoi kamtang anghmonghaih loe hae tiah oh: nihnik loe Sithaw mah ni sak hmaek.
3 Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse gaar videre og bøder.
Khopoek thaih kami loe raihaih to hnukcoek pongah ayae ving; toe poekhaih tidoeh tawn ai kami loe caeh moe, raihaih to tongh.
4 Lønnen for Ydmyghed og HERRENS Frygt er Rigdom, Ære og Liv.
Minawk tlim ah khosakhaih hoi Angraeng zithaih mah angraenghaih, pakoehhaih hoi hinghaih to tacawtsak.
5 Paa den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, maa man holde sig fra dem.
Poek angkawn kami caehhaih loklam loe soekhring hoi thaang hoiah koi; toe a hinghaih angvaeng kami mah loe ahmuen kangthla ah amhoe taak ving.
6 Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.
Nawkta mah pazui han ih loklam to patuk ah; to naah ni a qoeng tahang naah, to loklam hoiah amkhraeng mak ai.
7 Over Fattigfolk raader den rige, Laantager bliver Laangivers Træl.
Angraeng kami mah kamtang kami to uk, hmuenmae coi kami loe coisakkung ih tamna ah oh.
8 Hvo Uret saar, vil høste Fortræd, hans Vredes Ris skal slaa ham selv.
Sethaih amu haeh kami loe sethaih to aat tih; anih palungphuihaih quiboeng loe amro tih.
9 Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe.
Kami tahmenhaih mik to tawnh moe, amtang kami han paek koehhaih palungthin hoiah paek kami loe tahamhoih tih.
10 Driv Spotteren ud, saa gaar Trætten med, og Hiv og Smæden faar Ende.
Minawk khet patoek kami to haek oh, lok angaekhaih to amding tih; angzoehhaih hoi kasae thuihaih doeh boeng tih.
11 HERREN elsker den rene af Hjertet; med Ynde paa Læben er man Kongens Ven.
Poektoeng kami loe, tahmenhaih hoiah lokthuih pongah, siangpahrang loe anih ih ampui ah om tih.
12 HERRENS Øjne agter paa Kundskab, men han kuldkaster troløses Ord.
Angraeng ih mik mah loe palunghahaih lok to pakaa moe, zaehaih sak koeh kami ih loknawk loe tiah doeh sah pae ai.
13 Den lade siger: »En Løve paa Gaden! Jeg kan let blive revet ihjel paa Torvet.«
Thasae kami loe tasa bangah kaipui oh! Minawk mah na hum tih, tiah thuih.
14 Fremmed Kvindes Mund er en bundløs Grav, den, HERREN er vred paa, falder deri.
Sava laep ah zaehaih sah nongpata ih pakha loe kathuk tangqom ah oh; Angraeng mah panuet ih kami loe to tangqom thungah krah tih.
15 Daarskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal fjerne den fra ham.
Nawkta ih palung loe amthuhaih mah zaeng; toe thuitaekhaih cung mah to amthuhaih to kangthla ah haek ving tih.
16 Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til Rigmand gør ham kun fattig.
Angraeng thai hanah amtang kaminawk to pacaekthlaek moe, angraeng kami hanah tamquta hoiah tangqum paek kami loe amtang tih.
17 Bøj Øret og hør de vises Ord, vend Hjertet til og kend deres Liflighed!
Naa to patueng ah loe palungha kami ih loknawk to tahngai ah; ka palunghahaih hae na palung thungah khrum ah.
18 Vogter du dem i dit Indre, er de alle rede paa Læben.
Palung thungah na khrum nahaeloe anghoehaih ah om tih; na pahni ah doeh suem ah.
19 For at din Lid skal staa til HERREN, lærer jeg dig i Dag.
Angraeng ah nam ha thai hanah, vaihniah kang patuk boeh.
20 Alt i Gaar optegned jeg til dig, alt i Forgaars Raad og Kundskab
Kahoih koek poekhaih hoi palunghahaih loknawk to kang tarik pae boeh,
21 for at lære dig rammende Sandhedsord, at du kan svare sandt, naar du spørges.
loktang lok to na panoek thaih moe, nang khae patoeh ih kaminawk khaeah, loktang lok na thuih pae let thai hanah, kang pat boeh na ai maw?
22 Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe, knus ikke den arme i Porten:
Amtang pongah kamtang ih hmuen to lomh pae o hmah; patangkhang kami to lokcaekhaih ahmuen ah pacaekthlaek o hmah.
23 thi HERREN fører deres Sag og raner deres Ransmænds Liv.
Angraeng mah nihcae kawng to thui ueloe, nihcae hinghaih paro kami to amrosak toeng tih.
24 Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgaas ikke vredladen Mand,
Poek amthueng kami to ampui ah sah hmah; palungphui thaih kami hoi nawnto caeh hmah;
25 at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl.
anih ih kuu na la moeng ueloe, na hinghaih to thaang pongah aman moeng tih.
26 Hør ikke til dem, der giver Haandslag, dem, som borger for Gæld!
Minawk ih laiba pathok pae hanah lokmaihaih sah hmah, to tih ai boeh loe lokkamhaih to sah hmah.
27 Saafremt du ej kan betale, tager man Sengen, du ligger i.
Laiba pathok hanah phoisa na tawn ai nahaeloe, na iihkhun to na paek han maw?
28 Flyt ej ældgamle Skel, dem, dine Fædre satte.
Nam panawk mah quenh tangcae ih prae angzithaih ramri to pathui hmah.
29 Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand.
Kahoih ah toksah kami to na hnuk maw? To kami loe kami rumram ih toksah mak ai, siangpahrang ih tok ni sah tih.
