Ordsprogene 19

1 Bedre Fattigmand med lydefri Færd end en, som gaar Krogveje, er han end rig.

Bedre er en fattig, som vandrer i sin Oprigtighed end den, hvis Læber ere forvendte, og som tilmed er en Daare.

2 At mangle Kundskab er ikke godt, men den træder fejl, som har Hastværk.

Ogsaa naar en Sjæl er uden Kundskab, er det ikke godt, og den, som haster med Fødderne, glider ud.

3 Et Menneskes Daarskab øder hans Vej, men paa HERREN vredes hans Hjerte.

Menneskets Daarlighed forvender hans Vej, og hans Hjerte vredes imod Herren.

4 Gods skaffer mange Venner, den ringe skiller hans Ven sig fra.

Gods tilfører mange Venner; men den ringe maa skilles fra sin Ven.

5 Det falske Vidne undgaar ej Straf; den slipper ikke, som farer med Løgn.

Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal ikke undkomme.

6 Mange bejler til Stormands Yndest, og alle er Venner med gavmild Mand.

Mange bejle til en Fyrstes Gunst, og enhver er Ven med en gavmild Mand.

7 Fattigmands Frænder hader ham alle, end mere skyr hans Venner ham da. Ej frelses den, som jager efter Ord.

Alle den fattiges Brødre hade ham, ja, endog hans Venner holde sig langt fra ham; han jager efter Ord, som ikke ere til.

8 Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter paa Indsigt, faar Lykke.

Den, som forhverver sig Forstand, elsker sit Liv; den, som bevarer Indsigt, skal finde godt.

9 Det falske Vidne undgaar ej Straf, og den, der farer med Løgn, gaar under.

Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal omkomme.

10 Vellevned sømmer sig ikke for Taabe, end mindre for Træl at herske over Fyrster.

Det staar ikke en Daare vel an at leve højt, meget mindre en Tjener at herske over Fyrster.

11 Klogskab gør Mennesket sindigt, hans Ære er at overse Brøde.

Et Menneskes Klogskab gør ham langmodig, og det er ham en Ære at overse Fornærmelse

12 Som Brøl af en Løve er Kongens Vrede, som Dug paa Græs er hans Gunst.

Kongens Vrede er som en ung Løves Brølen; men hans Bevaagenhed er ligesom Dug paa Urter.

13 Taabelig Søn er sin Faders Ulykke, Kvindekiv er som ustandseligt Tagdryp.

En daarlig Søn er sin Fader en Ulykke, og en Kvindes Trætter ere et vedholdende Tagdryp.

14 Hus og Gods er Arv efter Fædre, en forstandig Hustru er fra HERREN.

Hus og Gods arves efter Forældre; men en forstandig Kvinde er fra Herren.

15 Dovenskab sænker i Dvale, den lade Sjæl maa sulte.

Dovenskab nedsænker i en dyb Søvn, og en efterladen Sjæl skal hungre.

16 Den vogter sin Sjæl, som vogter paa Budet, men skødesløs Vandel fører til Død.

Hvo som bevarer Budet, bevarer sin Sjæl; hvo der foragter sine Veje, skal dødes.

17 Er man god mod den ringe, laaner man HERREN, han gengælder en, hvad godt man har gjort.

Hvo som forbarmer sig over den ringe, laaner Herren, og han skal betale ham hans Velgerning.

18 Tugt din Søn, imens der er Haab, ellers stiler du efter at slaa ham ihjel.

Tugt din Søn, thi der er Haab; men vend ikke din Hu til at dræbe ham!

19 Den, som er hidsig, maa bøde, ved Skaansel gør man det værre.

Den, hvis Vrede er stor, maa lide Straf; thi dersom du frier ham, da maa du blive ved dermed.

20 Hør paa Raad og tag ved Lære, saa du til sidst bliver viis.

Adlyd Raad, og tag imod Tugt, at du kan blive viis paa dit sidste.

21 I Mands Hjerte er mange Tanker, men HERRENS Raad er det, der staar fast.

Der er mange Anslag i en Mands Hjerte; men Herrens Raad det skal bestaa.

22 Vinding har man af Godhed, hellere fattig end Løgner.

Et Menneskes Lyst er hans Kærlighed; og en fattig er bedre end en Løgner.

23 HERRENS Frygt er Vej til Liv, man hviler mæt og frygter ej ondt.

At en frygter Herren, er til Liv; mæt skal han hvile, han skal ikke hjemsøges med Ulykke.

24 Den lade rækker til Fadet, men fører ej Haanden til Munden.

Den lade stikker sin Haand i Fadet; han lader den end ikke komme til sin Mund igen.

25 Faar Spottere Hug, bliver tankeløs klog, ved Revselse faar den forstandige Kundskab.

Slaa Spotteren, at den uerfarne maa blive forstandig; og irettesæt den forstandige, saa vil han vinde Kundskab.

26 Mishandle Fader og bortjage Moder gør kun en daarlig, vanartet Søn.

Den, der overfalder Faderen og bortjager Moderen, er en Søn, som gør til Skamme og Vanære.

27 Hør op, min Søn, med at høre paa Tugt og saa fare vild fra Kundskabsord.

Lad kun af, min Søn! med at høre paa Formaning, saa du farer vild fra Kundskabs Ord.

28 Niddingevidne spotter Retten, gudløses Mund er glubsk efter Uret.

Et nedrigt Vidne spotter Retten, og de ugudeliges Mund sluger Uret.

29 Slag er rede til Spottere, Hug til Taabers Ryg.

Straffedomme ere beredte til Spottere og Slag til Daarers Ryg.