Ordsprogene 17

1 Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.

Betre er ein turr brødmole med ro attåt enn huset fullt av høgtidskost med trætta til.

2 Klog Træl bliver Herre over daarlig Søn og faar lod og del mellem Brødre.

Den kloke tenar skal råda yver ein uvisleg son, og millom brøder fær han skifta arv.

3 Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.

Diglen røyner sylvet og omnen gullet, men den som røyner hjarto, det er Herren.

4 Den onde hører paa onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.

Den vonde lyder på vondskapslippa, ljugaren lyder på tyningstunga.

5 Hvo Fattigmand spotter, haaner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.

Spear du den fatige, so spottar du hans skapar, den som gled seg yver ulukka, skal få si refsing.

6 De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.

Ein krans for dei gamle er barneborn, og ei æra for borni er federne deira.

7 Ypperlig Tale er ej for en Daare, end mindre da Løgn for den, som er ædel.

Det høver ikkje for ein dåre å tala store ord, enn mindre for ein fagnamann å ljuga.

8 Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.

Gåva er ein glimestein for den som fær ho; kvar ho vender seg, der fær ho framgang.

9 Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.

Søkjer du kjærleik, skyler du misgjerd, men riv du upp att ei sak, skil ven frå ven.

10 Bedre virker Skænd paa forstandig end hundrede Slag paa en Taabe.

Vondord gjer meir på den vituge enn hundrad hogg på dåren.

11 Den onde har kun Genstridighed for, men et skaanselsløst Bud er udsendt imod ham.

Berre upprør søkjer den vonde, men ein hard bodberar vert send imot han.

12 Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Taabe udi hans Daarskab.

Møt heller ei binna som hev mist sine ungar enn ein dåre med narreskapen hans!

13 Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.

Den som løner godt med vondt, frå hans hus skal ikkje det vonde vika.

14 At yppe Strid er at aabne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.

Å taka til med strid er som å sleppa vatn ut, haldt difor upp med trætta fyrr nokon gliser med tennerne!

15 At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.

Den som frikjenner ein ugudleg og den som domfeller ein rettferdig, dei er båe tvo ein styggedom for Herren.

16 Hvad hjælper Penge i Taabens Haand til at købe ham Visdom, naar Viddet mangler?

Kva skal pengar i handi på dåren? Å kjøpa visdom hev han’kje vit til.

17 Ven viser Kærlighed naar som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.

Venen elskar alltid, og bror vert fødd til hjelp i naud.

18 Mand uden Vid giver Haandslag og gaar i Borgen for Næsten.

Ein vitlaus mann er den som handtekst, som gjeng i borg hjå grannen sin.

19 Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attraa Fald.

Den som elskar trætta, elskar misgjerning, den som byggjer døri si høg, søkjer fall.

20 Ej finder man Lykke, naar Hjertet er vrangt, man falder i Vaade, naar Tungen er falsk.

Den som hev eit rangt hjarta, vinn ikkje lukka, og den som forvender tunga si, fell i ulukka.

21 Den, der avler en Taabe, faar Sorg, Daarens Fader er ikke glad.

Den som avlar eit narr, fær sorg, og ikkje gled seg far til ein dåre.

22 Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslaaet Sind suger Marv af Benene.

Gladværugt hjarta gjev lækjedom god, men nedslege mod fær beini te visna.

23 Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.

Gudlaus mann tek gåva i løynd til å bøygja rettargangen.

24 Visdom staar den forstandige for Øje, Taabens Blik er ved Jordens Ende.

Den vituge hev visdom for augo, men dåren hev augo ved heimsens ende.

25 Taabelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.

Uvitug son er til gremme for far sin, og beisk sorg for henne som fødde’n.

26 At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slaa de ædle.

Det er’kje godt at og rettferdige fær refsing, og ei at fagna folk fær slag for det som rett er.

27 Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.

Den skynsame sparer på ordi, og den vituge mann er kald i hugen.

28 Selv Daaren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.

Um dåren tagde, gjekk han og for vismann, og for ein vitug mann når han heldt munn.