< Ordsprogene 17 >

1 Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.
Bedre er en tør Bid og Ro derhos end et Hus fuldt af slagtet Kvæg med Trætte.
2 Klog Træl bliver Herre over daarlig Søn og faar lod og del mellem Brødre.
En klog Tjener skal herske over en Søn, som gør Skam, og han skal dele Arv midt iblandt Brødre.
3 Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.
Diglen er til Sølvet og Ovnen til Guldet; men den, som prøver Hjerterne, er Herren.
4 Den onde hører paa onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.
Den onde agter paa uretfærdige Læber; Løgneren laaner Øre til den Tunge, der arbejder paa Fordærvelse.
5 Hvo Fattigmand spotter, haaner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.
Hvo som bespotter den fattige, forhaaner hans Skaber; hvo som glæder sig over Ulykke, skal ikke agtes uskyldig.
6 De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.
Børnebørn ere de gamles Krone, og Børnenes Pryd er deres Fædre.
7 Ypperlig Tale er ej for en Daare, end mindre da Løgn for den, som er ædel.
Det staar ikke en Daare vel an at tale høje Ord, meget mindre en Fyrste at tale Løgn.
8 Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.
Skænk er en yndig Sten i deres Øjne, som modtage den; hvor som helst den vender sig hen, gør den Lykke.
9 Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.
Hvo som skjuler Overtrædelse, søger Kærlighed; men hvo som ripper op i en Sag, fjerner en fortrolig.
10 Bedre virker Skænd paa forstandig end hundrede Slag paa en Taabe.
Skænd trænger dybere ind hos en forstandig end at slaa en Daare hundrede Gange.
11 Den onde har kun Genstridighed for, men et skaanselsløst Bud er udsendt imod ham.
Den onde søger kun at vise Genstridighed, men et grusomt Bud skal sendes imod ham.
12 Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Taabe udi hans Daarskab.
Lad en Mand møde en Bjørn, som Ungerne ere fratagne, kun ikke en Daare i hans Taabelighed.
13 Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.
Hvo som gengiver godt med ondt, fra hans Hus skal det onde ikke vige.
14 At yppe Strid er at aabne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.
Hvo som begynder Trætte, aabner for Vand; opgiv derfor Trætten, førend den vælter sig frem.
15 At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.
Den, som frikender den ugudelige, og den, som kender den retfærdige skyldig, ere begge Herren en Vederstyggelighed.
16 Hvad hjælper Penge i Taabens Haand til at købe ham Visdom, naar Viddet mangler?
Hvortil skal dog Penge i Daarens Haand? er det for at købe Visdom, da han dog ikke har Forstand?
17 Ven viser Kærlighed naar som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.
En Ven elsker altid, men en Broder fødes til Hjælp i Nød.
18 Mand uden Vid giver Haandslag og gaar i Borgen for Næsten.
Et Menneske, som fattes Forstand, giver Haandslag og gaar i Borgen hos sin Næste.
19 Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attraa Fald.
Hvo der elsker Trætte, elsker Overtrædelse; hvo som søger Undergang, gør sin Dør høj.
20 Ej finder man Lykke, naar Hjertet er vrangt, man falder i Vaade, naar Tungen er falsk.
Den, som er vanartig i Hjertet, skal ikke finde godt; og den, som taler forvendt med sin Tunge, skal falde i Ulykke.
21 Den, der avler en Taabe, faar Sorg, Daarens Fader er ikke glad.
Den, som avler en Daare, ham bliver det til Bedrøvelse, og en Daares Fader skal ikke glæde sig.
22 Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslaaet Sind suger Marv af Benene.
Et glad Hjerte er en god Lægedom; men et nedslaaet Mod udtørrer Benene.
23 Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.
Den ugudelige tager Gave i Smug for at bøje Rettens Stier.
24 Visdom staar den forstandige for Øje, Taabens Blik er ved Jordens Ende.
For den forstandiges Ansigt er Visdommen; men en Daares Øjne ere ved Jordens Ende.
25 Taabelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.
En daarlig Søn er sin Fader en Harm og sin Moder en Bedrøvelse.
26 At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slaa de ædle.
Det er end ikke godt at lægge Bøder paa den retfærdige eller at slaa ædle Mænd tvært imod Ret.
27 Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.
Den, som sparer sine Ord, besidder Kundskab, og en koldsindig Mand er forstandig.
28 Selv Daaren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.
Ogsaa en Daare, om han tav, kunde regnes for viis; den, som holder sine Læber til, er forstandig.

< Ordsprogene 17 >