< Ordsprogene 16 >
1 Hjertets Raad er Menneskets sag. Tungens Svar er fra HERREN.
2 En Mand holder al sin Færd for ren, men HERREN vejer Aander.
3 Vælt dine Gerninger paa HERREN, saa skal dine Planer lykkes.
4 Alt skabte HERREN, hvert til sit, den gudløse ogsaa for Ulykkens Dag.
5 Hver hovmodig er HERREN en Gru, visselig slipper han ikke for Straf.
6 Ved Mildhed og Troskab sones Brøde, ved HERRENS Frygt undviger man ondt.
7 Naar HERREN har Behag i et Menneskes Veje, gør han endog hans Fjender til Venner.
8 Bedre er lidet med Retfærd end megen Vinding med Uret.
9 Menneskets Hjerte udtænker hans Vej, men HERREN styrer hans Fjed.
10 Der er Gudsdom paa Kongens Læber, ej fejler hans Mund, naar han dømmer.
11 Ret Bismer og Vægtskaal er HERRENS, hans Værk er alle Posens Lodder.
12 Gudløs Færd er Konger en Gru, thi ved Retfærd grundfæstes Tronen.
13 Retfærdige Læber har Kongens Yndest, han elsker den, der taler oprigtigt.
14 Kongens Vrede er Dødens Bud, Vismand evner at mildne den.
15 I Kongens Aasyns Lys er der Liv, som Vaarregnens Sky er hans Yndest.
16 At vinde Visdom er bedre end Guld, at vinde Indsigt mere end Sølv.
17 De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter paa sin Vej.
18 Hovmod gaar forud for Fald, Overmod forud for Snublen.
19 Hellere sagtmodig med ydmyge end dele Bytte med stolte.
20 Vel gaar det den, der mærker sig Ordet; lykkelig den, der stoler paa HERREN.
21 Den vise kaldes forstandig, Læbernes Sødme øger Viden.
22 Kløgt er sin Mand en Livsens Kilde, Daarskab er Daarers Tugt.
23 Den vises Hjerte giver Munden Kløgt, paa Læberne lægger det øget Viden.
24 Hulde Ord er som flydende Honning, søde for Sjælen og sunde for Legemet.
25 Mangen Vej synes Manden ret, og saa er dens Ende dog Dødens Veje.
26 En Arbejders Hunger arbejder for ham, thi Mundens Krav driver paa ham.
27 En Nidding graver Ulykkesgrave, det er, som brændte der Ild paa hans Læber.
28 Rænkefuld Mand sætter Splid; den, der bagtaler, skiller Venner.
29 Voldsmand lokker sin Næste og fører ham en Vej, der ikke er god.
30 Den, der stirrer, har Rænker for; knibes Læberne sammen, har man fuldbyrdet ondt.
31 Graa Haar er en dejlig Krone, den vindes paa Retfærds Vej.
32 Større end Helt er sindig Mand, større at styre sit Sind end at tage en Stad.
33 I Brystfolden rystes Loddet, det falder, som HERREN vil.