Ordsprogene 14

1 Visdom bygger sig Hus, Daarskabs Hænder river det ned.

Kvinnevisdom byggjer huset sitt, men dårskap riv det ned med henderne.

2 Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som gaar Krogveje, agter ham ringe.

Den som ottast Herren, fer ærleg fram, men krokvegar gjeng den som vanvyrder honom.

3 I Daarens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise staar Læberne Vagt.

I narrens munn er ovmods ris, men dei vise hev lipporne sine til vern.

4 Naar der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.

Utan uksar er krubba tom, men når stuten er sterk, vert innkoma stor.

5 Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.

Ikkje lyg eit ærlegt vitne, men det falske vitne andar lygn.

6 Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.

Spottaren søkjer visdom, men fåfengt, men lett finn den skynsame kunnskap.

7 Gaa fra en Mand, som er en Taabe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.

Gakk burt frå ein dåre, ei fekk du der merka lippor med kunnskap.

8 Den kloge i sin Visdom er klar paa sin Vej, men Taabers Daarskab er Svig.

Klok manns visdom er: han skynar vegen sin, men dåre-narreskapen er: dei svik seg sjølv.

9 Med Daarer driver Skyldofret Spot, men Velvilje raader iblandt retsindige.

Dårar fær spott av sitt eige skuldoffer, men millom ærlege folk er godhug.

10 Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.

Hjarta kjenner si eigi sorg, og gleda legg ingen framand seg uppi.

11 Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt staar i Blomst.

Gudlause folk fær sitt hus lagt i øyde, men ærlege folk ser tjeldet sitt bløma.

12 Mangen Vej synes Manden ret, og saa er dens Ende dog Dødens Veje.

Mang ein veg tykkjer folk er rett, men enden på honom er vegar til dauden.

13 Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.

Jamvel midt i låtten kjenner hjarta vondt, og enden på gleda er sorg.

14 Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.

Av åtferdi si skal den fråfalne mettast, og ein god mann held seg burte frå han.

15 Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.

Den einfalde trur kvart ordet, men den kloke agtar på sine stig.

16 Den vise ængstes og skyr det onde, Taaben buser sorgløs paa.

Den vise ottast og held seg frå vondt, men dåren er brålyndt og trygg.

17 Den hidsige bærer sig taabeligt ad, man hader rænkefuld Mand.

Bråsinna mann gjer narreverk, og meinsløg mann vert hata.

18 De tankeløse giver Daarskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.

Einfalde erver dårskap, men dei kloke fær kunnskap til krans.

19 Onde maa bukke for gode, gudløse staa ved retfærdiges Døre.

Vonde skal bøygja seg for dei gode, og gudlause ved portarne til den rettferdige.

20 Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.

Ein fatig vert hata av venen sin jamvel, men ein rik vert elska av mange.

21 Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.

Vanvyrder du næsten din, syndar du, men sæl den som ynkast yver armingar.

22 De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Naade og Trofasthed.

Skal ikkje dei fara vilt som finn på vondt, og miskunn og truskap timast deim som finn på godt?

23 Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.

Alt stræv fører vinning med seg, men tome ord gjev berre tap.

24 De vises Krone er Kløgt, Taabers Krans er Daarskab.

Rikdomen er for dei vise ei krans, men narreskapen hjå dårar er narreskap.

25 Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.

Eit sanningsvitne bergar liv, men den som andar lygn, er full av svik.

26 Den stærkes Tillid er HERRENS Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.

Den som ottast Herren, hev ei borg so fast, og for hans born det finnast skal ei livd.

27 HERRENS Frygt er en Livsens Kilde, derved undgaas Dødens Snarer.

Otte for Herren er livsens kjelda, so ein slepp undan daudesnaror.

28 At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist paa Folk er Fyrstens Fald.

Mykje folk er konungs prydnad, men folkemink er hovdings fall.

29 Den sindige er rig paa Indsigt, den heftige driver det vidt i Daarskab.

Langmodig mann hev mykje vit, men bråhuga mann syner narreskap.

30 Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.

Spaklyndt hjarta er likamens liv, men ilska er ròt i beini.

31 At kue den ringe er Haan mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.

Trykkjer du armingen, spottar du skaparen hans, men du ærar skaparen når du er mild mot fatigmann.

32 Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.

I ulukka si lyt den gudlause stupa, men den rettferdige hev trygd når han skal døy.

33 Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Taabers Indre kendes den ikke.

I hjarta på den vituge held visdomen seg still, men hjå dårar ter han seg fram.

34 Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.

Rettferd upphøgjer eit folk, men syndi er skam for folki.

35 En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.

Kongen likar godt den kloke tenar, men harmast på den som skjemmer seg ut.