Ordsprogene 14
1 Visdom bygger sig Hus, Daarskabs Hænder river det ned.
Kvinners visdom bygger sitt hus, men dårskap river det ned med sine hender.
2 Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som gaar Krogveje, agter ham ringe.
Den som vandrer i opriktighet, frykter Herren; men den som går krokveier, forakter ham.
3 I Daarens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise staar Læberne Vagt.
I dårens munn er et ris for hans overmot, men de vises leber er deres vern.
4 Naar der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.
Hvor det ingen okser er, der er krybben tom; men rikelig vinning kommer ved oksens kraft.
5 Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.
Trofast vidne lyver ikke, men den som taler løgn, er et falskt vidne.
6 Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.
Spotteren søker visdom, men finner den ikke; men for den forstandige er kunnskap lett å vinne.
7 Gaa fra en Mand, som er en Taabe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.
Når du går fra en dåre, har du ikke funnet forstand på hans leber.
8 Den kloge i sin Visdom er klar paa sin Vej, men Taabers Daarskab er Svig.
Den klokes visdom er at han forstår sin vei, men dårers dårskap er at de bedrar sig selv.
9 Med Daarer driver Skyldofret Spot, men Velvilje raader iblandt retsindige.
Dårer spottes av sitt eget skyldoffer, men blandt de opriktige råder Guds velbehag.
10 Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.
Hjertet kjenner sin egen bitre smerte, og i dets glede blander ingen fremmed sig.
11 Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt staar i Blomst.
De ugudeliges hus skal ødelegges, men de opriktiges telt skal blomstre.
12 Mangen Vej synes Manden ret, og saa er dens Ende dog Dødens Veje.
Mangen vei tykkes en mann rett, men enden på det er dødens veier.
13 Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
Endog under latter har hjertet smerte, og enden på gleden er sorg.
14 Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.
Av sin ferd skal den frafalne mettes, og en god mann holder sig borte fra ham.
15 Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
Den enfoldige tror hvert ord, men den kloke akter på sine skritt.
16 Den vise ængstes og skyr det onde, Taaben buser sorgløs paa.
Den vise frykter og holder sig fra det onde, men dåren er overmodig og trygg.
17 Den hidsige bærer sig taabeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
Den bråsinte gjør dårskap, og en svikefull mann blir hatet.
18 De tankeløse giver Daarskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
De enfoldige har fått dårskap i arv, men de kloke krones med kunnskap.
19 Onde maa bukke for gode, gudløse staa ved retfærdiges Døre.
De onde må bøie sig for de gode, og de ugudelige ved den rettferdiges porter.
20 Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
Endog av sin venn blir den fattige hatet; men de som elsker en rik, er mange.
21 Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.
Den som forakter sin næste, synder; men salig er den som ynkes over arminger.
22 De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Naade og Trofasthed.
Skal ikke de fare vill som tenker ut det som ondt er? Men miskunnhet og trofasthet times dem som optenker godt.
23 Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
Ethvert møiefullt arbeid gir vinning, men tomt snakk fører bare til tap.
24 De vises Krone er Kløgt, Taabers Krans er Daarskab.
De vises rikdom er deres krone, men dårenes dårskap er og blir dårskap.
25 Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
Et sanndru vidne frelser liv, men den som taler løgn, er full av svik.
26 Den stærkes Tillid er HERRENS Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.
Den som frykter Herren, har et sterkt vern, og for hans barn skal Herren være en tilflukt.
27 HERRENS Frygt er en Livsens Kilde, derved undgaas Dødens Snarer.
Å frykte Herren er en livsens kilde, så en slipper fra dødens snarer.
28 At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist paa Folk er Fyrstens Fald.
Meget folk er kongens ære, men mangel på folk er fyrstens fall.
29 Den sindige er rig paa Indsigt, den heftige driver det vidt i Daarskab.
Den langmodige har stor forstand, men den bråsinte viser stor dårskap.
30 Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.
Et saktmodig hjerte er legemets liv, men hissighet er råttenhet i benene.
31 At kue den ringe er Haan mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.
Den som trykker en arming, håner hans skaper, men den som har medynk med den fattige, ærer skaperen.
32 Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.
Når ulykken rammer den ugudelige, kastes han over ende; men den rettferdige er frimodig i døden.
33 Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Taabers Indre kendes den ikke.
I den forstandiges hjerte holder visdommen sig stille, men i dårers indre gir den sig til kjenne.
34 Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.
Rettferdighet ophøier et folk, men synden er folkenes vanære.
35 En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.
En klok tjener vinner kongens yndest, men over en dårlig tjener kommer hans vrede.
