Ordsprogene 14

1 Visdom bygger sig Hus, Daarskabs Hænder river det ned.

Mandranjy ty akiba’e ty rakemba mahihitse, fe arotsa’ ty minè an-taña’e ty aze.

2 Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som gaar Krogveje, agter ham ringe.

Mañeveñe am’ Iehovà ty mañavelo an-kahiti’e, fe manirika aze ty mengok’ amo lala’eo.

3 I Daarens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise staar Læberne Vagt.

Am-bava’ i dagola ty kobay ho an-dambosi’e, fe mañaro ty mahihitse o fivimbi’eo.

4 Naar der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.

Ie tsy eo añombe, koake ty riha’e; Toe mahavokatse ty haozaran’ añombe.

5 Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.

Tsy mandañitse ty mpitalily migahiñe, fe mikofòke habodiake ty mpitarom-bande.

6 Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.

Mipay hihitse ty mpanivetive fa tsy mahatrea, fe mora ami’ty mahafohiñe ty hitendreke hilala.

7 Gaa fra en Mand, som er en Taabe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.

Mihankaña ami’ty fiatrefañe i minèñey, fa tsy ho oni’o eo ty soñy mahilala.

8 Den kloge i sin Visdom er klar paa sin Vej, men Taabers Daarskab er Svig.

Ty hihi’ i mahilalay: le t’ie mahatsikarake ty lia’e, fe hakalitahañe ty hagegean-dagola.

9 Med Daarer driver Skyldofret Spot, men Velvilje raader iblandt retsindige.

Sirikae’ ty minèñe ty fisolohoañe, fe amo vañoñeo ty fiharoan-drehake.

10 Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.

Fohi’ ty troke ty hafaim-piai’e, vaho tsy itraofa’ ty ambahiny ty firebeha’e.

11 Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt staar i Blomst.

Harotsake ty akiba’ i rati-tserekey, fe hiraorao ty kivoho’ o vañoñeo.

12 Mangen Vej synes Manden ret, og saa er dens Ende dog Dødens Veje.

Eo ty làlañe atao’ ondaty ho vantañe, f’ie migodañe mb’an-kavilasy ao.

13 Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.

Mikoretse ty arofo ndra t’ie miankahake, vaho migadoñ’ an-kontoke ty rebeke.

14 Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.

Atsake o sata’eo ty midisa-voly, fe mahaeneñe t’indaty soa i azey.

15 Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.

Kila iantofa’ ty seretse, fe tsakorè’ ty hendre o lia’eo.

16 Den vise ængstes og skyr det onde, Taaben buser sorgløs paa.

Mihilotse ty mahihitse vaho iholiara’e ty raty, fe mijikajika naho mitsidaredare ty dagola.

17 Den hidsige bærer sig taabeligt ad, man hader rænkefuld Mand.

Manao raha tsi-roe-tafa-toe ty mora boseke, vaho tsambolitioheñe ty mikinia.

18 De tankeløse giver Daarskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.

Mandova hagegeañe ty seretse, fe sabakaen-kilala ty hendre.

19 Onde maa bukke for gode, gudløse staa ved retfærdiges Døre.

Hidrakadrakak’ anatrefa’ ty soa ty raty, naho an-dalambei’ o vantañeo ty tsereheñe.

20 Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.

Heje’ ty rañe’e i rarakey, fe maro ty mikoko i mpañalealey.

21 Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.

Aman-tahiñe ty manirìka ondaty, haha ka ty matarike amo poi’eo.

22 De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Naade og Trofasthed.

Tsy hidridrike hao ty mpikilily? Fe fiferenaiñañe naho hatò ro amo misafiry hasoao.

23 Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.

Amam-bokatse ze hene fitoloñañe, fe mahararake ty soñy mikofofoake.

24 De vises Krone er Kløgt, Taabers Krans er Daarskab.

Sabaka’ o mahihitseo ty vara’e; fe hagegeañe ty hanè’ o dagolao.

25 Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.

Mpañaha aiñe ty mpitaroñe mahity, fe mpikitro-draha ty mikofò-bande.

26 Den stærkes Tillid er HERRENS Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.

Fañarovañe fatratse ty fañeveñañe am’ Iehovà, vaho amam-pipalirañe o ana’eo.

27 HERRENS Frygt er en Livsens Kilde, derved undgaas Dødens Snarer.

Havelo ­migoangoañe ty fañeveñañe am’ Iehovà, toe fampiariañe o fandri-kakoromahañeo.

28 At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist paa Folk er Fyrstens Fald.

Enge’ i mpanjakay ty borizañe maro; ampoheke ka ty ana-donake tsy ama’ ondaty.

29 Den sindige er rig paa Indsigt, den heftige driver det vidt i Daarskab.

Àmpon-kilala ty malaon-kaviñerañe; fe mpañonjo hagegeañe ty mora boseke.

30 Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.

Mahavelon-tsandriñe ty arofo hendre, fe mahavoroke taolañe ty farahy.

31 At kue den ringe er Haan mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.

Mitera i Andrianamboatse aze ty mamorekeke o rarakeo, fe miasy Aze ty mitretre mahatra.

32 Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.

Arotsa’ ty fandilara’e ty rati-tsereke, fe am-pitsalohañe ty vañoñe te mivetrake.

33 Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Taabers Indre kendes den ikke.

Mimoneñe añ’arofo’ i mahilalay ty hihitse, fe abentabenta’ o dagolao ty antrok’ ao.

34 Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.

Mañonjom-pifeheañe ty havañonañe, fe mañìnje o borizañeo ty hakeo.

35 En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.

Osihe’ ty mpanjaka ty mpitoroñe mitoloñe an-kihitse, fe atretrè’e an-kaviñerañe ty manao hasalarañe.