Ordsprogene 14
1 Visdom bygger sig Hus, Daarskabs Hænder river det ned.
A wijs womman bildith hir hous; and an unwijs womman schal distrie with hondis an hous bildid.
2 Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som gaar Krogveje, agter ham ringe.
A man goynge in riytful weie, and dredinge God, is dispisid of hym, that goith in a weie of yuel fame.
3 I Daarens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise staar Læberne Vagt.
The yerde of pride is in the mouth of a fool; the lippis of wijs men kepen hem.
4 Naar der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.
Where oxis ben not, the cratche is void; but where ful many cornes apperen, there the strengthe of oxe is opyn.
5 Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.
A feithful witnesse schal not lie; a gileful witnesse bringith forth a leesing.
6 Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.
A scornere sekith wisdom, and he fyndith not; the teching of prudent men is esy.
7 Gaa fra en Mand, som er en Taabe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.
Go thou ayens a man a fool; and he schal not knowe the lippis of prudence.
8 Den kloge i sin Visdom er klar paa sin Vej, men Taabers Daarskab er Svig.
The wisdom of a fel man is to vndirstonde his weie; and the vnwarnesse of foolis errith.
9 Med Daarer driver Skyldofret Spot, men Velvilje raader iblandt retsindige.
A fool scorneth synne; grace schal dwelle among iust men.
10 Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.
The herte that knowith the bittirnesse of his soule; a straunger schal not be meddlid in the ioie therof.
11 Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt staar i Blomst.
The hous of wickid men schal be don awei; the tabernaclis of iust men schulen buriowne.
12 Mangen Vej synes Manden ret, og saa er dens Ende dog Dødens Veje.
Sotheli a weie is, that semeth iust to a man; but the laste thingis therof leden forth to deth.
13 Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
Leiyyng schal be medlid with sorewe; and morenyng ocupieth the laste thingis of ioye.
14 Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.
A fool schal be fillid with hise weies; and a good man schal be aboue hym.
15 Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
An innocent man bileueth to eche word; a felle man biholdith hise goyngis.
16 Den vise ængstes og skyr det onde, Taaben buser sorgløs paa.
A wijs man dredith, and bowith awei fro yuel; a fool skippith ouer, and tristith.
17 Den hidsige bærer sig taabeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
A man vnpacient schal worche foli; and a gileful man is odiouse.
18 De tankeløse giver Daarskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
Litle men of wit schulen holde foli; and felle men schulen abide kunnyng.
19 Onde maa bukke for gode, gudløse staa ved retfærdiges Døre.
Yuel men schulen ligge bifor goode men; and vnpitouse men bifor the yatis of iust men.
20 Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
A pore man schal be hateful, yhe, to his neiybore; but many men ben frendis of riche men.
21 Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.
He that dispisith his neiybore, doith synne; but he that doith merci to a pore man, schal be blessid. He that bileueth in the Lord, loueth merci;
22 De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Naade og Trofasthed.
thei erren that worchen yuel. Merci and treuthe maken redi goodis;
23 Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
abundaunce `schal be in ech good werk. Sotheli where ful many wordis ben, there nedynesse is ofte.
24 De vises Krone er Kløgt, Taabers Krans er Daarskab.
The coroun of wise men is the richessis of hem; the fooli of foolis is vnwarnesse.
25 Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
A feithful witnesse delyuereth soulis; and a fals man bringith forth leesyngis.
26 Den stærkes Tillid er HERRENS Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.
In the drede of the Lord is triste of strengthe; and hope schal be to the sones of it.
27 HERRENS Frygt er en Livsens Kilde, derved undgaas Dødens Snarer.
The drede of the Lord is a welle of lijf; that it bowe awei fro the fallyng of deth.
28 At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist paa Folk er Fyrstens Fald.
The dignite of the king is in the multitude of puple; and the schenschipe of a prince is in the fewnesse of puple.
29 Den sindige er rig paa Indsigt, den heftige driver det vidt i Daarskab.
He that is pacient, is gouerned bi myche wisdom; but he that is vnpacient, enhaunsith his foli.
30 Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.
Helthe of herte is the lijf of fleischis; enuye is rot of boonys.
31 At kue den ringe er Haan mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.
He that falsli chalengith a nedi man, dispisith his maker; but he that hath merci on a pore man, onourith that makere.
32 Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.
A wickid man is put out for his malice; but a iust man hopith in his deth.
33 Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Taabers Indre kendes den ikke.
Wisdom restith in the herte of a wijs man; and he schal teche alle vnlerned men.
34 Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.
Riytfulnesse reisith a folc; synne makith puplis wretchis.
35 En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.
A mynystre vndurstondynge is acceptable to a kyng; a mynystre vnprofitable schal suffre the wrathfulnesse of him.
