Ordsprogene 14
1 Visdom bygger sig Hus, Daarskabs Hænder river det ned.
Kvinders Visdom har bygget sit Hus; men Daarskaben bryder det ned med sine Hænder.
2 Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som gaar Krogveje, agter ham ringe.
Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren; men den, som gaar paa Krogveje, foragter ham.
3 I Daarens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise staar Læberne Vagt.
I Daarens Mund er Hovmods Ris; men de vises Læber skulle bevare dem selv.
4 Naar der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.
Hvor ingen Øksne ere, der er Krybben ren; men megen Indtægt kommer ved Oksens Kraft.
5 Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.
Et trofast Vidne lyver ikke; men et falsk Vidne udblæser Løgne.
6 Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.
Spotteren søger Visdom, og han finder den ikke; men for den forstandige er Kundskab let.
7 Gaa fra en Mand, som er en Taabe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.
Gak bort fra en Mand, som er en Daare; thi du vil ikke have fundet Kundskab paa hans Læber.
8 Den kloge i sin Visdom er klar paa sin Vej, men Taabers Daarskab er Svig.
Den kloges Visdom er, at han forstaar sig paa sin Vej; men Daarers Taabelighed er, at de blive bedragne.
9 Med Daarer driver Skyldofret Spot, men Velvilje raader iblandt retsindige.
Daarerne spottes af deres eget Skyldoffer; men med de oprigtige er Velbehageligheden.
10 Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.
Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde.
11 Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt staar i Blomst.
De ugudeliges Hus skal ødelægges; men de retsindiges Telt skal blomstre.
12 Mangen Vej synes Manden ret, og saa er dens Ende dog Dødens Veje.
Der er en Vej, som kan synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden.
13 Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
Selv under Latteren føler Hjertet Smerte, og til sidst bliver Glæden Bedrøvelse.
14 Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.
Den, hvis Hjerte er afveget, skal mættes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje.
15 Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang.
16 Den vise ængstes og skyr det onde, Taaben buser sorgløs paa.
Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig, og tryg.
17 Den hidsige bærer sig taabeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
Den, som er hastig til Vrede, gør Daarlighed, og den underfundige Mand hades.
18 De tankeløse giver Daarskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab.
19 Onde maa bukke for gode, gudløse staa ved retfærdiges Døre.
De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfærdiges Porte.
20 Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige.
21 Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.
Hvo som foragter sin Næste, synder; men den, som forbarmer sig over de elendige, er lyksalig.
22 De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Naade og Trofasthed.
Fare ikke de vild, som optænke ondt? men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab.
23 Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
I alt besværligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Læbers Ord, fører det kun til Mangel.
24 De vises Krone er Kløgt, Taabers Krans er Daarskab.
De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed.
25 Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
Et sanddru Vidne redder Sjæle, men den, som udblæser Løgn, er svigefuld.
26 Den stærkes Tillid er HERRENS Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.
I Herrens Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt.
27 HERRENS Frygt er en Livsens Kilde, derved undgaas Dødens Snarer.
Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
28 At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist paa Folk er Fyrstens Fald.
At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse.
29 Den sindige er rig paa Indsigt, den heftige driver det vidt i Daarskab.
Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab.
30 Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.
Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene,
31 At kue den ringe er Haan mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.
Hvo som fortrykker den ringe, forhaaner hans Skaber; men hvo som forbarmer sig over den fattige, ærer ham.
32 Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.
Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.
33 Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Taabers Indre kendes den ikke.
I den forstandiges Hjerte hviler Visdommen; men i Daarers Indre giver den sig til Kende.
34 Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.
Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skændsel
35 En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.
Kongens Velbehag er til en klog Tjener, men hans Vrede er over den, som gør Skam.
