< Ordsprogene 14 >
1 Visdom bygger sig Hus, Daarskabs Hænder river det ned.
Ženska mudrost sagradi kuću, a ludost je rukama razgrađuje.
2 Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som gaar Krogveje, agter ham ringe.
Tko živi s poštenjem, boji se Jahve, a tko ide stranputicom, prezire ga.
3 I Daarens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise staar Læberne Vagt.
U luđakovim je ustima šiba za oholost njegovu, a mudre štite vlastite usne.
4 Naar der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.
Gdje nema volova, prazne su jasle, a obilna je žetva od snage bikove.
5 Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.
Istinit svjedok ne laže, a krivi svjedok širi laž.
6 Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.
Podsmjevač traži mudrost i ne nalazi je, a razumni lako dolazi do znanja.
7 Gaa fra en Mand, som er en Taabe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.
Idi od čovjeka bezumna jer nećeš upoznati usne što zbore znanje.
8 Den kloge i sin Visdom er klar paa sin Vej, men Taabers Daarskab er Svig.
Mudrost je pametna čovjeka u tom što pazi na svoj put, a bezumnička ludost prijevara je.
9 Med Daarer driver Skyldofret Spot, men Velvilje raader iblandt retsindige.
Luđacima je grijeh šala, a milost je Božja s poštenima.
10 Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.
Srce poznaje svoj jad, i veselje njegovo ne može dijeliti nitko drugi.
11 Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt staar i Blomst.
Dom opakih propast će, a šator će pravednika procvasti.
12 Mangen Vej synes Manden ret, og saa er dens Ende dog Dødens Veje.
Neki se put učini čovjeku prav, a na koncu vodi k smrti.
13 Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
I u smijehu srce osjeća bol, a poslije veselja dolazi tuga.
14 Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.
Otpadnik se siti svojim prestupcima, a dobar čovjek svojim radom.
15 Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
Glupan vjeruje svakoj riječi, a pametan pazi na korak svoj.
16 Den vise ængstes og skyr det onde, Taaben buser sorgløs paa.
Mudar se boji i oda zla se uklanja, a bezuman se raspaljuje i bez straha je.
17 Den hidsige bærer sig taabeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
Nagao čovjek čini ludosti, a razborit ih podnosi.
18 De tankeløse giver Daarskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
Glupaci baštine ludost, a mudre ovjenčava znanje.
19 Onde maa bukke for gode, gudløse staa ved retfærdiges Døre.
Zli padaju ničice pred dobrima i opaki pred vratima pravednikovim.
20 Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
I svom prijatelju mrzak je siromah, a bogataš ima mnogo ljubitelja.
21 Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.
Griješi tko prezire bližnjega svoga, a blago onomu tko je milostiv ubogima.
22 De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Naade og Trofasthed.
Koji snuju zlo, ne hode li stranputicom, a zar nisu dobrota i vjernost s onima koji snuju dobro?
23 Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
U svakom trudu ima probitka, a pusto brbljanje samo je na siromaštvo.
24 De vises Krone er Kløgt, Taabers Krans er Daarskab.
Mudrima je vijenac bogatstvo njihovo, a bezumnima kruna - njihova ludost.
25 Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
Istinit svjedok izbavlja duše, a tko laži širi, taj je varalica.
26 Den stærkes Tillid er HERRENS Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.
U strahu je Gospodnjem veliko pouzdanje i njegovim je sinovima utočište.
27 HERRENS Frygt er en Livsens Kilde, derved undgaas Dødens Snarer.
Strah Gospodnji izvor je života: on izbavlja od zamke smrti.
28 At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist paa Folk er Fyrstens Fald.
Mnoštvo je naroda ponos kralju, a bez puka knez propada.
29 Den sindige er rig paa Indsigt, den heftige driver det vidt i Daarskab.
Tko se teško srdi, velike je razboritosti, a nabusit duhom pokazuje ludost.
30 Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.
Mirno je srce život tijelu, a ljubomor je gnjilež u kostima.
31 At kue den ringe er Haan mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.
Tko tlači siromaha huli na stvoritelja, a časti ga tko je milostiv ubogomu.
32 Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.
Opaki propada zbog vlastite pakosti, a pravednik i u samoj smrti nalazi utočište.
33 Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Taabers Indre kendes den ikke.
U razumnu srcu mudrost počiva, a što je u bezumnome, to se i pokaže.
34 Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.
Pravednost uzvisuje narod, a grijeh je sramota pucima.
35 En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.
Kralju je mio razborit sluga, a na sramotna se srdi.