Ordsprogene 13
1 Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke paa skænd.
Den vise son let seg aga av far sin, men spottaren høyrer ikkje på skjenn.
2 Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold staar troløses Hu.
Sjølv fær ein godt av den frukt som munnen ber, men hugen åt svikarar stend etter vald.
3 Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den aabenmundede falder i Vaade.
Den som agtar munnen sin, varar si sjæl, men gapen fær seg ei ulukka.
4 Den lade attraar uden at faa, men flittiges Sjæl bliver mæt.
Hugen i letingen lyster og fær ikkje noko, hugen i strævsame folk fær rikleg mette.
5 Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.
Den rettferdige hatar ljugarord, men den gudlause fer stygt og skamleg åt.
6 Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.
Rettferd varar den som fer ulastande, men gudløysa feller den som gjer synd.
7 Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget.
Mang ein ter seg rik og eig då inkje, ein annan ter seg fatig og eig mykje.
8 Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand faar ingen Trusel at høre.
Mannsens rikdom er ein løysepeng for livet hans, men fatigmannen fær inkje trugsmål høyra.
9 Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe gaar ud.
Ljoset åt dei rettferdige brenn lystigt, men lampa åt ugudlege vil slokna.
10 Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig raade, er Visdom.
Med ovmod veld ein berre trætta, men hjå deim som tek mot råd, er visdom.
11 Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Haandfuld for Haandfuld, øges.
Lettfengen rikdom minkar, men sankar du smått um senn, fær du meir og meir.
12 At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.
Langdrøg von gjer hjarta sjukt, men uppfyllt ynskje er eit livsens tre.
13 Den, der lader haant om Ordet, slaas ned, den, der frygter Budet, faar Løn.
Den som vanvyrder ordet, tyner seg sjølv, men den som ottast bodordet, fær løn.
14 Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgaas Dødens Snarer.
Vismanns læra er livsens kjelda, so ein slepp undan frå daudesnaror.
15 God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.
Godt vit gjev manntekkje, men hard er vegen som svikarar gjeng.
16 Hver, som er klog, gaar til Værks med Kundskab, Taaben udfolder Daarskab.
Kvar som er klok, fer fram med vit, men ein dåre briskar seg med dårskap.
17 Gudløs Budbringer gaar det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.
Ein gudlaus sendemann fell i ulukka, men trufast bodberar er lækjedom.
18 Afvises Tugt, faar man Armod og Skam; agtes paa Revselse, bliver man æret.
Armod og skam fær den som viser age ifrå seg, men den som agtar på refsing, vinn æra.
19 Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Taaber en Gru.
Uppfyllt ynskje er søtt for sjæli, men å vika frå vondt er ei gruv for dårar.
20 Omgaas Vismænd, saa bliver du viis, ilde faren er Taabers Ven.
Gakk saman med dei vise, so vert du vis, men ilag med dårar gjeng det deg ille.
21 Vanheld følger Syndere, Lykken naar de retfærdige.
Ulukka forfylgjer syndarar, men rettferdige fær godt til løn.
22 Den gode efterlader Børnebørn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.
Den gode let etter seg arv til barneborn, men det syndaren eig, er gøymt åt den rettferdige.
23 Paa Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.
Fatigfolks nybrot gjev rikeleg føda, men mang ein vert tynt ved urettferd.
24 Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.
Den som sparer riset sitt, hatar son sin, men den som elskar han, tuktar honom tidleg.
25 Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom.
Rettferdige hev mat til å metta seg på, men gudlause gjeng med magen tom.
